Adjunkt og folketingskandidat for LA: Globaliseringen er kommet for at blive – og hurra for det

Siden kommunismens sammenbrud i 1989 er verden kun gradvist blevet mere åben, og mere og mere kan nu lade sig gøre for færre penge. Det er dejligt at være forbruger i forhold til for 20 år siden.

I disse tider har Pokémon Go sine kronede dage. Et japansk koncept produceret af den amerikanske softwarevirksomhed Niantic storhitter i Danmark, som om vi selv havde skabt det. Aldrig før har gode idéer været så kort tid om at nå fra den ene ende af verden og til den anden, og aldrig før har verdenskonkurrencen og nytænkningen været større, hvilket vi alle til stadighed nyder godt af.

Afrika får vestligt produceret hospitalsudstyr og medicin, og vestlig efterspørgsel skaber job i Asien, som sikrer vækst og stigning i levestandarder globalt.

Den gamle service kan undværes

Er man træt af prisen på det gamle standardhotelværelse, så kan man tilvælge Airbnb og få præcis, hvad man lyster. Er man træt af den opskruede pris på taxaen, så kan man vælge at tage en Uber langt billigere, og er man træt af at betale overpris for mad ombord på et fly, så står Ryanair altid til rådighed med et godt tilbud.

Disse tre eksempler udgør den revolution, der er i gang, hvor nytænkning og innovation gør op med de lag af den gamle service, som forbrugerne godt kan undvære og ikke vil betale for. Ellers ville der ikke være et marked for disse tjenester.

Det tankevækkende er derfor ikke, at disse app-baserede tjenester kommer ind på markedet, men nærmere hvor stort et spænd der rent økonomisk er fra disse tjenesters priser og så op til den konventionelle operatør på markedet. Politisk overregulering udgør en væsentlig del af forklaringen på dette; vanetænkning i de enkelte brancher er måske et andet element.

Sådan er det bare

Uanset hvad, så er globaliseringen kommet for at blive. Nogle må affinde sig med, at den løn, de fik forrige år, nu ikke længere kan oppebæres af det marked, de opererer på. Det handler ikke om, hvorvidt man synes, det er en god idé eller en dårlig idé, at det er sådan – sådan er det bare.

Præcis som at den arbejdsløse karl ikke fik held med at få landmanden til at droppe sin traktor og mejetærsker, vil heller ikke dette fremskridt kunne stoppes. Derfor må man være omstillingsparat i alle fag.

Dernæst må vi bare glæde os over, at når varer og tjenesteydelser bliver billigere, så kan flere og flere være med til at forbruge dem. Det, der for år tilbage var forbeholdt den økonomiske elite, er nu også muligt for alle vi andre – og en stor tak for det skal lyde til globaliseringen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: