Debat: Flere campusuddannelser – er det så god en idé?

Den politiske vision er klar: Vi skal have flere campusuddannelser. Det lyder rigtig simpelt, og flere vil formentlig også tænke, »det er da en meget god idé«.

Mit spørgsmål er bare: Er det en så god idé, som det lyder?

Pointen er, at det er de mindre skoler, der klarer sig bedst.

Jeg er ikke fan af at måle på skoler, og for den sags skyld ikke elever, men når undersøgelserne ligger tilgængeligt, kan jeg alligevel ikke dy mig for at kigge med. Dansk Erhverv har for lidt over en måneds tid siden offentliggjort deres rangering af gymnasiale institutioner, hvor man ser på karaktergennemsnit og løfteevne.

Her er det tydeligt at se, hvilken tendens der viser sig. De skoler, der ligger i toppen, er mindre skoler, dog er nogen af dem campusskoler inden for de områder, der kan give mening (htx, hhx og EUD Business-hhx), men pointen er, at det er de mindre skoler, der klarer sig bedst.

Med en ambition om flere campusuddannelser vil man se en tendens til mange store skoler, som vil centrere sig omkring de større byer, men på den liste fra Dansk Erhverv, så klarer de sig ikke lige så godt, som de mindre skoler.

Spørgsmålet er så: hvorfor?

Det er ikke ligefrem det nemmeste spørgsmål at svare på, men det, jeg oplever, er, at ved de mindre skoler er lære-elev-forholdet meget tættere og bedre. Lærerne og eleverne går op ad hinanden hele dagen, spiser endda frokost sammen, og på den måde skabes der et bedre forhold mellem dem. Det, er jeg sikker på, gavner i undervisningstimerne.

Svære kår for relationer

Det bånd, man ser på de mindre skoler, er meget sværere at oprette på de større skoler, hvor elevtallet er meget højere ift. andel af lærere.

Det kræver derfor en del ekstra tid af lærerne, tid, de ikke har, til at opbygge en relation til eleverne. En relation, der kan bruges til at tilrettelægge undervisningen til gavn for alle eleverne. Det er en svaghed ved de store skoler, som er rigtig vigtig at have med.

Desværre virker det til, at snakken om campusuddannelser kommer ud fra økonomiske incitamenter, og når anledningen for campusuddannelser ikke er båret af faglighed og fagligt fokus, kan det aldrig nogensinde blive en uddannelsesmæssig løsning. Campusuddannelser med fokus på det økonomiske perspektiv har ikke gavn for skolernes kernekompetence. Desværre er det bare den vej, vi går, med mindre vi stopper op og ser os omkring.

Derfor vil gerne stille politikerne spørgsmålet: »Hvad vil vi med vores uddannelser?«

Læring skal i fokus

For mig er det klart. Jeg vil et uddannelsessystem, hvor læring er i fokus. Et uddannelsessystem, hvor der er midler til skolerne, så de kan have fokus på deres kernekompetence og ikke skulle være bange for, om de er de næste, der skal dreje nøglen om.

Jeg vil også et uddannelsessystem, hvor skolerne er lokalt funderet, og hvor den nærmeste skole ikke er i den nærmeste storby, som ligger flere timer væk.

Jeg vil et uddannelsessystem, hvor der er tid til, at lærer og elev kan udvikle sig sammen, og hvor vi når det potentiale, vi alle har i os.

Det lyder af meget, men det er det ikke. Det er noget, der kan gøres noget ved, og det skal der.

Jeg håber inderligt, at politikerne vil være med til at tage ansvar og være med til at give os en uddannelse af kvalitet. Kvalitet koster penge, og med de nedskæringer, der florerer lige nu, så er det ikke det, vi får – det er tværtimod kvantitet.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: