Den onde cirkel: Optur i Europa endte i en nedtur i Vestjylland

Fodbold har en helt særlig evne til at lukke tilhængere og spillere ind i en ekspapistisk hule, hvor tanker om hverdagsproblemer efterlades ved indgangen. Da dommeren i efteråret 2013 fløjtede kampen mellem Esbjerg og Elfsborg af, var der næppe nogen af de 11.000 tilskuere på Blue Water Arena, der nænnede at tænke på klubbens placering i Superligaen under nedrykningsstregen.

Esbjergs imponerende succes i europæisk fodbold skete på bekostning af et skuffende efterår, hvor holdet kun hentede 19 point i 18 kampe. Derfor må det også have vakt en vis bekymring i byen, at det europæiske eventyr inden forårets komme endnu ikke var et overstået kapitel for esbjergenserne. Først da klubben blev slået ud med et samlet 2-4-nederlag til italienske Fiorentina, kunne Esbjerg fokusere udelukkende på at kravle op i tabellen i den hjemlige liga.

Nedture i Esbjerg

  • 10. august, 2015:
  • Niels Frederiksen fyres efter et point i sæsonens fire første kampe. Hans sidste kamp bliver et 0-4-nederlag hjemme mod Sønderjyske.
  • 29. maj, 2016:
  • Esbjerg og cheftræner Jonas Dal går på sommerferie som nummer 11 i Superligaen, der på grund af en strukturændring i ligaen kun har én nedrykker. Trods seks nederlag i de sidste syv kampe fredes Jonas Dal af Esbjerg-direktør Søren Poulsen, der samtidig understreger, at Jonas Dal også er i klubben den næste sæson.
  • 30. juni, 2016:
  • Trods løftet måneden forinden modtager Jonas Dal fyresedlen blot to og en halv uge før sæsonstarten. På dette tidspunkt har spillerne allerede været i gang med opstartssæsonen i 10 dage.
  • 7. august 2016:
  • Med tre nederlag i de første tre kampe og en målscore på 1-10 indtager Esbjerg sidstepladsen i Superligaen.

Esbjerg sluttede sæsonen 2013/2014 af med pæn afstand til nedrykningsstregen, og året efter sluttede klubben på en acceptabel femteplads. Det blev startskuddet til en ny målsætning om at være et topsekshold i hver sæson, men ud var røget flere bærende spillere, som havde fået flere udenlandske bejlere efter at have vist sig frem i Europa League. Erstatningerne for spillere som Ankersen-brødrene, Peter og Jakob, venstrebacken Jonas Knudsen og angriberen Martin Pusic var ikke i stand til at bygge videre på den proces, som klubben talte meget om i kølvandet på Europa League-successen.

»Spillere som Ankersen-brødrene og Jonas Knudsen skulle erstattes, og vi prøvede at gøre nogle af vores egne talenter til klubbens nye profiler. Men det kan være et stort spring, og det skulle vi passe på med. Der blev hentet spillere ind hist og her, og de har måske ikke slået til, og det er også medvirkende til, at det er gået den forkerte vej,« siger Hans Henrik Andreasen, som spillede mange sæsoner i Esbjerg, inden han afsluttede karrieren med et halvt år i Hobro.

Beskyldt for nepotisme

Og efter en dårlig sæsonstart i 2015 med et point i fire kampe var ledelsen kommet til den beslutning, at Niels Frederiksen ikke længere var den rigtige træner for klubben. Manden, der halvandet år tidligere havde ført Esbjerg til 1/16-finalen i Europa League, langede på vej ud ad døren hårdt ud efter den sportslige ledelse, som, mente han, var drevet af nepotisme og kammerateri.

Klubben besvarede kritikken ved at ansætte de to klubkoryfæer Lars Lungi Sørensen og Michael ”Mex” Pedersen, der tilsammen har spillet over 500 kampe i klubben, som trænerduo.

Samtidig var jagten gået ind på at finde den nye træner, der kunne indfri Esbjergs målsætninger, og efter to måneders granskning af træneremnerne havde klubben fundet sin mand i Hobro, Jonas Dal, som skulle overtage efter sæsonafslutningen.

Store forandringer på ledelsesgangen i Esbjerg

Der gik dog kun få dage, før handelen blev effektueret omgående. Og Lars Lungi Sørensen kunne vende tilbage til sin gamle rolle som assistenttræner i klubben. Forholdet mellem de to var dog fra starten ikke just præget af enighed om håndtering af spillerne og træningen, og Jonas Dal havde derfor et brændende ønske om at få sin gamle assistenttræner og kollega fra Hobro Lars Justesen med til Esbjerg. Klubben var tre måneder om at indfri dette ønske, og for ikke at smide Lars Lungi Sørensen ud af klubben oprettede den sportslige ledelse en ny stilling til ham. Han skulle være chefscout for Esbjerg.

Fredet – eller hvad?

Selvom Jonas Dal blev genforenet med Lars Justesen, var det ikke nok til at smitte af på præstationerne på banen. Esbjerg gik på sommerferie som nummer 11 i Superligaen, der på grund af en strukturændring i ligaen kun havde én nedrykker. Trods seks nederlag i de sidste syv kampe blev Jonas Dal fredet af Esbjerg-direktør Søren Poulsen, der understregede, at Jonas Dal også er i klubben den næste sæson.

En måned senere fik piben dog en anden lyd, og noget overraskende for Jonas Dal selv blev han fyret af klubben efter pres fra spillerne. Fyringen kom, 10 dage efter træningen for den nye sæson var gået i gang, og blot 18 dage før Esbjerg skulle spille sin første kamp i Superligaen.

Todd om ny Esbjerg-nedtur: Jeg kan ikke skabe mirakler

»Det sidste halve år, vi havde Niels Frederiksen, var det ikke, fordi vi havde resultaterne med os. Jonas Dal tog noget af det, der lykkedes for ham i Hobro, med til Esbjerg, og han forsøgte at gøre, hvad kan kunne, uden at det lykkedes. Så det var da helt klart ikke så sjovt, som da jeg kom til klubben,« siger Hans Henrik Andreasen.

Ligesom ved fyringen af Niels Frederiksen blev afskeden med Jonas Dal mødt med en masse kritik af den sportslige ledelse. Denne gang gik spørgsmålet på, hvorfor klubben skulle bruge så lang tid på at udpege Jonas Dal som den nye træner, der tydeligvis ikke var den rette for Esbjerg-truppen.

Trods tre forskellige trænerkonstellationer på et år, flere årsresultater med millionoverskud på bundlinjen, ændringer i ledelsesstrukturen og skiftende målsætninger ser klubben endnu ikke ud til at have fundet den formel og balance, som klubben igennem længere tid har savnet.

Hvis man skal spille god fodbold hvert år, skal man have et andet budget. Det har Esbjerg ikke, selvom det er landets femtestørste by, og selvom der er stor interesse i klubben.

Hans Henrik Andreasen, tidl. spiller i Esbjerg fB

»Hvis man skal spille god fodbold hvert år, skal man have et andet budget. Det har Esbjerg ikke, selvom det er landets femtestørste by, og selvom der er stor interesse i klubben,« konstaterer Hans Henrik Andreasen.

Med tre nederlag i lige så mange kampe i denne sæson er klubben på ny ved at ligne et hold i krise. Og for kriseramte hold er sejre sjovt nok det eneste, der kan vende en negativ spiral og genetablere en positiv stemning i klubben.

Det må Esbjerg vide bedre end de fleste. Nu skal de igen, ligesom i begyndelsen af 2014, vise, at de kan komme tilbage. Næste mulighed er mandag aften, når AGF kommer på besøg på Blue Water Arena i Esbjerg til superligaopgør.

Esbjerg ansætter Colin Todd som cheftræner

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: