Det kan betale sig at kæle for bilen: Med en investering på 5.000 kr. fik de 40.000 mere for bilen

58-årige Bjarne Nyeland indrømmer, at han er gået til ekstremerne med sine tre Volvoer. I den opvarmede garage i Jerslev på Sjælland står en Volvo Amazon fra 1970, en Volvo PV544 fra 1965 og det seneste skud på stammen: en Volvo Amazon fra 1965. Sidstnævnte går Bjarne Nyeland og pusler med, så den kan komme på vejene om tre års tid.

Bilerne står trygt og tørt. De kører kun om sommeren, men aldrig i regnvejr. Og i kampen for at undgå rust er 58-årige Bjarne Nyeland, som til daglig arbejder med logistik ved Mærsk, gået skridtet videre for at holde sine biler ved lige. Alle de pladedele på bilerne, som kan skrues af, har han fået galvaniseret, så de aldrig ruster.

»Det er måske at gå lidt i ekstremerne, når bilerne i forvejen altid er tørre og aldrig kommer ud i regnvejr. Men en pladedel til en Volvo Amazon koster mellem 5.000 og 6.000 kroner, og delene kan være svære at finde. Så jeg vil være sikker på, at de pladedele, jeg har, holder evigt,« siger Bjarne Nyeland.

Igennem årene har han samlet et mindre lager af reservedele til sine gamle Volvoer.

»Hvis uheldet skulle være ude, og jeg får en bule på en af mine biler, har jeg nye pladedele på hylden. Jeg har nok til at samle to nye biler,« fortæller Bjarne Nyeland.

Foruden de tre hobbybiler har Bjarne Nyeland også en Volvo V50 hverdagsbil fra 2006, som han vasker i hånden mindst hver 14. dag for at undgå, at salt og skidt ødelægger lakken og giver rust. Hvert andet år giver han hverdagsbilen en undervognsbehandling.

Bjarne Nyelands hverdagsbil, en Volvo V50 (th.) fra 2006, har kun kørt 137.000 km. Ved siden af står en Volvo 240 fra 1988. Foto: Privat

Service betaler sig

Og der kan være gode penge i at passe godt på sin bil. Prisen på en brugt bil afhænger i høj grad af, hvordan bilen er vedligeholdt. En almindelig brugsbil vil altid tabe værdi – særligt i starten – men forskellen mellem en vedligeholdt og en ikkevedligeholdt brugtbil kan nemt være 10 pct., siger Hans Bruun, chefkonsulent i Autobranchen Danmark.

»Service på bilen er det, der tæller allermest for at holde prisen,« siger Hans Bruun.

Det er Jan Lang, markedsanalytiker ved Bilbasen, enig i.

»En servicebog er alfa omega. Vi kan konstatere, at biler, der ikke har en fuld servicebog, taber mellem fem og syv pct. mere i værdi end biler med en komplet servicehistorik,« siger Jan Lang.

Ifølge Hans Bruun skal man sørge for at køre bilen til service på et autoriseret værksted. På den måde sikrer man, at fabriksgarantien er intakt, og samtidig får bilen de løbende opdateringer, som kommer fra bilfabrikkerne. Hvis man kan fremvise en mappe med sine kvitteringer for service og reparationer, som man kan aflevere sammen med bilen, når den skal sælges, kan det altså være med til at trække prisen op. Derudover kan det være en god idé at få bilen undervognsbehandlet.

Bjarne Nyeland købte sin Volvo Amazon fra 1965 i Norge i 2007. I Norge kaster de ikke vejsalt på vejene med lige så let hånd, som man gør i Danmark, så bilen var ikke slemt rustet. Men efter at Bjarne Nyeland havde skilt hele bilen ad, repareret den, og samlet den igen, blev bilen tectylbehandlet på undersiden.

Her ses en Volvo PV544 fra 1965. Den har ikke kørt mere end 81.000 kilometer og står stadig i original stand. Aldrig repareret eller svejset i, fortæller Bjarne Nyeland. Foto: Privat

»Det er godt at lade professionelle gøre det første gang, og så kan man selv vedligeholde det. Tectyl skal holdes ved lige, da det bliver hårdt med tiden og kan revne, så der kommer fugt ind. Derfor er det en god idé at se tectylen efter en gang om året og tjekke, om det er ved at slippe metallet,« siger Bjarne Nyeland.

Yasser Abaiji, teknisk konsulent hos FDM, anbefaler også, at man undervognsbehandler sin bil og giver den rustbeskyttelse.

»Det er vigtigt i vores fugtige klima, hvor vi spreder salt om vinteren. Det kan ende med rustangreb på bremserør eller andre komponenter,« siger han.

Hvis man ikke selv kan vedligeholde undervognsbehandlingen som Bjarne Nyeland, anbefaler Yasser Abaiji, at man kører bilen til kontrol hvert andet eller tredje år for at se, om undervognsbehandlingen stadig hæfter godt på bilen.

I forbindelse med et eftersyn kan det også være en god idé at få renset og smurt bremserne, så der ikke kommer rust på de bevægelige dele. Det kan nemlig komme til at koste et bremseskift.

»Ved et serviceeftersyn laver man oftest kun en visuel kontrol af bremserne, så det kan være en god idé at foreslå at få renset og smurt bremserne, især hvis man har en bil, der ikke kører mange kilometer,« siger Yasser Abaiji.

Fjern lugten af våd hund og cerutter

Én ting er det mekaniske ved bilen. Noget andet er, hvordan bilen fysisk ser ud. Man skal ikke undervurdere den kosmetiske vedligeholdelse, hvis bilen skal holde prisen, siger Jan Lang fra Bilbasen.

»Hvis du vil sælge din bil, skal du kigge på den, som om du selv ville købe den, og være kritisk over for det, du ser. Det er en stor beslutning at købe en bil, så bilens stand skal kunne afkodes så nemt som muligt. Hvis bilen er flot præsenteret, pæn og i orden, slapper køber mere af og mistænker ikke, at den er dårligt vedligeholdt,« siger han.

Han fortæller, at de hos BilBasen engang foretog et forsøg med en brugt Toyota Camry, som de ville sælge. Toyotaens tidligere ejer havde en langhåret hund, som han ofte badede sammen med. Han røg også cerutter i bilen. Først kørte de bilen til en forhandler, som bød 25.000 kroner for den. Derefter fik de bilen renset hos et klargøringsværksted, som brugte 5.000 kr. på at fjerne lugten af våd hund og cerutter.

»Da den var klar, tilbød en anden forhandler 65.000 kroner for bilen,« siger Jan Lang.

Brug en søndag eftermiddag med en skuresvamp, og få det ordnet. Den eftermiddag kan sagtens være 10.000 kr. værd

Jan Lang, markedsanalytiker hos BilBasen

»Mens man selv ejer bilen, kan det være fint nok, at bilen har pletter fra is og kakao, men hvis man vil have en fornuftig gensalgspris på bilen, skal man tænke over, at de næste ejere ikke synes, at det er fedt. Brug en søndag eftermiddag med en skuresvamp og få det ordnet. Den eftermiddag kan sagtens være 10.000 kr. værd,« siger han.

Hans Bruun fra Autobranchen Danmark synes også, det er vigtigt at prioritere at holde bilen ren og pæn. Især om foråret er det vigtigt at få skyllet alt vinterens salt af, så det ikke samler sig og holder på fugten, som giver rust. Det er også en god idé at holde lakken ved lige og give bilen voks en gang om året.

»Det kan især betale sig at holde sine gummilister i god form. Det er dyrt og besværligt at skifte gummilister ud, hvis de først går til. Kør ned på tanken eller til en udstyrsforhandler, og køb en væske, som du kan påføre, så listerne holdes bløde og smidige og ikke bliver hårde i solen,« foreslår han.

Drop pink, og gå efter folkets farve

Hvis du vil sikre, at din bil kan holde en nogenlund pris, når du vil sælge den igen, kan der også være mange penge at tjene ved at tænke sig godt om, allerede inden du køber, siger Jan Lang fra Bilbasen. Biler har en forholdsvis høj afskrivning – typisk mellem 40 og 50 pct. over de første tre år – men køber man en bil, der appellerer til så mange som muligt, får man en lavere afskrivningsprofil på bilen. Ifølge Jan Lang taber biler af mærket Kia eller Skoda mindst værdi i øjeblikket. En stationcar har en lavere afskrivning end en tredørsbil, og en bil, der kører langt på literen, har lavere afskrivning end en bil med en stor motor.

»Hvis du køber en Golf stationcar i sort, grå, hvid eller mørkeblå med en motor med 100-120 hestekræfter, vil den have en afskrivning på omkring 40 pct. over tre år. Hvis du vælger en pink eller bordeauxrød Golf GTI med tre døre, vil den have en afskrivning på 58 pct. over tre år,« siger Jan Lang.

I forhold til udstyret i bilen skal man hverken vælge det laveste udstyrsniveau eller det højeste. Det bedste er at ramme det basale niveau for udstyr, som en almindelig bilkøber anno 2016 forventer.

Klassiske bilmærker kører flest kilometer

»Det inkluderer aircondition, klimaanlæg, bluetooth og fartpilot. Det giver en basal komfort. Hvis bilen ikke har noget af dette udstyr, trækker det ned,« siger Jan Lang.

Ifølge Yasser Abaiji fra FDM er der ikke umiddelbart noget, man kan gøre ved sin bil, som vil være spild af penge i forhold til at holde prisen oppe.

Mange unge mænd og kvinder køber store fælge og sænker bilen. Det må man gerne, men en sænket bil med store fælge signalerer hård kørsel. Det er der helt sikkert mange, der ikke synes er fedt.

Jan Lang, markedsanalytiker hos BilBasen

»Det er forskelligt, hvad bilkøbere sætter pris på. Nogle går op i, at bilen er flot og velholdt i lakken, mens andre sætter pris på den mekaniske stand. Det bedste, man kan gøre, er at få kontrolleret bilen jævnligt,« siger han.

Ifølge Jan Lang skal man passe på med at gøre bilen for personlig.

»Mange unge mænd og kvinder køber store fælge og sænker bilen. Det må man gerne, men husk at beholde de gamle dæk, fælge og fjedre. En sænket bil med store fælge signalerer hård kørsel. Det er der helt sikkert mange, der ikke synes er fedt. Det koster at lave tuning og styling i forhold til, at bilen efterfølgende skal have en så bred appel som muligt,« siger han.

Til gengæld kan det øge bilens værdi, hvis man sætter et anhængertræk eller et soltag på bilen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: