Bræk, ged og sure tæer: Her er de allieredes hemmelige våben fra Anden Verdenskrig

Siger man Anden Verdenskrig og våben, er det første man tænker på sandsynligvis kampvogne, kampfly, granater, maskingevær og atombomber.

Men nu afslører nyligt frigivne breve fra et amerikansk arkiv, at den britiske Special Operations Executive-enhed (SOE), der er forgængeren til MI6, havde planer om at benytte sig af stinkbomber mod tyske og japanske officerer.

Det skriver The Times og The Telegraph.

Pscht, pscht, et par sprøjt fra en parfumeflaske, der kamuflerede den modsatvirkende parfume, og så virkede officeren som et af de mindst renlige mennesker på vor jord. Våbenet var lugt.

Målet med midlet, der skulle bruges i modstandsbevægelsen, var at give en væske til den civile befolkning, som producerede et »umiskendeligt bevis på ekstrem personlig urenlighed«.

Eftersom luften i almindelige, offentlige mødelokaler generelt er duftfri, vil næsten en hvilken som helst dunst, der ikke kan forklares uden videre, vække mistænkelighed, hvilket nemt kan skabe frygt eller endda panik.

Den britiske officer Bird i et brev til sin amerikanske kollega d. 3. august 1943, hvor han fortæller om “s væsken”.

Brugen af væsken mod fjenderne skulle, ifølge briterne, skabe kaos hos de nazistiske officerer, der ville blive mål for latterliggørelse og foragt under møder, skriver The Times.

Ifølge avisen er der også grund til at tro, at kapsler af den ildelugtende væske blev delt ud til norske agenter, der knuste dem i tyske soldaters jakker i garderober rundt omkring.

Krig handler om at overvinde fjenden og slå sine modstandere ihjel, men tilsyneladende også om at lugte mindst dårligt.

Midlet blev kaldt for ”S væsken,” hvor s’et står for det engelske ord ”stench”, der kan oversættes til stank, dunst eller hørm.

Blandt beviserne på fremstillingen af dette stof, som er blevet fundet af den videnskabelige forfatter Mary Roach ved American Office of Strategic Services’ (OSS) arkiver tæt på Washington, er der også blevet opdaget et helt særligt brev.

Det stammer fra d. 4. august 1943 og er skrevet af den britiske militærchef Bird til Stanley Lowell fra netop OSS, som er CIA’s forgænger. Heri forklarer Bird planen med stink-våbenet.

»Indtil nu har vores brug af dårligt-lugtende substanser mest været for at kontaminere enkeltpersoner,« skriver han i brevet.

»Eftersom luften i almindelige, offentlige mødelokaler generelt er duftfri, vil næsten en hvilken som helst dunst, der ikke kan forklares uden videre, vække mistænkelighed, hvilket nemt kan skabe frygt eller endda panik.«

USA betaler for nazibødlers gode liv

Den britiske udgave af “S væsken” var bygget op omkring stoffet skatol, som er kendt for at have en kraftig og ekskrement-præget dunst og dannes i tarmen hos især hangrise.

Atombomben over Hiroshima gjorde, at den amerikanske stinkbombe “Who, Me?” formentlig aldrig nåede at blive brugt mod japanerne. Foto: AP Foto.

Idéen om “S væsken” tiltalte amerikanerne, der besluttede sig for selv at producere våbenet og brugte to år på at fremstille et produkt med »den modbydelige dunst af løs afføring«.

Og der blev også tilføjet lidt ekstra krydrede ingredienser i amerikanernes stinkbombe.

Skatolen, som altså også blev brugt i den britiske stinkbombe, blandedes med smørsyre, der karakteriseres ved en udpræget bræk-lugt, caprylsyre og dens langvarige gededunst samt valerianesyre, der minder én om sure tæer.

Og den magiske blanding fik da også et navn, der lever op til ingredienserne: Den blev døbt ”Who, Me”? (Hvem, mig?).

Spektakulær bombemission markeret i England

Om den nogensinde blev brugt forbliver dog uvist, da der få uger inden våbenet skulle deles ud hos den kinesiske modstandsbevægelse for at inficere japanske soldater, blev smidt to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, skriver The Telegraph.

Med til historien hører også, at det amerikanske militær var nervøst for, om stinkbombens dunst havde den rigtige lugt til at forstyrre japanerne. Derfor prøvede de eventyrlystne producenter andre blandinger, og sidenhen producerede de ”Mark II Oriental Who, Me?”, som havde nuancer af stinkdyr og ligdunst.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: