Dansk sølvvinder: »Det lyder forkert, at 75 kilos ondskab sidder derude og småpiber.«

RIO DE JANEIRO — Egentlig svarede det til, at der stod en med en lille lommelygte og lyste ned på Mark O. Madsen, mens der få kilometer væk pegede alverdens projektører ned på Usain Bolt på det olympiske stadion, mens den jamaicanske superstjerne vandt på 100 meter.

Men for Mark O. Madsen var der næppe nogen forskel. Han var dagens danske mand i Carioca Arena 2 i Rio, få meter fra ham stod kronprins Frederik klar til at overrække medaljer. Da turen kom til Mark O. Madsen brød kronprinsen stilen. Et håndtryk blev suppleret med et kram. Værsgo, en sølvmedalje efter finalenederlag i 75 kg-klassen til russeren Roman Vlasov.

I brydekredse er Mark O. Madsen en superstjerne, for eksempel i Iran, der har stolte traditioner i den gamle kampsport. Han har i sin lange karriere aldrig tabt til en iransk bryder.

»Igennem de seneste 10 år har jeg været i topfem i verden. Det er jeg stolt af. Vi er en lille brydenation, og vi kæmper mod lande, vi ikke kan sammenligne os med. Når jeg tager til Iran, så kender de Mark O. Madsen,« sagde den danske bryder.

Mark O. Madsen

  • Alder: 31 år
  • OL-deltager i 2008, 2012 og 2016.

Bedste resultater:

  • OL-sølv, fem VM-sølv og en VM-bronze.
  • Privat: Gift og har to børn.

Den danske landstræner, polakken Szymon Kogut, betegner Mark O. Madsens vægtklasse som den absolut sværeste at begå sig i.

»Der er kun 4 af 20 ved OL, der ikke har fået medaljer ved verdensmesterskaberne. Det var et vanvittigt stærkt felt,« bemærkede Szymon Kogut.

Den 31-årige medaljevinder har tidligere ytret, at han muligvis stopper, men en beslutning lå ikke først for efter finalen.

»Mark er 31 år. Han kan sagtens tage et OL mere. Men det er hans beslutning. Han kan ikke køre på 300 dage for fuldt skrald, så træningen skal tilpasses. Jeg ved ikke, om han vil. Men jeg vil blive glad, hvis det sker,« sagde Szymon Kogut.

Mark O. Madsen måtte igennem tre hårde kampe, inden finalepladsen og en medalje var sikret.

»Alle 20 i vægtklassen har drømme. Efter første runde sidder halvdelen af dem derude bagved og stortuder. For mig er det kulminationen på mange års arbejde. Jeg kan tillade mig at være stolt. Jeg gjorde mit allerbedste. Ventetiden frem til finalen var et mareridt. Kroppen brænder af mælkesyre, den skal rystes af, så skal man køre sig selv op igen,« forklarede Mark O. Madsen.

Da han havde nået finalen, var han sikker på mindst sølv. Det påvirkede ham.

»Jeg gik og småpeb omme bagved efter semifinalen. Det lyder forkert, at 75 kilos ondskab sidder derude og småpiber. Men jeg synes sgu, at det er stort,« kom det fra Mark O. Madsen.

Han var taknemmelig for interessen fra kronprins Frederik.

»Det er oprigtigt stort, at kronprinsen lige takkede mig. Det er dejligt med opbakning. Det gjorde indtryk. Også alle de øvrige danskere, der har støttet mig. Det spiller også ind i de tætte kampe. Det gør det også, om man tager tæskene som en mand eller begynder at skabe sig,« sagde Mark O. Madsen, der er et langt større navn i udlandet end i Danmark, hvor brydning er en lille idrætsgren. Men det billede kan sølvmedaljen ved OL måske rokke ved.

»Jeg håber, det betyder noget for dansk brydning. Jeg håber virkelig, at det kan inspirere de unge. Det er en vanvittig hård sport, både fysisk og mentalt. Lodtrækningen er vilkårlig. Man aner ikke, hvem man skal møde, før i sidste øjeblik. Så står der en østeuropæer og pruster, og så er man nødt til at tage dem fra en ende af,« sagde han og lignede en, der var ret tilfreds med det rampelys, han trods alt fik i forhold til andre af sportens store stjerner.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: