Antallet af ubetalte bøder stiger eksplosivt

På mindre end to år er borgernes restancer på busbøder steget med 20 mio. kr., så den samlede pulje af ubetalte kontrolafgifter var oppe på 66 mio. kr. ved udgangen af september.

I slutningen af 2014 var buskundernes gæld på 45,7 mio. kr. – mod 35,6 mio. kr. året før. Dermed nærmer restancerne sig en fordobling på tre år. Årsagen er sammenbruddet i Skats inddrivelsessystem EFI, påpeger rådmand for kultur og borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R).

»Problemet er, at kommunerne ikke har mulighed for at inddrive gæld. Vi kan ringe og bede folk om at betale, og det har vi gjort. Det fungerer fint i forhold til dem, der er betalingsvillige, men dem, som måske ikke har viljen eller pengene, kan vi jo ikke selv inddrive pengene hos,« siger rådmanden.

Antallet er skyldnere er oppe på 5.796. 64 borgere har flere end 50 ubetalte bøder, som nu koster 750 kr. En enkelt brillerer med 206 bøder og en samlet gæld på 173.000 kr. inklusive gebyrer.

»Wild west-tilstande«

Venstres politiske ordfører, Gert Bjerregaard, betegner situationen som »fuldstændig wild west«:

»For mig at se er det ren spekulation fra disse borgeres side. De har fundet ud af, at det ikke har nogen konsekvens, hvis de ikke betaler.«

Venstre vil nu tage sagen op i byrådet for at få kommunen, som står for at opkræve de ubetalte kontrolafgifter fra det regionale trafikselskab Midttrafik, til at gøre en mere aktiv indsats.

»Det er vores ansvar, at der opretholdes en retsbevidsthed om, at man skal betale, hvis man får en bøde. Derfor må vi sætte de nødvendige ressourcer ind nu, og så må vi tage slagsmålet om regningen bagefter. Ellers ender det i fuldstændig anarki,« mener han.

»Der er krav på listen, hvor vi har svært ved at få pengene ind«

Også Socialdemokratiets politiske ordfører og fungerende teknik og miljørådmand, Camilla Fabricius, finder det utilfredsstillende, at restancerne stiger:

»Vi skal have disse penge kradset ind. Om det så er restancer for børnehavebetaling, eller det er busbøden, er det jo velfærd, vi får for de penge, så vi har brug for dem.«

Skyldnere skal dog ikke kalkulere med, at deres gæld bliver forældet. Ifølge Skat er forældelsesfristen suspenderet, indtil et nyt inddrivelsessystem er implementeret – formentlig i 2018.

»For så vidt angår gæld, der er under inddrivelse hos Skat den 19. november 2015 eller senere – herunder parkerings- og kontrolafgifter – begynder forældelsesfristen tidligst at løbe fra den 20. november 2018. Dette blev besluttet af Folketinget den 12. november 2015 med Lov om udskydelse af forældelse,« fremgår det af svaret.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: