Debat: Respekt, om jeg må be’!

Så er Danmark efterhånden ved at komme op i gear igen efter ferien. Vejrmæssigt har det været en blandet fornøjelse, og både europamesterskaber i fodbold og Tour de France var på det jævne – synes jeg i hvert fald.

På det store plan har sommeren været lige lovlig spændende: Terroren stak sit grimme fjæs frem igen, englænderne valgte at stemme sig ud af EU, og i USA er en demagogisk fantast uden meget jordforbindelse på vej mod verdens mest magtfulde job.

De mange og heftige regnskyl indbød ikke til udendørsliv, og det kom til at betyde, at jeg nok tilbragte mere tid på nettet, end jeg ellers ville gøre. Det var også en noget blandet oplevelse, chokerende indimellem, og derfor ganske tankevækkende.

Jeg ved jo godt, at tonen kan være rå på de sociale medier, men som inkarneret folkeoplyser og en, der i sit arbejdsliv prøver at fremme fri debat og meningsudveksling, har jeg fastholdt, at den frie og ucensurerede adgang til at ytre sig, som internettet giver, fundamentalt er et gode i et moderne demokrati. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg er begyndt at se lidt mere nuanceret på det.

Nu kunne man måske trøste sig med, at det kun er i visse mørke hjørner af nettet, at folk excellerer i at kaste snavs efter hinanden, men det er det desværre ikke. Et par eksempler.

Formanden for Folketingets Finansudvalg og medlem af Liberal Alliance Ole Birk Olesen driver en hjemmeside, der hedder 180grader.dk. Da Lisbeth Zornigs bror tidligere på sommeren døde af kræft, skrev en Ebbe Tranberg på denne hjemmeside: »Det var da ærgerligt, at det var krampen Zornigs bror og ikke hende selv, der døde af kræft, når det nu skulle gå sådan.«

Jeg har fastholdt, at den frie og ucensurerede adgang til at ytre sig, som internettet giver, fundamentalt er et gode i et moderne demokrati. Jeg må imidlertid indrømme, at jeg er begyndt at se lidt mere nuanceret på det.

Ja, værsgo! Indlægget er ikke atypisk for, hvad Ole Birk Olesen lader passere på sin blog, 180grader.dk er ikke for sarte sjæle. Men svinger man spaden alle 180 grader, får man den altså selv lige i nakken, og det er jo nok, hvad der er ved at ske for Ole Birk Olesen.

Lisbeth Zornig er meget synlig i den offentlige debat, og det er tidligere MF for SF, Özlem Cekic også. Hun praktiserer sin såkaldte dialogkaffe, en form, hun selv har opfundet, og hun rejser gerne landet tyndt og inviterer sine politiske og holdningsmæssige modstandere til fredelig samtale. Efter en meningsudveksling på det sociale medie Twitter med Kristian Tørning, folketingskandidat for DF og lektor på Danmarks Journalisthøjskole, inviterede hun til forsonlig kaffe, men Tørning svarede, at »det kunne jeg ikke drømme om, men det slår mig, at du holder ramadanmiddag – ganske som de gør i Islamisk Stat – ikke?« Det er jo ret fantastisk, at en mand, der professionelt er sat til at oplære kommende journalister – og velsagtens også i presseetik og god praksis – kan finde på at bruge den debatform. Hvis jeg var hans chef på Journalisthøjskolen, tror jeg nok, jeg ville indkalde ham til en kollegial samtale. Med til historien hører imidlertid også Özlems svar, hvor hun genbruger Tørnings syge logiske kortslutning og får vist absurditeten i den: »Du holder også juleaften. Det gjorde man også i Hitlers Tyskland. Gør det dig til nazist?« Elegant returneret.

Men de to eksempler viser meget godt problemet: I bunden af det hele ligger der en uenighed, men det er vel at mærke ikke den, man får diskuteret. Det er en krig mellem bitre mænd og handlekraftige kvinder, og som i enhver krig er det sandheden, sagen, eller hvad man nu vil kalde den, der er det første offer. Man går ikke efter bolden, men manden. Man sviner til, men argumenterer ikke.

På den helt store skala fik man en demonstration af det, da briterne stemte sig ud af EU den 23. juni. Der gik selvsving i den, og inden man så sig om, blev Bruxelles den store satan for flertallet af briterne. Også her forsvandt fakta som dug for solen, og Nigel Farage, lederen af nej-partiet Ukip, indrømmede da også bagefter, at man havde løjet i nejsigerkampagnen og faktisk ikke havde en klar plan – eller klar viden om – hvad der kunne eller skulle ske efter et eventuelt Brexit. Resultatet var da også, at sejrherrerne luskede væk og overlod oprydningsarbejdet til taberne, dvs. remain-tilhængerne.

Noget af det klogeste, der er sagt om den engelske farce i denne sommer kommer fra Berlingskes tidligere chef Lisbeth Knudsen. Hun skrev en knivskarp, lille og intelligent artikel i netavisen Altinget, hvor hun bl.a. fastslog, at de sociale medier forstærker tendensen til populisme, at »informationsstrømmen« på selvsamme medier er så stor, at ingen orker at efterprøve validiteten af den og derfor danner sig sin egen virkelighed, som får lov til at køre uafhængigt af fakta og eksperternes udsagn. Man orienterer sig i stedet på fornemmelser, sympatier og frygt for »modstanderne«: »Ingen overkommer at efterprøve og kontrollere sandhed og løgn på de sociale medier. Derfor er der alt for meget nonsens, som får lov at passere uimodsagt og danne grobund for alle mulige myter og vandrehistorier. En ideel baggrund for den politiske populisme og for en helte- og skurke-dyrkelse, der bliver meget nærgående grænsende til det personlige«, skrev hun.

Lisbeth Knudsen er et pænt menneske, men mine to eksempler viser, at det er ikke »grænsende til det personlige.« I mit register er det direkte grænseoverskridende personligt, hvad de to politikere Ole Birk Olesen og Kristian Tørning hhv. kolporterer og selv bidrager med.

Foragten for sandhed og fakta er ikke ny. Det der med at lægge eksperter for had var noget, der i den store skala blev introduceret i den politiske debat med Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommere i begyndelsen af nullerne. »Smagsdommere« var et andet ord for folk, der vidste noget om sagerne, men dem skulle man ikke lytte til, det var folk, der sad i rundkreds og diskuterede i det uendelige.

Med den melding startede det. Skiftende regeringer har siden ryddet op efter faktabenægteren, der som en anden Farage luskede af, inden det blev nødvendigt at rydde op.

Under republikanernes partikonvent, som i parentes bemærket blev heftigt »dækket« af de sociale medier, genlæste jeg Lisbeth Knudsens artikel og måtte give hende ret. En stor del af Donald Trumps politik er hængt op på, at kriminaliteten er stigende i USA, og at det er de fremmede, der står for den. Eksperter, der vidste noget om sagen, og folk, der havde gidet at sætte sig ind i sagernes reelle substans, skreg sig på sidelinjen hæse med den rimelige indvending, at kriminalitetskurven i USA har været støt faldende over de seneste 25 år – men uden at blive hørt.

Det ser desværre ud til, at Lisbeth Knudsen har ret: Folk danner sig deres mening uafhængigt af fakta; de får den fra de sociale medier, følger dem, de godt kan lide, og som de følelsesmæssigt finder sig trygge ved, og de andre får fingeren – somme tider på den mest nederdrægtige måde.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: