Besøg borgmesterparrets drøm af en have i Slagelse

Huset med navnet Svalen er omringet af flotte, blomstrende hortensiaer, imponerende rosenporte, urtehaver og talrige afslappende lækroge.

“Det, der er specielt dejligt ved vores grund, er, at selvom jeg kan høre bilerne ude på vejen foran huset, så kan jeg gå dybt ned i haven, hvor jeg stort set ikke kan høre dem. Vores have er meget fredfyldt,” fortæller Lone Jørgensen.

Her bor: Lone og Jens Jørgensen
Beskæftigelse: Jens er tidligere borgmester i Slagelse og tidligere rektor på Slagelse Gymnasium og er nu byrådspolitiker. Lone er kontoruddannet. Begge er gået på pension.
Beliggenhed: Slagelse, Vestsjælland.
Størrelse: Den samlede grund er på 5000 kvm.

Både Lone og Jens er havemennesker med stort H. De bruger flere timer om dagen i haven, men parret har aldrig set det store arbejde med at holde trit med haven som en sur pligt. For dem er det derimod ren terapi, ligesom det er med til at holde dem begge i form. Og derfor får de heller ikke hjælp til at passe den 5000 kvm store grund.

“Jeg plejer at sige, at haven er mit fitnesscenter,” fortæller Lone. Selvom haven kræver rigtig meget vedligeholdelse, mener parret, at den først og fremmest skal vække glæde. “Der vil af gode grunde være ukrudt rundt omkring i haven, men det stresser os aldrig,” siger hun.

Det tidligere borgmesterpar og nu meget aktive seniorer elsker at lave om i haven og hele tiden omrokere og plante nye blomster og planter. Èt område har dog fået lov at stå uberørt hen de sidste 14 år, nemlig den smukke hortensia-have. “Jeg havde så mange hortensiaer i krukker, at de begyndte at vokse ud af dem, så vi valgte at plante dem ud i haven,” fortæller Lone.

Foto: Camilla Ropers

Parret blev så fascineret af hortensiaen, at de anskaffede sig flere sorter og farver – faktisk så mange at huset har fået bonusnavnet ‘Hortensia-huset’ blandt flere beboere i Slagelse. Det er derfor ikke den store overraskelse, at hortensia er Lones absolutte yndlingsblomst.

Foto: Camilla Ropers

Roser er også blandt parrets yndlingsblomster, mest af alt på grund af deres fantastiske duft. Roserne dukker både op langs porte, gamle jernstativer og i bede rundt omkring på den enorme grund.

Foto: Camilla Ropers

Noget af det, der særligt karakteriserer den store have, er de mange niveauforskelle. Det skyldes, at der tidligere lå et teglværk tæt op ad grunden, og man havde brugt ler i jorden til at etablere værket – ler, som i dag stadig ligger i undergrunden. Det har derfor været en udfordring for parret at indrette haven, men de har udnyttet de forskellige forskydelser ved at kreere en masse selvstændige områder med hver deres tema og navn.

Læs også: Guide – skab et grønt haveparadis uden blomster

“Når man har så stor en have, som vi har, er det et vidt begreb, at sige, at man går i haven. Derfor har vi for sjovs skyld givet de forskellige områder navne, så vi ved, hvor hinanden er,” fortæller Lone med et smil. Blandt de små oaser kan nævnes Hortensia-haven, Urtehaven, Parken og Enebærstien.

Jens og Lone er som regel fælles om at passe havens forskellige områder. Dog har Jens hovedansvaret for den store urtehave, som parret kalder for deres “spisekammer”, hvor de både dyrker bær og grøntsager.

Haven har været centrum for mange store projekter igennem årenes løb. Èt af dem var anlæggelsen af den store chaussesten-terrasse bag huset.

Foto: Camilla Ropers

“Jens har selv lagt alle stenene i haven, og det har været et kæmpe arbejde, men det har skabt en smuk terrasse, der passer perfekt til husets stil,” siger Lone. Selvom det var et stort projekt at kaste sig ud i ene mand, passer det fysiske arbejde perfekt til den tidligere borgmester. “Jens er byrådspolitiker og er ofte til lange møder, og derfor kan han blive helt dårlig, hvis han ikke har været i haven i en dags tid,” fortæller hun.

Læs også: Engelsk havekunst fylder 300 år

Haven er ikke indrettet efter en specifik stil, men derimod er ledetråden alt, parret synes er smukt og som falder godt i spænd med havens primære formål, nemlig at vække glæde og skabe nydelse. Man fornemmer dog tydeligt, at parret flere steder er inspireret af et sydeuropæisk udtryk, både i valg af planter og dekorationselementer.

Ét af dem er den italienske Madonna, der står med front mod Svalen.

“Vi fik på engang besøg af en italiensk vinbonde, som min datter og svigersøn kender. Og da han kom til Madonnaen, reagerede han på ægte italiensk manér med store armbevægelser og verbale udbrud. Han fortalte, at ifølge italiensk tradition vil Madonna beskytte huset og dets indbyggere, hvis hun står med front mod selve huset, som vores gør,” fortæller Lone. Hun er derfor også sikker på, at det var Madonna, der på et tidspunkt hjalp familien igennem en svær tid med sygdom, og derfor sender Lone hende et stort smil hver gang hun passerer hende i haven.

På en af terrassernes har gammelt tyrkisk madfad, som Lone har købt på en livstilsudstilling på Ledreborg Slot, fået plads. Der er altid vand og enten afklippede roser eller hortensiaer til pynt i fadet.

Foto: Camilla Ropers

Foruden de mange fine dekorationselementer og figurer, der pryder haven, er her også fyldt med fine kroge med stole og borde. Lone fortæller dog, at hende og Jens er mindre gode til at få brugt disse små oaser, men at de mest af alt er til for at skabe en hyggelig stemning i de forskellige områder.

Læs også: Hollands mest magiske have – velkommen til Jakobstuin

Fakta om Houzz
Houzz er den ledende platform inden for boligdesign, inspirerende interiør og kreative idéer til hjemmet. Platformen giver boligejere adgang til alt, hvad de har brug for til at forbedre deres hjem fra start til slut – både via Houzz-app’en og hjemmesiden. På verdensplan tilbyder Houzz mere end 11 mio. billeder inden for renovering og design af hjemmet og boligejere, boligdesign-entusiaster og boligeksperter kan møde hinanden herigennem og finde inspiration.
For mere information, besøg houzz.dk

Èn hyggekrog bliver imidlertid brugt flittigt af parret, ja faktisk er spottet med chaiselongerne her deres absolutte yndlingssted, når de vil slappe af i den store have. Her ligger Jens og Lone tit og nyder solen med god samvittighed efter et par timers havearbejde. Chaiselongerne er fra firmaet Luberon, der blandt andet forhandler liggestole, som er svejset sammen af gamle franske senge.

I krukkerne ved chaiselongerne planter Lone altid den samme blomstersort kaldet Gaura. “Når vinden blæser, er der masser af bevægelse i dem, og derudover er det en rigtig smuk og elegant blomst,” siger hun.

Et andet sted, Jens og Lone kobler af, er i deres væksthus, som de byggede for 12-15 år siden, selv om de aldrig har haft en intention om dyrke grøntsager eller planter i det.

“Vi bruger væksthuset til ren hygge. Når solen skinner, men temperaturerne stadig er for lave til at sidde ude, sidder vi der og nyder en eftermiddagskaffe eller læser en bog. Der er dejligt varmt på grund af væksthusets ruder, og det er et rent nydested,” forklarer Lone.

Selvom haven fremstår perfekt og forbilledlig for udefrakommende, vil der altid være nogle områder, som i perioder får mindre opmærksomhed end andre, fortæller Lone. Men det er ikke noget, som generer parret. “Vi arbejder os rundt i haven, og glæder os over det arbejde, vi får lavet hver eneste dag. Vi har aldrig dårlig samvittighed, og i sidste ende når vi jo som regel rundt i hele haven,” siger Lone.

Se flere havebilleder.

Lones bedste råd til at passe en stor have:

  1. Tænk hele tiden på at kombinere, hvad der er pænt, og hvad der er nemt at holde. Hver gang vi laver noget om, tilstræber vi, at det bliver lettere at holde. Lav eksempelvis et tæt bed med stauder, der ikke kræver så meget lugning.
  2. Skab variation i haven med flere forskellige sorter og farver, så den bliver dynamisk.
  3. Først og fremmest skal haven nydes. Det er et udendørs frirum, hvor der selvfølgelig er en masse vedligeholdelse, men haven skal i dén grad også nydes.
You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: