Byboere vender ryggen til præsidentens parti i Sydafrika

Sydafrikas regerende parti, ANC, ser ud til at få en kindhest af vælgerne i landets største byer ved denne uges lokalvalg.

Med 85 procent af stemmerne talt op står ANC, der tidligere havde Nelson Mandela i spidsen, til det dårligste valgresultat siden slutningen på apartheid i Sydafrika for mere end to årtier siden.

Kigger man på hele landet, har ANC flertal. Men partiet halser efter Demokratisk Alliance i Port Elizabeth. Og i hovedstaden Pretoria samt i Johannesburg er det usandsynligt, at ANC vil kunne mønstre et flertal på over 50 procent af stemmerne.

I de mere landlige områder dominerer ANC dog. Dermed afspejler den foreløbige optælling, at der bliver større og større forskel på land og by i Sydafrika.

Der er en ophobet vrede i dele af den sorte befolkning over, at ANC og præsident Jacob Zuma ikke har kunnet levere arbejdspladser og en bedre økonomi til en forarmet sort befolkning. Halvdelen af unge under 25 år er arbejdsløse.

Mange har derimod set, hvordan Zuma har levet et ekstravagant liv og har fået statskassen til at renovere sin bolig for langt over 100 millioner kroner. En del har forfatningsdomstolen beordret ham til at tilbagebetale.

Mange oplever, hvordan andre topfolk i ANC har benyttet sig af deres positioner til at skaffe sig økonomiske fordele.

Før var der ingen reelle alternativer til ANC. Demokratisk Alliance blev opfattet som et parti udelukkende for hvide.

Men det er ved at være fortid. Partiet ledes i dage af Mmusi Maimane, der er sort, og partiet har i stigende grad appel til alle racer og etniske grupper i Sydafrika.

Det endelige valgresultat i Sydafrika ventes klar senere fredag.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: