Aktier: C20 er i grønt, men amerikansk kindhest lammer ALK-Abelló

Den amerikanske drøm om et salg i milliardklassen har fået længere udsigter for medicinalselskabet ALK-Abelló, der onsdag må se sin aktie få store tæsk i et ellers meget roligt aktiemarked.

Selskabets partner i USA, Merck, har valgt at droppe samarbejdet om at sælge allergimedicin efter en periode med lavt salg, og det koster dyrt på aktiemarkedet, hvor aktien falder hele 18,1 pct. til 962 kr.

– Den her nyhed skaber usikkerhed omkring ALK-Abelló og selskabets strategi i USA. Nu skal man til at vurdere, hvad der så skal ske.

– Vi har tidligere været bekymret omkring det amerikanske marked og har været skeptisk omkring aktien, men det er stadigvæk en stor overraskelse, siger Martin Munk, der er aktierådgiver i Jyske Bank.

– En stor del af værdiansættelsen af ALK-aktien er baseret på forventninger til det amerikanske marked, så jeg kan godt forstå, at aktien får de her tæsk, siger han.

Nyheden kommer også bag på andre banker. Amerikanske Jefferies kalder det ifølge Bloomberg News et “chok”, mens Nordea har sænket sin anbefaling af aktien til “hold” fra “køb”.

Ser man bort fra ALK-Abelló, er bevægelserne mere afdæmpede på aktiemarkedet.

C20 Cap-indekset ligger med en marginal stigning på 0,1 pct. til 1035,04, hvilket er mindre fremgang end på de europæiske børser.

CENTRALBANKMØDE I FOKUS

Ifølge Martin Munk forholder investorerne sig afventende frem mod aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank.

Der er ikke forventninger om en stramning af pengepolitikken, så det bliver derimod indikationer om, hvornår banken kan tænke sig at hæve renten næste gang, der vil være i fokus.

– Vi har fået en række gode nøgletal fra USA på det seneste, men omvendt har briterne stemt for at komme ud af EU, så det er især ordlyden i centralbankens meddelelse, som vi vil holde øje med.

– Der vil muligvis blive holdt en dør åben for en renteforhøjelse allerede i september, men vi tror mest på, at det først bliver i december, siger Martin Munk.

I toppen af C20-indekset finder man A.P. Møller-Mærsk, der uden nyheder fremme stiger med 1,5 pct. til 8635 kr.

Blandt de øvrige selskaber kan der i løbet af onsdagen komme fokus på FLSmidth, som får nyt fra sin finske konkurrent Outotec, der kommer med regnskab. FLSmidth-aktien stiger 0,6 pct. til 271,20 kr.

I en anden sektor har Danske Bank indledt dækning af Dong-aktien med anbefalingen “hold” og et kursmål på 295 kr. Dong-aktien falder 0,2 pct. til 270,40 kr.

Der er også en smule fokus på biotekselskabet Veloxis. Aktien bliver sendt op med 5 pct. til 1,25 kr., efter at selskabet på sin generalforsamling tirsdag kunne fortælle aktionærerne, at der ikke er behov for nye penge på den korte bane.

/ritzau/FINANS

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: