Debat: Stemmer for Aarhus

Det må være på trods, at det imod alle odds er lykkedes Aarhus at befæste sin position som Danmarks næststørste by.

Den ambitiøse købstad har udviklet sig til en dynamo for både Østjylland og den midtjyske region.

Det utrolige er, at Aarhus selv har stridt sig frem. Opbakningen fra det politiske centrum i København har været beskeden. Blandt de nuværende folketingsmedlemmer er det få, der har bidraget til en positiv østjysk udvikling. Flertallet har haft andre prioriteter, og enkelte landspolitikere kan ligefrem mistænkes for at modarbejde Aarhus og Østjylland.

Det er svært at forstå, hvorfor politikere enten overser eller direkte negligerer det område, der rummer det største potentiale for hele landet. Således forekommer det aldeles ubegribeligt, at udbygningen af E45 ikke for længst er indledt.

Lokale virksomheder taber hver time penge som følge af den utidssvarende østjyske infrastruktur. En lufthavn i tilknytning til E45 ville ligeledes bidrage til vækst, fordi et langt større passagergrundlag ville betyde flere ruter. Det ville sikkert gå ud over lufthavnen i Billund, men hvis en ny østjysk lufthavn overordnet set er det bedste for landet, må det vel veje tungest. For alle politikere.

Der er ligeledes grund til at give planerne om en broforbindelse over Kattegat en seriøs behandling.

Overraskende forglemmelse

I den forbindelse er det højst overraskende, hvordan Nicolai Wammen, der som borgmester i Aarhus ydede en helhjertet og engageret indsats for at skabe opmærksomhed om forbindelsen, glemte alle sine gode argumenter, da han fik del i magten i København.

Undrer vælgerne sig, er det forståeligt. De kan med rette spørge, om Wammens ildhu bare var valgflæsk eller magtspil? Hans broløshed bidrager under alle omstændigheder ikke til at sætte Aarhus og Østjylland på verdenskortet.

Også her er det op til østjyderne selv. De har selvfølgelig for længst erkendt, at politikere kun er mennesker. Derfor er det også de østjyske vælgerforeninger selv, der bærer ansvaret for miseren. Der er ikke stillet tilstrækkelige krav til kandidaterne.

Det gælder til Folketinget, hvor der i det mindste bør være en stærk tilknytning til baglandet. Til regionen, hvor politikerne bør forklare, hvorfor Aarhus Kommunehospital mere eller mindre er forsvundet, og hvorfor de mange aarhusianske patienter skal sendes til undersøgelser på kryds og tværs i regionen, både når det handler om alvorlige og banale tilfælde. Og til byrådet, hvor der er et udtalt behov for kompetente politikere til at træffe fornuftige valg og bremse det embedsmandsstyre, der på nogle områder i dag nærmest plager by og borgere.

Hvad angår Folketinget, som dette indlæg koncentrerer sig om, har nogle partiforeninger været for dårlige til at fokusere på skarpe kandidater med orden i prioriteterne, men har i stedet ladet sig forblænde af kandidatens kampagnebilleder efter en tur gennem photoshop. Man burde have udpeget kandidater, der var engageret i lokale problemer, og som samtidig havde potentiale til at opnå indflydelse på Christiansborg.

Landspolitik er et erhverv

Det er lige nu sæson for opstilling af nye kandidater, og det vil være en god idé at sikre opstilling af folketingskandidater, som både kan og vil varetage lokale interesser på lige fod med de nationale.

Landspolitik er nemlig blevet et erhverv. Kandidater opstilles (ansættes) i sikre kredse (stillinger), og de er ofte ganske unge og uden den store tilknytning til arbejdsmarkedet.

Har de erhvervserfaring, er den normalt opnået via det offentlige, for offentlig ansættelse sikrer frihed til politisk arbejde, mens den privatansatte opstilles på arbejdsgiverens nåde.

De seneste årtier er der udviklet en særlig politikeruddannelse på statskundskab. Hvor politikere tidligere var økonomer og jurister, er de i dag kandidater i statskundskab og har nærlæst statistik og økonomiske oversigter en masse.

Det betyder også, at professorer og lektorer på politikerfabrikkerne kommer til at præge dansk politik fremover som grå eminencer for de nye kandidater.

Karrieren foregår som regel i København, der som en anden bystat suger magt og administration til sig, og der er vokset et pænt stort bureaukrati op i hovedstaden. Det er næppe til landets bedste, og det er let i disse udflytningstider at forestille sig et virkeligt københavnsk mareridt: Tænk, hvis man fjernede de offentligt ansatte og offentligt finansierede råd, nævn og styrelser samt ngo-institutioner, så ville København blive en meget lille by med behov for kunstigt åndedræt.

Der er en særlig københavnsk måde at anskue verden på. Tingene ses ikke i en helhed, men ud fra et københavnsk perspektiv med København som universets centrum.

Enhver kan forstå, at Danmark selvfølgelig skal have en repræsentativ hovedstad. Akkurat på samme måde tænkte enevældens konger, og derfor fik København under Enevælden særlige privilegier på provinsens bekostning. Resultatet var armod i provinsen, der også måtte døje med adskillige besættelser af udenlandske tropper, mens hovedstadens var befæstet og forsvaret. De dumme bønder måtte klare sig selv.

Hvad er problemet?

Man kan spørge, om vi er blevet klogere. Egentlig er historien på dette område meget lig nutiden.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: