BSV har revet taber-klistermærket af

Han husker ikke den præcise dato. Han husker heller ikke, hvad de spiste eller drak, men selvom Anders Dam som ordførende direktør i Jyske Bank nok også er vant til offentlige arrangementer med pindemadder og papvin, husker han alligevel en bestemt jubilæumsmarkering for 11 år siden.

Dengang kradsede herrehåndboldkrisen i Midtjylland med Silkeborg-Voel KFUM på vej ned i den næstbedste række og de tidligere DM-sølvvindere Bjerringbro FH som en ubetydelig faktor i ligaen. Det skulle der laves om på, mente pumpevirksomheden Grundfos’ daværende koncernchef Jens Jørgen Madsen.

På det tidspunkt var Grundfos hovedsponsor i Bjerringbro, mens Jyske Bank støttede Silkeborg-Voel KFUM. Derfor satte Jens Jørgen Madsen sig til jubilæumsarrangementet ved siden af Anders Dam. Koncernchefen havde et formål. Han ville fusionere de to klubber.

»Jeg har en vis erfaring med fusioner, og jeg ved, at der er øjeblikke, hvor man bare skal sige ja,« fortæller Anders Dam om episoden, hvor han med det samme var med på idéen.

Bjerringbro-Silkeborg (BSV)

  • Dannet i 2005 som en fusion mellem Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM.
  • Grundfos og Jyske Bank er de to hovedsponsorer.
  • Efter 11 års jagt vandt klubben i 2016 sin første titel.
  • Blandt meritterne er et dansk mesterskab, to DM-sølvmedaljer og to DM-bronzemedaljer.
  • Klubben har haft økonomisk overskud i alle år siden fusionen.
  • Seks af Danmarks OL-guldvindere – Niklas Landin, Jannick Green, Casper U. Mortensen, Morten Olsen, Henrik Toft Hansen og Mads Christiansen – har en fortid i klubben.
  • Søndag spiller holdet mod tyske Flensburg-Handewitt i den første hjemmekamp i Champions League-gruppespillet.

De to erhvervsledere præsenterede herefter deres respektive klubber for et tilbud, der hed fusion eller ingen sponsorkroner. Take it or leave it. Det blev et ja, og sådan endte det, at hovedsponsorerne i de to klubber skabte Bjerringbro-Silkeborg (BSV) – trods lokal modstand i begyndelsen.

»Jeg fandt ud af, at man i Silkeborg betragtede Bjerringbro som sin ”hademodstander”. Da jeg blev inviteret til Voel KFUM for at forklare om baggrunden for fusionstankerne, blev jeg billedligt talt buhet ind, men klappet ud. De forstod, at det ikke nyttede noget at spille håndbold på liganiveau med et administrativt setup på serie 6-niveau, samt at det var nødvendigt med en stærkere økonomi,« siger Anders Dam.

En lang klubrejse

11 år senere er BSV forsvarende danske mestre, Super Cup-vindere og spiller søndag eftermiddag Champions League på hjemmebane mod Flensburg-Handewitt. En lang klubrejse, der i disse måneder når sit foreløbige højdepunkt, men ingen rejse uden bump på vejen. For i den unge, midtjyske fusionsklub har man siden dannelsen i 2005 fået adskillige knubs.

Inden mesterskabet i fjor var klubben i årevis genstand for såvel drillerier som kritiske spørgsmål i det danske håndboldmiljø med udgangspunkt i det tomme pokalskab. Man kæmpede med et sportsligt klistermærke, om at man efter to tabte DM-finaler og tre tabte pokalfinaler var den evige toer – om end det hører med til historien, at man tabte flere finaler til dengang mægtige AG København.

Man er ligeledes blevet kritiseret for at fejlrekruttere adskillige udenlandske spillere – som eksempelvis Espen Lie Hansen, Primoz Prost, Adnan Hermandic og Audräy Tuzolana – og at man derved har brugt millioner af lønkroner på stjerner uden at vinde en eneste guldmedalje. Som illustration herpå havde fans af et modstanderhold sågar et banner med til hjemmebanen i Silkeborg for et par år siden med teksten: ”B$V”.

»Når man tiltrækker mange stjerner, sker der indimellem også fejlindkøb, og når man er en topklub, er der et stort fokus fra omverdenen, når man fejler. Der sker også ting og sager i de andre klubber, og sådan er det at være eliteklub,« siger sport- og økonomiansvarlig i BSV, Christian Lynnerup, der kommer fra håndboldmiljøet i Bjerringbro og har været med hele vejen.

Uheldige personalesager

Der har også været overvejelser om fraflytning fra Silkeborg Kommune, trænerfyringer og markante personaleudskiftninger. Læg dertil flere uheldige personalesager som eksempelvis spytklatepisoden, der kostede Lars Krogh Jeppesen karantæne. Eller stortalentet Theis Baagøes anklage om svigt fra klubbens side efter sin korsbåndsskade. Ej at forglemme bødekassesagen, hvor BSV-spillertruppen lovede en anden ligaklub penge for at vinde.

»Hvert år, hvor vi ikke har vundet en titel, har medierne skrevet os op til at være en fiasko. Jeg vil ikke sige, det sætter klubben under pres, men man bliver påvirket af det, og så er det måske nemmere at lave fejl,« siger Christian Lynnerup.

Ikke desto mindre har BSV alligevel vist sig som et flagskab i dansk håndbold på flere fronter. Konstant høje tilskuertal, en bred sponsorkreds, mange tv-kampe og kontraktunderskrivelser med et utal af stjernespillere som eksempelvis Andy Schmid, Niklas Landin, Kristian Kjelling og Michael V. Knudsen er en væsentlig del af fortællingen om håndboldklubben, der har økonomisk styring som en af sine spidskompetencer.

»Økonomien er vores dna, og vi vil gå langt for at bevare den. Det har været fristende at geare op undervejs, men det har aldrig været på tale,« siger Christian Lynnerup.

I november i fjor kunne man informere om et overskud på bundlinjen for 10. år i træk. Egenkapitalen ligger på 4,2 mio. kr., og den økonomiske stabilitet var også et af klubbens kendetegn i den rapport, der udkom tidligere på året fra Idrættens Analyseinstitut. Her blev BSV som en af kun fire herreklubber placeret i kategorien med titlen ”klubber i balance” rent økonomisk.

Herrernes håndboldliga halter stadig efter: »Kun hvis de andre lande falder, har vi en chance«

»Der var fra begyndelsen to krav. Vi ville ikke se underskud, og økonomien skulle altid komme før sporten i beslutningerne. Klubben forstod budskabet fra dag et,« siger Anders Dam.

Bankdirektøren oplevede den 28. maj i Holstebro kulminationen på håndboldprojektet, da BSV slog TTH Holstebro i DM-finalen. Det blev fejret med guldkrammere og fadøl med sidemanden, som naturligvis var, ja, Jens Jørgen Madsen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: