Besøg en verdens smukkeste storbyer: Byens åndehul er større end Central Park

Vilde og velfriserede oplevelser i Stanley Park

Otte millioner mennesker lægger hvert år vejen forbi Vancouvers store rekreative område Stanley Park, som er en urban park på fire kvadratkilometer.

Dermed er Vancouvers grønne åndehul større end Central Park i New York, og stedet er med til at give den canadiske storby en helt særlig karakter.

Foto: Kenneth Karskov

Herinde er det muligt at forsvinde i et lille hjørne af den fascinerende canadiske natur, og parken har fået lov til langsomt at udvikle sig over de seneste mere end 100 år, så dele af skovområdet fremstår i dag lige så vildt som i 1800-tallet.

Stanley Park er fuld af både vilde og mere velfriserede oplevelser. Her er små nydelige haver, soppebassin til børn, badestrand, udsigtspunkter og et virvar af gang- og cykelstier, som giver optimale forhold for både besøgende til fods eller på cykel.

Det er også muligt at springe på en af Vancouvers hop-on-hop-off-busser, og se parken fra øverste etage i dobbeltdækkeren, der har parken med på ruten rundt til byens store seværdigheder.

Oplev de lokale ishockeyhelte i aktion

Af alle ting du kan foretage dig i Vancouver, er der intet som giver mere respekt blandt de lokale end en tur ind i Rogers Arena for at se de lokale ishockeyhelte. Canadierne elsker deres hockey, og Vancouver er ingen undtagelse. Byens hold hedder Vancouver Canucks og tæller bl.a. danskeren Jannik Hansen. Det er ingen hindring, at du aldrig har set ishockey før, for oplevelsen er ekstremt tilskuervenlig.

Foto: Kenneth Karskov

Et ur tæller ned til kampens start, en mand med en dyb, dyb stemme annoncerer spillerne, og en ung sangerinde fremfører nationalmelodierne. Alle rejser sig, og så går det ellers over stok og sten på banen. I pauserne kører kæmpeskærmene det obligatoriske kiss cam, hvor ellevilde tilskuere kysser hinanden, og i boderne står kokke og skærer skiver af en oksesteg til et par velvoksne sandwiches, i fadølshanerne findes der india pale ale, og toiletterne er både rene og pæne. Det er således en mere civiliseret oplevelse end at gå til fodbold i Danmark.

Rogers Arena, der er hjemmebane for Vancouver Canucks har plads til over 18.000 entusiastiske tilskuere, men der bliver hurtigt udsolgt, så book i god tid.

Se Vancouver fra en vandflyver

Det er ikke mange steder i verden, der kan fremvise samme imponerende samling af vandflyvere som Vancouver. I byens havn ligger det ene lille fly ved siden af det andet og vugger i takt med de bløde bølger.

De fleste afgange er fyldt med lokale rejsende, der skal til nærliggende steder som Whistler, Nanaimo og Maple Bay, og dertil kommer en række sightseeingture specielt til turister.

Foto: Kenneth Karskov

Der er blot fem passagerer og en pilot på den tyve minutter lange rundflyvning. Maskinen arbejder sig ind i midten af havnen, farten bliver langsomt øget og pludselig er den lille flyver i luften.

Alle har et vinduessæde og på en flot solskinsdag findes ingen smukkere eller mere fascinerende måde at se Vancouver på.

Byens højhuse ligger på den ene side, krydstogtskibene på den anden, Stanley Park længere fremme og derude i horisonten gemmer sig bjerge og vild, canadisk natur.

20 minutter senere rammer flyets pontoner igen vandet, og dermed er turen slut. Det er ikke nogen billig fornøjelse, men uden tvivl alle 119 canadiske dollar (ca. 580 danske kroner) værd.

Slå et smut forbi den kinesiske have

Vancouver er en multikulturel smeltedigel, og knap 30 procent af byens befolkning har rødder i Øst- og Sydøstasien. Kinesere udgør en stor del af disse, hvilket sætter sine tydelige spor i gadebilledet.

Intet sted er dette tydeligere end i Sun Yat-Sen-haven i Vancouvers Chinatown. Du er lovligt undskyldt for et kort øjeblik at være i tvivl om, hvor i verden du egentlig befinder dig, for denne vidunderlige kinesiske oase kunne lige så vel have ligget i de gamle dele af Beijing eller Shanghai.

Sun Yat-Sen-haven i Vancouvers Chinatown. Foto: Kenneth Karskov

Haven er opkaldt efter Dr. Sun Yat-Sen, som er det moderne Kinas fader, og den grønne oase fremstår som et lille refugium gennemsyret af taoisme og feng shui.

Herinde er der harmoni og ro, og en større kontrast til Vancouvers moderne og hektiske storbyliv findes ikke.

Udover de mange indbyggere med kinesiske rødder definerer 11 procent af Vancouvers indbyggere sig som værende af indisk eller pakistansk oprindelse.

Ifølge Wikipedia er der sågar en procent, som angiver deres ophav til at være dansk.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: