Det er dyrt at forsømme sin dieselbil

Hvis du glemmer at afkalke kaffemaskinen, stopper den til og kan ende som et spruttende monster. Samme forstoppelse kan ske for din bil, hvis den er med dieselmotor, og du kører få km og mange korte ture.

Problemerne opstår, fordi motoren ikke når at blive driftsvarm. Det sker, hvis du kører under 30 km per tur og kun kører 15.000 km om året. Samtidig kan indsprøjtningsdyser og den såkaldte EGR-ventil, der styrer, hvor meget udstødningsgas, der recirkuleres og renses, stoppe til. I bedste fald kan du risikere ringere trækkraft og højere forbrug, i værste fald kan det koste et nyt partikelfilter eller måske nye dyser og endda en motor. Men der er flere muligheder for at gøre noget selv.

Flere metoder

Der er solgt rigtig mange dieselbiler til danskere, der kun kører korte ture i det daglige, og det er en udfordring. Det gælder også til syn.

»Når biler kasseres på grund af for høje sodtal, er der en overvægt af bilister, som har et forkert kørselsmønster,« siger Lars Kiholm, teknisk chef hos Applus Bilsyn.

Peugeot 207 er af de modeller, der er solgt med dieselmotor i stor stil, også til ejere, der ikke kører så ret mange km årligt. Foto: Peugeot

Kuren lyder ofte på at sende bilejeren ud på en lang køretur med høje omdrejninger, men hvis det ikke hjælper, kan additiver, som tilsættes brændstoffet, eller en professionel motorrens på et værksted være vejen frem.

Styrk din dieselmotor
  • Hvis du kører korte ture under 30 km og 15.000 km årligt i din dieselbil, er det en god idé løbende at tilsætte additiver til brændstoffet. De kan blandt andet typisk nedsætte temperaturen for motorens selvrens, forstøve dieselolien bedre og smøre motoren.
  • Hvis motoren er sodet til, kan 50 km i fjerde gear og 3.000 omdr. på motorvejen med et her og nu-additiv rense motoren (tal med dit værksted først).
  • Vær opmærksom på at bruge den korrekte olie, og vælg de dyrere brændstofmærker.
  • Ofte tilsættes dieselrens ved serviceeftersyn.

Der er mange, som kører med delvist tilsodede motorer, fordi det med de nuværende målemetoder skal være grelt, før det kan registreres. Du kan dog gøre meget selv for at forebygge, hvis du kører forholdsvis lidt i din dieselbil. Først og fremmest ved et par gange om måneden at tage en god lang tur ved høje omdrejninger. Gerne 50 km på motorvejen i fjerde gear ved 3.000 omdrejninger.

Additiverne, som også løbende og forebyggende kan tilsættes brændstoffet, fremhæves af både Applus og FDM, hvor sidstnævnte for nylig har testet produkter fra Würth, Bardahl og Bell Add med gode resultater.

»Additiver er noget, som vi absolut anbefaler. Det er bedre at forebygge end at helbrede,« siger Lone Otto, afdelingsleder hos FDM.

Du skal også være opmærksom på motorolie og brændstof. FDM anbefaler hyppigere olieskift, selv om bilen måske har en serviceindikator, som peger på service efter to år/30.000 km.

»Hvis du kun kører under 15.000 km om året, så skift olie en gang årligt,« lyder rådet fra Lone Otto.

Olie og brændstof vigtigt

Det skyldes, at olien, som skal knuse sodpartiklerne, ved mindre kørsel bliver mere belastet og mister smøreevne. Derfor er det vigtigt at bruge den rigtige olie. En forkert olie kan også få bilens turbolader til at stå af.

»Hvis du tilmed kører meget i høje gear og dermed lave omdrejninger for at spare brændstof, så belastes olien også mere,« siger hun.

Faktisk er det bedst at ligge lige over det omdrejningstal, hvor motoren har sit maksimale moment, hvis den skal sode mindst muligt, men her modarbejdes man ofte af gearskifteindikatoren, som vil have dig op i et højere gear for at køre så økonomisk som muligt. Men også brændstoffet tæller. Så vælg de dyrere mærker, som plejer motoren bedre, hvis du kører få km.

»Additiv er som at hælde tændvæske på grillen«

Tilsætning til brændstoffet sætter gang i motorens selvrenseproces.

Et servicerens af motoren kan måske spare dig for en dyr motorreparation. Det var svaret, da FDM testede additiver fra Würth, Bardahl og Bell Add. Additiverne, som kostede 150-250 kr. for en flaske, fjernede nemlig de sodbelægninger, der typisk kan komme af korte køreture. Ellers kan værkstedet ved grovere tilfælde lave en motorrens, der koster ca. 2.500 kr.

Du kan dog tage meget i opløbet ved løbende at hælde en sjat additiv af en længerevirkende type i, når du tanker. Det koster typisk omkring 150 kr. for en flaske, der rækker til 10 optankninger.

Det kan betale sig løbende at tilsætte additiv til brændstoffet, når du tanker op. Foto: Colourbox

Danske Bell Add sælger Diesel City, der er skræddersyet til bilister med dieselbiler, der kører få km. Og behovet er stort, konstaterer Hans Christian Grundahl, servicechef hos Bel Add. Han forklarer virkemåden i dieselbilerne, hvor partikelfiltret renser sig selv efter et vist antal km. Det sker ved at sprøjte lidt ekstra diesel ind i filteret, som antændes, og hvor sodpartiklerne brændes af.

»Hvis du kun kører en tur på 20 km, når filtret aldrig at rense sig selv. Fordi motoren ikke når at blive varm nok. Ved at tilsætte additiv sænker du forbrændingstemperaturen. Det svarer til at hælde tændvæske på en grill,« forklarer han. Hvis renseprocessen aldrig kommer i gang, kan det betyde, at filtret stopper til. Det kan i nogle tilfælde renses. Men i værste fald skal du ofre et nyt filter. Det kan normalt klare 200.000 km. Men i værste fald kan de gå til efter 50.000 km, og priserne svinger fra 4.000 til 40.000 kr. Hvis regenereringsprocessen kun kommer delvist i gang, kan det gå helt galt. Hver gang processen starter, løber der nemlig lidt ekstra diesel ind i cylindrene. Det kan hobe sig op i bundkarret og i værste fald suges op af turboladeren, der kan løbe løbsk, så motoren brænder sammen. Så hold øje med, hvis oliestanden stiger drastisk.

Der er dog ikke kun ubetinget fordele ved additiver. Hvis du giver din bil en hård rensekur, kan affaldsrester rive sig løs og hobe sig op i brændstoffiltret. Derfor har værksteder ofte en ekstra opsamlingsfilter indsat ved en motorrens.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: