172 fanger i Haiti stjal våben fra vagter og flygtede

Det er tilsyneladende lykkedes 172 indsatte at flygte fra et fængsel i Haiti nær hovedstaden, Port-au-Prince. Mindst én vagt blev dræbt under masseflugten.

Det oplyser en kilde tæt på efterforskningen søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Politiet rapporterer ifølge lokale medier, at de mange fanger flygtede fra Arcahaie-fængslet lørdag.

En foreløbig undersøgelse indikerer, at en vagt glemte at låse en dør, mens de indsatte sad og spiste i kantinen. Hermed var de indsatte i stand til at bevæge sig ind på et område, der bliver brugt af vagterne, og stjæle flere våben.

Under den efterfølgende ildkamp blev den ledende fængselsbetjent dræbt og to andre vagter såret.

Avisen Le Nouvelliste citerer fængselsdirektør Heurtelou Paul Colson for at sige, at én fange faldt i døden, da han forsøgte af klatre over en mur. To andre fanger er såret og indlagt på hospitalet.

Ifølge AFP nægter myndighederne at bekræfte antallet af indsatte involveret i flugten eller dødstallet.

Beboere i nærheden af fængslet, der ligger på kysten nordvest for Port-au-Prince, er blevet bedt om at samarbejde med politiet.

Premierminister Enex Jean-Charles oplyser i en erklæring, at der er iværksat en omfattende menneskejagt på de undslupne.

– Regeringen fordømmer på det kraftigste de hændelser, der har fundet sted i Arcahaie-fængslet. Der er tale om et mytteri begået af svært bevæbnede individer, siger han.

Avisen Le Nouvelliste skriver, at masseflugtens formodede bagmand, som afsoner en livstidsdom for bortførelse, er blevet anholdt sammen med ti andre fanger.

Fængsler i Haiti, der er det fattigste land i Nord-, Central- og Sydamerika, lider under overbelægning. Tidligere på året lød vurderingen fra Center for Prison Studies, at overbelægningen er på 450 procent.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: