Elever får dygtigere lærere

Aarhusianske skoleelever bliver i stigende grad undervist af lærere med de rette faglige kvalifikationer, viser en opgørelse fra børn og unge-forvaltningen.

Mens 66 pct. af lærerstyrken i skoleåret 2013/2014 var uddannet i de specifikke fag, de underviste i, havde knap 80 pct. af lærerne sidste år de rette kompetencer.

Det skyldes ifølge sektionsleder Dennis Møller Hansen i børne- og ungeafdelingen Læring og Udvikling, at Aarhus Kommune i de seneste tre år på forskellig vis har forbedret lærergruppens kompetencer.

»Skolerne er blevet bedre til at udnytte de kompetencer, som lærerne allerede har. Dernæst er mange lærere blevet opkvalificeret gennem efteruddannelse, og så er der i dag meget større fokus på at ansætte lærere med de kompetencer, der er behov for,« siger sektionslederen.

Kommunen har desuden i de seneste to år samarbejdet med Læreruddannelsen i Århus – VIA University College med rådgivning til de studerende.

»De studerende får besøg af nogle lærere, som prøver at rådgive dem ind i nogle af de fag, som vi har behov for, så de ikke alle sammen løber efter det, de har lyst til. Ellers ville alle undervise i madkundskab lige nu,« siger Dennis Møller Hansen.

Kommunens mål er, at 90 pct. af lærerne i 2018 skal have dokumenterede kvalifikationer i de fag, de underviser i, og 95 pct. i 2020.

Målet vigtigere end kvalitet

Århus Lærerforening mener dog, at opkvalificeringen har sine konsekvenser.

»Vi er bekymrede for, om målet bliver vigtigere end kvaliteten,« siger næstformand Dorthe Ryom Fisker, som mener, at der ikke er penge nok til den efter- og videreuddannelse, som foregår i arbejdstiden.

»Det har fra staten været penge til at dække kursusafgiften, men ikke til vikardækning på skolerne. Vi er derfor skeptiske over for den kvalitet, der skal ligge i uddannelsen, fordi lærerne skal investere mere tid, end de reelt har,« siger hun.

Lærere sendes tilbage på skolebænken

Formand for Aarhus Skolelederforening Lisbeth Schmidt Andersen mener, at opkvalificering overordnet set er fint, men hun efterlyser fleksibilitet. Ifølge hende er de faglige kompetencer nemlig vigtigere i udskolingen end i indskolingen.

»Der giver det god mening at have en fysiklærer og en tysklærer i de ældste klasser, mens små børn måske i højere grad har brug for færre lærere og trygge relationer. De samme ømme punkter er der for specialklasser og modtageklasser, som også er underlagt dette,« siger hun.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: