DF og LA vil have indflydelse på regeringens nye SU-system

Som det ser ud nu, kan Dansk Folkeparti ikke gå med til regeringens model for et nyt SU-system.

Det siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) forud for en teknisk gennemgang af regeringens forslag i Finansministeriet.

– Vi kan i hvert fald ikke bakke op om den model, som den ligger her. Den løser faktisk ikke hverken det ene eller andet problem, siger han.

Fakta: Regeringen vil fremover låne halvdelen af SU’en ud

Spørgsmål: Er det et endeligt nej til modellen, som den er nu?

– Hvis man kan få nogle passende justeringer, så kan vi tale om det. Vi er ikke ultimative på noget som helst, men der skal justeres, før det giver mening at tale om, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han fremhæver særligt to ting, som er vigtige for Dansk Folkeparti under forhandlingerne om 2025-planen, som skal udstikke den økonomiske kurs det næste årti, og er den overordnede ramme for et nyt SU-system.

Han er bekymret for, hvordan modellen rammer handicappede studerende. Endvidere skal der sættes ind over for studerende, der kommer fra andre EU-lande og modtager uddannelse og SU i Danmark.

Også Liberal Alliance kræver indrømmelser.

– Hvis man sænker SU’en uden at sænke skatten bagefter, kan det i ringere grad betale sig at uddanne sig, og så har vi et problem.

– Når man kommer ud efter uddannelse, får man en højere løn, men den skal man betale en høj skat af. Hvis man så i processen får en mindre SU, så kan det i ringere grad betale sig (at dygtiggøre sig, red.), siger finansordfører Ole Birk Olesen til TV2 News.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: