Debat i Frankrig: Ingen mænd og badedragter i svømmehallen – er det ok?

Der er vand, bølger, tegninger af små gule, glade figurer i vandrutsjebaner og en video af de andre forlystelser i vandlandet Speedwater, der ligger ved Marseille i det sydlige Frankrig.

Øverst på hjemmesiden forklares det, at en forening har reserveret parken hele dagen den 10. september. Og, står der så:

»Der vil selvfølgelig være både mandlige og kvindelige livreddere, og det er derfor, foreningen har fået lov til, at parken ekstraordinært tillader, at man bader i burkini.«

En burkini er lavet af det samme stof som badetøj, men dækker hele kroppen og sidder ikke specielt tæt på huden.

Vores formål er at få kvinderne til at nærme sig vandet. Af hensyn til sømmeligheden har nogle af dem ikke mulighed for at bade i vandlandet i højsæsonen.

Melisa Thivet, kasserer i foreningen bag badedagen

»Drenge op til 10-årsalderen må også gerne komme med, så der er mulighed for at tilbringe en skøn dag med sine børn.«

Desuden, fortsætter teksten, bliver badegæsterne bedt om ikke at komme i bikini, fordi man skal være dækket til fra brystet til knæene. Det koster 15 euro at komme ind. Foreningen bag opslaget, Smile13, skal have mindst 1.000 betalende gæster ind for at få dækket udgifterne.

Men arrangementet har fået de lokale politikere til at afbryde deres sommerferie. Ikke mindst den lokalt valgte senator Stéphane Ravier, som er medlem af det yderligtgående højrefløjsparti Front National.

I denne uge lagde han et billede af tilbuddet ud på sin Twitter-konto og konstaterede, at der var tale om ”islamisk kommunitarisme”, altså en idé om, at det muslimske fællesskab er vigtigere end den franske stat.

Den slags er meget ildeset i Frankrig, som har staten, dvs. republikken, som sit vigtigste fællesskab.

»Forbyder ligheden«

Også et borgerligt parlamentsmedlem fra området, Valérie Boyer, har kritiseret badeprojektet voldsomt:

»Når man accepterer denne såkaldte mode, styrker man kommunitarismen i vores land. Men det er også et spørgsmål om kvindens værdighed, om respekt for vores grundlæggende principper,« lyder det ifølge radiostationen Europe 1’s hjemmeside.

Alle de former for muslimsk beklædning, som dækker den kvindelige krop, fortsætter Boyer, reducerer kvinden til sit køn:

»Det udsletter personen, forbyder ligheden og broderskabet.«

Fra socialisten Patrick Mennucci, lokalpolitiker i Marseille og medlem af parlamentet, lød det til gengæld på Twitter.

»Er det forbudt at bade med tøj på i Frankrig? Nej. Det er tilladt at reservere et sted. Derfor er det her bare endnu en antimuslimsk polemik.«

Smile13 har også udtalt sig til Europe 1:

»Jeg kan ikke se, hvad man kan bebrejde os, udover at vi udøver vores religion […] Vores formål er at få kvinderne til at nærme sig vandet. Af hensyn til sømmeligheden har nogle af dem ikke mulighed for at bade i vandlandet i højsæsonen,« lyder det fra kassereren, Melisa Thivet, som understreger, at også ikkemuslimske kvinder er velkomne den 10. september.

Frygt for sikkerheden

Alligevel har borgmesteren i byen, Michel Amiel, der er opstillet på en lokal liste, forsøgt at forbyde arrangementet, fordi han mener, det kan forstyrre den offentlige orden.

Skole tilbyder muslimske elever ramadan-fridage

Men det bliver måske ikke nødvendigt. Oven på den politiske debat har foreningen fået masser af kritiske beskeder, og nu frygter Smile13 for sin sikkerhed. Derfor aflyses badedagen muligvis, fortæller Melisa Thivet til avisen Le Monde.

Det er ikke første gang i år, Frankrig drøfter burkinien. I april rejste der sig også massiv modstand imod tøjmærker som H&M og Dolce & Gabbana, der lancerede muslimske modeserier. Dengang udtalte den berømte franske filosof Elisabeth Badinter, at:

»Jeg mener, at kvinder bør opfordre til boykot af disse mærker.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and