Debat: Arbejdsudbud – brug de rigtige ord

I JP 30/9 skriver Karen Hækkerup en kronik om behovet for mere arbejdskraft. JP-redaktøren har valgt overskriften ”Vi mangler arbejdskraft”. I kronikken bruger KH ordene ”arbejdsudbud” og ”arbejdskraft” i flæng. F.eks. i følgende to sammenhængende sætninger: »Et øget arbejdsudbud på henved (…) men behovet for arbejdskraft er (…)«.

Disse to sætninger kunne jo umiddelbart give anledning til at tro, at den første sætning taler om udbud af arbejdspladser og den anden om det dertilhørende arbejdskraftudbud. Selv om de to forskellige ord i disse to sætninger begge betyder ”arbejdskraftudbud”. Dette ikke skrevet for specielt at kritisere Karen Hækkerup. Næsten alle djøf’ere bruger ordet ”arbejdsudbud” på denne måde.

Denne ”tilfældige” sprogbrug om udfordringerne i beskæftigelsespolitikken har den kedelig effekt, at ordene skjuler de egentlige mekanismer i det politiske spil om at skabe vækst og fuld beskæftigelse.

Ordet ”arbejdsudbud” er opstået som en ”afsnapning” af ordet ”arbejdskraftudbud”, men det kan lige så vel af de fleste, som ikke er særligt interesserede i arbejdsmarkedspolitik, opfattes som ”udbud af arbejdspladser”. De mange, der så tror, at ”arbejdsudbud” betyder udbud af arbejdspladser, misforstår derfor let den offentlige debat om beskæftigelsespolitikken.

Den djøf’ske idé med at opfinde ordet ”arbejdsudbud” har muligvis været, at det har været bekvemt at skjule, at arbejdsløshedstallet er et lille tal, der fremkommer som forskellen på to store tal. Arbejdsløshedstallet opstår nemlig som forskellen på det antal personer, der ønsker et arbejde og det antal arbejdspladser, der udbydes. Med trylleordet ”arbejdsudbud” lykkes det at få den offentlige debat til kun at koncentrere sig om de mange arbejdsløse uden at skulle redegøre for, hvorfor der ikke er arbejdspladser til dem alle.

Vi bør derfor blive enige om at bruge de præcise ord ”arbejdskraftudbud” og ”udbud af arbejdspladser”, når vi taler om vækst og beskæftigelse. Dels fordi det vil bidrage til at stille dem uden beskæftigelse i et mere retfærdigt lys. Men også fordi vi så i højere grad vil få en debat, der også ser på den vigtige side af sagen, der drejer sig om at tilbyde alle uden beskæftigelse et arbejde.

Altså hvordan vi øger ”udbuddet af arbejdspladser”.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: