Besparelser betyder 1.000 færre lærere på landets gymnasier

Som følge af en toprocents besparelse, som gymnasierne blev pålagt i finansloven for 2016, bliver der nu færre lærere på de enkelte gymnasier.

I alt 1.000 færre lærere vil der være i det igangværende skoleår. Det skriver Politiken.

Tallene stammer fra en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanterne på gymnasierne, som Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har gennemført i august.

I forhold til sidste skoleår bliver der i 2016 og 2017 nu 1.000 færre lærere – ud af cirka 15.000 – til at undervise det samme antal elever. Og det bekymrer både lærere, rektorer og elever.

– Når der er 1.000 færre lærere, betyder det, at de lærere, der er tilbage, skal have flere hold og undervise flere elever. Det giver mindre tid til den enkelte elev og mindre tid til at rette opgaver og forberede undervisningen ordentligt, siger Annette Nordstrøm, der er formand for GL, til Politiken.

Besparelsen på to procent er kun begyndelsen. Især de 120 almene gymnasier rammes af nedskæringer de kommende år.

Da reformen af erhvervsuddannelserne blev vedtaget i 2014, blev det besluttet, at de almene gymnasier fra 2017 og frem hvert år skal afgive 240 millioner kroner af deres midler til erhvervsskolerne.

Dertil kommer, at finansloven for 2017 lægger op til, at gymnasierne skal spare 150 millioner kroner om året.

I alt svarer det til en besparelse på to procent i 2016 og cirka fem procent i 2017.

Da størstedelen af gymnasiernes budget går til løn, er det her, størstedelen af pengene kan findes, fortæller Anne-Birgitte Rasmussen, der repræsenterer landets rektorer og er formand for Danske Gymnasier.

Hun mener også, at gymnasierne går en dyster tid i møde. Ifølge hende kan konsekvensen ved besparelserne være større frafald.

– Det bliver svært at bevare den tætte kontakt mellem lærer og elev, som vi har i gymnasiet, og som er grundlag for, at vi lykkes med at få rigtig mange igennem. Også dem, der kommer med uddannelsesfremmed baggrund, siger Anne-Birgitte Rasmussen til Politiken.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: