Ceres-højhuset ødelægger et vigtigt historisk kig

Selv om Ceres lukkede bryggeriet ned for otte år siden, har den traditionsrige ølproducent stadig en fremtrædende position i Aarhus. Tilsyneladende mere fremtrædende end byplanlæggerne havde tænkt sig.

Efterhånden som den 20 etager høje Ceres Panorama-bygning er skudt i vejret på Ceresgrunden, viser det sig, at den har fået en dominerende rolle på en af byens vigtigste udkigs-akser. Hvor der siden 1926 har været et uspoleret kig fra Aarhus Idrætspark, der i dag hedder Ceres Park & Arena, til Sankt Lukas Kirke i den anden ende af Stadion Allé, står kirketårnet nu ikke længere alene på byens skyline, hvilket ellers er betonet i kommunens højhuspolitik, som nævner aksen som en værdifuld visuel forbindelse. I dag ser folk ved idrætsparken og tivoli en udflydende masse i form af højhuset og kirketårnet.

Det ærgrer stadsarkitekt Stephen Willacy.

»Når man lægger noget bagved, får man ikke silhuetten af Sankt Lukas Kirkens tårn. Det er meget vigtigt, at man kan se sådan et tårn i sin fulde udformning, men nu har man noget, der forstyrrer billedet. Det er selvfølgelig et irritationsmoment, og jeg tror, mange borgere i byen også vil kunne se, det ikke var meningen. Det er rigtigt ærgerligt,« siger stadsarkitekten.

Kommunalt råd føler sig ignoreret

I fjor kritiserede kommunens kulturmiljøråd, at kommunen lukkede Stadion Allé for at få koblet Strandvejen bedre sammen med ringgaden via Marselis Boulevard og derved ødelagde et af byens smukkeste stræk, aksen fra stadion til kirken. Kritikken kom bl.a. fra rådets nuværende formand, Mette Viuf Larsen, og hun beklager også, at forbindelsen bliver påvirket af Ceres Panorama:

»Det er et af de vigtige vuer i byen, og hvis byggeriet forstyrrer det, er det ærgerligt.«

Rådmand: En skam

Teknisk rådmand Kristian Würtz (S), der har ansvaret for byplanlægningen, er enig og kalder det »en skam«. Han betoner, at lokalplanen for Ceresgrunden blev vedtaget før hans tid på posten – i november 2011.

»Byudviklingen bliver styret af vejingeniører«

»Jeg ved ikke, om man havde fokus på det, men hvis man lægger problematikken på bordet, kan man vælge fra eller til og træffe en bevidst beslutning. Det er en skam, hvis ikke man snakker om det,« siger rådmanden og tilføjer, at der er fokus på sigtelinjerne til rådhuset og domkirken ved planlægningen af kommende højhuse i sydhavnsområdet.

Ifølge lokalplanen for Ceresgrunden og kommunens planafdeling er der ikke foretaget visualiseringer af aksen fra Stadion Allé til Sankt Lukas Kirke i forbindelse med planlægningen af Ceresbyen.

»Højhuset er tydeligere end tårnet«

Hos A. Enggaard, der opfører Ceres Panorama og resten af Ceresbyen, har afdelingschef Peter Thorsgaard da heller aldrig hørt om sådan en visualisering:

»Det var Aarhus Kommune og Royal Unibrew, der lavede lokalplanen. Da vi kom ind i projektet, var rammerne givet for, hvor og i hvilke højder man skulle bygge,« siger han.

Højhuset med 130 lejligheder og 6.000 kvm erhverv er klar til indflytning omkring den 1. november.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: