Ekspert om sponsorering af flygtninge: Canadisk model kan ikke bare uden videre overføres til Danmark

Der er gode ting ved den canadiske flygtningepolitik, som Danmark med fordel kunne lade sig inspirere af. Men modellen med privatpersoners sponsorering af flygtninge kan ikke bare uden videre overføres til danske forhold, advarer Michael Böss, der er ekspert i canadiske forhold og lektor ved Aarhus Universitet.

Før man roser Canada for at gå i spidsen med hensyn til gæstfrihed over for resten af verden, så skal man huske på, at det er en meget selektiv politik.

Michael Böss, lektor

Vurderingen kommer efter, at flere nødhjælpsorganisationer og erhvervsfolk i Jyllands-Posten onsdag opfordrede Danmark til at gå i Canadas fodspor.

Private canadiere har for ca. 150.000 kr. pr. flygtningefamilie hidtil skaffet 11.000 syrere til landet. Det er typisk velhavere eller foreninger, der betaler, men det kan også være fem-seks ”almindelige” canadiere, der går sammen om at finansiere én familie og samtidig tager ansvar for, at de bliver integreret. Beløbet dækker udgifterne det første år. Derefter er det meningen, at de skal kunne klare sig selv.

Og det er netop her, at den grundlæggende forskel opstår, påpeger Michael Böss. For Canada er ikke et velfærdssamfund som det danske. Hvis en flygtningefamilie ikke er selvforsørgende efter ét år i Canada, kommer den på den laveste takst i det sociale system. Den varierer fra provins til provins, men ligger ifølge Michael Böss på knap 4.000 kr. om måneden. I Danmark får en flygtningefamilie med børn 16.822 kr. om måneden i integrationsydelse. Regningen risikerer dermed i højere grad at ende hos staten i Danmark, lyder pointen.

Skal selv kunne svømme

»Det ligger i den canadiske model, at både flygtninge og økonomiske migranter skal klare sig selv. Hvis de ikke kan svømme, så drukner de, der er ikke nogen, der redder dem op. Derfor ser man også, at mange indvandrere forlader Canada igen. I Danmark er systemet derimod indrettet sådan, at man ender i favnen på det offentlige. Derfor kan den private sponsormodel ikke bare overføres til Danmark,« siger Michael Böss, der tilføjer, at en mulighed ville være at lade private sponsorer i Danmark være økonomisk ansvarlige for flygtningene i en længere periode end ét år, eventuelt helt indtil de kan klare sig selv.

Sagen kort

Integration i Canada

  • I Canada kan private betale for flygtninges ophold i landet og tage ansvar for, at de bliver integreret. Det koster i gennemsnit 150.000 kr. at sponsorere en flygtningefamilie det første år, hvorefter det er meningen, at flygtningene skal kunne klare sig selv.
  • Siden november 2015 har Canada modtaget godt 30.000 syriske flygtninge. Heraf er 11.131 finansieret af private.
  • Flere erhvervsfolk og nødhjælpsorganisationer opfordrede onsdag Danmark til at gå i Canadas fodspor.

Under 30 pct. af flygtningene i Danmark er selvforsørgende efter tre år i landet.

Ifølge Michael Böss er der også andre årsager til, at Canada har bedre forudsætninger for en vellykket integration end Danmark. Canada har således udsendt 500 embedsmænd til nærområderne for omhyggeligt at udvælge de flygtninge, der skal have adgang til landet.

»Før man roser Canada for at gå i spidsen med hensyn til gæstfrihed over for resten af verden, så skal man huske på, at det er en meget selektiv politik. Man har fravalgt enlige mænd, fordi de kunne skabe problemer, og tager kun enlige kvinder og familier, som alt andet lige må formodes at være lettere at integrere. Og så skal de heller ikke have familiesammenføring,« siger han, men mener dog, at Danmark med fordel kan lade sig inspirere af det private engagement i Canada.

»Canadierne er klart bedre til at inddrage civilsamfundet, foreninger og enkeltpersoner i integrationsarbejdet, end vi er,« siger han.

Flere milliardærer

Erhvervsmanden Asger Aamund kaldte onsdag opfordringen til at gå i Canadas fodspor for en »dødssyg idé«, netop fordi den ikke tager højde for, hvem der skal betale efter det første år.

Den dansk-egyptiske hotelejer Enan Galaly, der står bag kæden Helnan International Hotels, er enig. Vi skal koncentrere os om de flygtninge, vi allerede har og får, mener han. På den ene side skal man stoppe det, der ifølge ham er ved at udvikle sig til en hetz mod alle udlændinge i den offentlige debat i Danmark. Og på den anden side skal der stilles nogle krav om, at dem, der ikke kan og vil indordne sig og klare sig selv, skal ud af landet, mener han:

»Vi skal absolut ikke gøre som Canada. Canada er et stort land, der er bygget på indvandring, og der er mange flere milliardærer end i Danmark, der kan være sponsorer.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: