Downsizing! Hvorfor sparer det benzin, hvis ydelsen i motoren er den samme?

Moderne bilfabrikker kæmper for at vinde forbrugernes gunst, hvilket i disse år betyder, at bilerne skal være mere brændstoføkonomiske og udlede færre skadelige stoffer til luften. Det har betydet, at udviklingen på den traditionelle forbrændingsmotor har flyttet sig meget de senere år, og at det i dag er normalt, at selv biler i firmabilssegmentet har benzinmotorer med en slagvolumen helt ned på én enkelt liter.

Sådan ser en moderne, trecylindret benzinmotor ud, når den bliver skåret igennem. Foto: PR

Et godt eksempel på downsizing er en ny Ford Mondeo, som kan fås med en 1-liters turbomotor med 125 hk og et forbrug på 19,2 km/l. Det havde været en utænkeligt lille motor i en bil af den størrelse for bare få år siden, og går vi 10 år tilbage blev samme effekt i Mondeo leveret af en 1,8-liters sugemotor, som kun præstrede 13,3 km/l. Altså er der sket store fremskridt i forbruget, på trods af at effekten er bibeholdt.

En moderne, downsizet motor kan i nogle tilfælde køre 40 pct. længere pr. liter end en gammeldags motor med samme effekt.

Downsizing er især effektivt, fordi det ofte er kombineret med en turbolader, som sikrer, at motoren kan yde en tilstrækkeligt høj effekt til, at den kan flytte bilen effektivt. Jesper Schramm fra DTU Mekanik forklarer de grundlæggende principper.

»Idéen i at gøre motorerne mindre og tryklade dem er faktisk ret enkel. Ved at gøre motorerne mindre og ofte køre med færre cylindre end tidligere bliver friktionen inde i motoren reduceret. Samtidig opnår man en vægtreduktion, da motoren er mindre, hvilket betyder, at det kræver væsentligt mindre energi at drive motoren,« siger han.

På den måde kan der spares overraskende meget brændstof, og selv om der ikke er en retvisende tommerfingerregel på besparelsen, kan sammenligningen mellem en moderne, downsizet motor og en traditionel sugemotor give et godt indtryk af forskellen.

Avanceret teknik

De mindre motorer er udviklet i takt med indførelsen af mere avanceret elektronik, som giver en bedre kontrolleret forbrænding. Det hjælper igen med til at få det meste ud af hver enkelt dråbe brændstof.

»Benzinmotorernes ydelse reguleres ved hjælp af et spjæld, som regulerer lufttilførelsen og giver et uhensigtmæssigt mekanisk tab i indsugningen ved delbelastning for eksempel på landevej. Det giver en uoptimal forbrænding og kræver derfor mere brændstof. Det undgår man i nogen grad med de små turboladede motorer, som udnytter spildenergien fra udstødningen til at tryklade indsugningsluften,« siger han.

I kombination med forbedrede indsugnings- og indsprøjtningssystemer, hvor man i højere grad anvender direkte indsprøjtning, får man en bedre udnyttelse af brændstoffet, fordi det giver en bedre kontrolleret forbrænding i motoren.

Omdrejningerne skal ned

De små motorer med turbolader kan ofte kombineres med en højere gearing i gearkassen, fordi de faktisk har et fint moment ved lavere belastning. Det betyder, at man kan sænke omdrejningstallet på motoren, hvilket både resulterer i en øget komfort i form af et lavere støjniveau og et forbedret brændstofforbrug.

»Når man sænker omdrejningstallet på motoren, opnår man mindre friktion, fordi motorens bevægelige dele skal tilbagelægge en mindre strækning. I kombination med et højere kompressionsforhold og en bedre styring af luften inde i cylindrene kan man derfor også forbedre forbrændingsprocessen,« siger Jesper Schramm.

Selv om der i en lang periode har været en konstant udvikling af forbrændingsmotorer, kan det lade til, at det snart er slut. De nyeste rygter går på, at Renault ikke vil producere flere dieselmotorer fra 2025 – rygter, som koncernen ikke vil afvise. Volvo har også været på banen og sige, at de regner med, at deres nuværende generation af benzinmotorer er den sidste nyudviklede, vi kommer til at se. Forventningen er nemlig, at forbrændingsmotorer bliver for dyre at få til at overholde kommende emissionskrav, og at elmotorer derfor bliver langt mere konkurrencedygtige.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: