Dansk færdselslov bremser Vesthimmerlands selvkørende busser

»Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.«

»Erstatningsansvaret påhviler den ejer eller bruger, der benytter køretøjet eller lader det benytte.«

Sådan lyder to paragraffer i den danske færdselslov, som dermed kræver, at der er et menneske ansvarligt for bilen, mens den kører rundt på vejene.

Førerløse busser skal spare tid i Vesthimmerland

Loven sætter en effektiv stopper for Vesthimmerlands Kommunes nye forsøg med selvkørende minibusser på vejene. Eller, det vil sige, busserne må gerne køre rundt, men der skal sidde et menneske i bussen og være ansvarlig, hvis noget skulle gå galt.

I Transportministeriet er man klar over, at det kræver en ændring af lovgivningen, hvis selvkørende biler skal blive en realitet på de danske veje. Over for Jyllands-Posten bekræfter man, at ministeriet længe har været i gang med at finde ud af, hvad det kræves at ændre lovgivningen med henblik på at gøre det lovligt at sende førerløse biler ud på vejene.

Hver gang vi går til stålet, er svaret, at det er en anden styrelse eller et andet direktorat, der skal tage sig af det. Det er altid nogle andres ansvar.

Henrik Schärfe

Transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt vil efter sommerferien diskutere et forslag om ændring af loven med de øvrige partiers transportordførere, men præcis hvornår en lovændring skal og kan være på plads, er der ikke fastsat en dato for.

Hos fonden Autonomous, der står for forsøget med den selvkørende minibus “Olli”, er man frustreret over den danske lovgivningsproces.

»Lov- og forvaltningsarbejdet i Danmark er fanget i en uheldig kassetænkning, som trækker tingene ud. Hver gang vi går til stålet, er svaret, at det er en anden styrelse eller et andet direktorat, der skal tage sig af det. Det er altid nogle andres ansvar. Og mens vi tænker i kasser, halter vi længere efter lande som USA, Tyskland og Korea, der buldrer af sted,« siger direktør Henrik Schärfe til Information.

At der under testkørslen af Ollli i Vesthimmerland skal sidde en person fysisk i bussen og være parat til at aktivere nødstoppet »underminerer« ifølge Henrik Schärfe logikken med, at selvkørende busser skal frigøre arbejdskraft.

Olli har ifølge producenten lige nu en topfart på omkring 19 km/t. Man regner dog med at kunne sætte farten op, når man har testet busserne mere. Foto: Local Motors

Olli er en selvkørende bil på niveau 5, som er det højeste niveau inden for automatisering af køretøjer. På skalaens første to niveauer kræver bilen et menneske, der styrer, hvad bilen skal gøre, mens bilerne over de sidste tre niveauer bliver mere og mere selvtænkende.

Selv de mest automatiserede biler kræver dog, at de kender de omgivelser, de skal køre i. F.eks. at vejene er kortlagt og kodet ind på et navigationssystem.

Ifølge Vesthimmerland Kommunes borgmester Knud Kristensen (K) vil de første selvkørende busser være at finde på vejene i september.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: