Chat mellem øksemand og IS-instruktør afsløret: »Ikke med en kniv. Gør det med øksen«

Han var tilsyneladende en velfungerende 17-årig dreng, som havde en lys fremtid foran sig.

Men den 18. juli ved 21.15-tiden valgte han at gå til angreb på passagererne i et regionaltog i Würzburg, der ligger mellem de byerne Frankfurt am Main og Nürnberg.

»Allah er størst,« råbte han ifølge et øjenvidne, da han overfaldt togpassagererne med økse og kniv og dermed fik såret i alt fem personer. Da han under flugten blev indhentet af politiet, forsøgte han at angribe en betjent, hvorefter han blev skudt og dræbt.

IS tog efterfølgende ansvaret for gerningen.

Økseangrebsmand efterlod afskedsbrev til sin far og tekst, der opfordrer muslimer til at sætte sig til modværge

Ét år forinden var han kommet til Tyskland som uledsaget flygtning og havde de sidste to uger af sit liv boet hos en plejefamilie, ligesom han var i praktik i et bageri.

Hvad ingen vidste var, at han chattede med en formodet instruktør fra Islamisk Stat (IS). Avisen Süddeutsche Zeitung har fået indsigt i chatten, som er et eksempel på et nyt fænomen, hvor IS på nettet opstøver kandidater til at udføre terrorgerninger og “fjernstyrer” de potentielle terrorister online.

I chatten spørger den formodede IS-instruktør med hvilket våben, den unge mand agter at dræbe, og den 17-årige svarer, at der ligger en kniv og en økse klar. 

»Broder, ville det ikke være bedre at gennemføre det med en bil?,« spørger den ukendte person.

Hertil lyder svaret, at drengen ikke kan køre bil, og at det tager tid at lære.

Det ville ellers gøre skaderne betragteligt mere omfattende, konstaterer den anonyme.

»Jeg vil gerne til Paradis i aften,« skriver den 17-årige.

Få timer før angrebet skriver drengen igen. Han fortæller, at han samme aften agter at begå et angreb i Tyskland og vil sende kontaktpersonen sin video.

I videoen kalder han sig en »Guds kriger for Islamisk Stat« og bekendtgør, at han vil dræbe med en kniv.

»Ikke med en kniv. Gør det med øksen. Hvis du udfører angrebet, om Gud vil, vil Islamisk Stat tage ansvaret for det,« lyder svaret.

Også seks dage senere, da en 27-årig afvist, syrisk asylansøger udløste en selvmordsbombe ved en musikfestival i Ansbach i det sydlige Tyskland, foregik det efter en chat med en formodet IS-instruktør.

12 personer kom til skade, og IS tog atter ansvaret.

Tre IS-mistænkte anholdt i Slesvig-Holsten

Da en 16-årig pige i februar stak en politibetjent ned på banegården i Hannover, valgte hun ifølge Süddeutsche Zeitungs oplysninger til gengæld selv at søge hjælp hos IS.

En person, der kaldte sig Leyla, forklarede, hvordan hun skulle lokke betjenten hen til et hjørne af banegården, stjæle hans pistol og bruge den imod ham.

Da pigen fortalte, at hun ikke kunne finde ud af at betjene et skydevåben, lød det fra Leyla, at hun nok skulle hjælpe hende, hvis bare hun ville sende et billede af den pistol, som betjene i Tyskland bruger.

Det skete aldrig. I stedet sendte den 16-årige en tilståelsesvideo til IS, og valgte dagen efter at bruge to knive mod betjenten, som blev hårdt såret.

Tirsdag anholdt tysk politi tre formodede medlemmer af Islamisk Stat i Slesvig-Holsten. De tre mistænkte er syrere i alderen 17, 18 og 26 år, som ifølge de foreløbige oplysninger har forbindelser til angrebene i Paris i november 2015.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: