Et stort leasing-ønske er blevet hørt: Nu bliver det lettere at ændre kilometeraftalen for privatbilen

Det kan være svært at spå om, hvordan ens arbejds- eller privatliv ser ud tre år frem i tiden. Derfor har det krævet træfsikkerhed at privatlease en ny bil, fordi man på forhånd laver en aftale om et vist antal km om året og ellers har måttet leve med risikoen for at betale en merpris for hver overkørt km. Men nu bliver livet lettere for dig, der har privatleaset eller overvejer det.

Nye leasingregler

I en leasingkontrakt er der aftalt et årligt antal km. Overkørte km og underkørte km takseres eller modregnes.

Det kan typisk være fra 43 øre til 2 kr. og 17-44 øre, viste en opgørelse fra foråret.

Fra 1. juli i år er reglerne for privatleasing blevet mere fleksible. Mens det tidligere har krævet en helt ny leasingaftale, hvis man ønskede at ændrede det årlige antal km. Har man nu undervejs mulighed for at lave en ny aftale med leasingselskabet, hvis dette ønsker det.

De nye regler gælder med tilbagevirkende kraft, så de omfatter også igangværende leasingaftaler.

Nye regler betyder nemlig, at det bliver lettere for leasingselskab og kunde i fællesskab at justere antallet af km undervejs i de leasingaftaler, som typisk løber over 36 måneder. Indtil nu har man nemlig ellers skullet lave en helt ny aftale med hvad dertil hører af førstegangsydelse, som ofte starter fra 5.000 kr. Men de nye regler, der gælder fra 1. juli i år, betyder, at aftalen blot kan justeres. Men det forudsætter naturligvis, at leasingselskabet er med på idéen, og at man kan bliver enige om de nye takster.

En win-win-situation

Regelændringen vækker glæde hos FDM og brancheforeningen Finans og Leasing, der i fællesskab har arbejdet for at få Skat overbevist om, at reglerne, som tidligere har været fleksible, men for nogle år siden blev mere fastlåste, igen nemmere kan tilpasses den enkeltes behov.

»Vi ved ofte, hvad vi skal køre af km om året, men i løbet af et par år kan ens job- og arbejdsliv ændre sig. Derfor er det bedre, at man løbende kan få justeret det årlige antal km,« siger Per Alkestrup, som er afdelingschef hos FDM.

Hvis ens kørselsbehov pludselig ændrer sig fra 15.000 til 25.000 km om året, kan der nemlig være tale om store stigninger. En opgørelse, avisen lavede i foråret, viste, at taksterne svingede fra 43 øre til 2 kr. per overkørt km. Med de nye regler kan man populært sagt lave en ”flatrate-aftale”, så man aftaler en fast pris for de ekstra 10.000 km. Det giver også den fordel, at man som bilist løbende betaler meromkostningerne mod ellers at ville have fået en ekstraregning til sidst efter de gamle regler.

Finans og Leasing har også efterlyst mere fleksibilitet.

FDM og brancheforeningen Finans og Leasing forventer, at de mere fleksible regler vil få flere til at overveje privatleasing. Foto: Colourbox

»Det er en win-win-lovændring. Kunde og leasingselskab kan undervejs justere aftalen uden at skulle blande Skat ind i det. Samtidig kan kunden løbende betale for de kørte km, mens selskabet får flere løbende indtægter, frem for at udgifterne hober sig op til sidst,« siger Christian Brandt, direktør for Finans og Leasing.

Det er dog ikke et krav, som kunderne kan stille, men er op til en forhandling mellem selskab og kunde. Men FDM vurderer, at mange selskaber vil være til at snakke med, fordi prisen på overkørte km er noget, som der konkurreres på. Såvel FDM som brancheforeningen vurderer, at de nye, mere elastiske regler vil få flere til at overveje leasing.

Bekymrer mange

»Vi ved, at overkørte km. er noget, som bekymrer mange, og det har været en af de største hindringer for at privatlease,« siger Per Alkestrup.

Christian Brandt fra Finans og Leasing peger dog på, at prisen for overkørte km er faldet drastisk de senere år. Så det er også et spørgsmål om at regne sine behov igennem, før man ændrer en aftale. Hvis man hæver det årlige km.-tal fra 10.000 til 20.000 km kan det i sidste ende også blive dyrere, hvis man ender med at køre væsentligt mindre. Men i så fald må man kontakte leasingselskabet igen og finde en ny aftale.

Og man kan altid komme ud af en leasingaftale efter 11 måneder.

Importør: Nye km-regler ændrer ikke meget

Danskerne gør sig mange overvejelser før privatleasing, så nye km-regler rykker ikke meget. Det gør lav udbetaling, vurderer Peugeot-importør.

Det bliver fortsat mere fleksibelt at privatlease en ny bil. De nye regler, som gør det muligt at ændre pakken af aftalte km undervejs, er endnu et skridt. Men de vil dog ikke sætte gang i en eksplosion af nye leasingaftaler, vurderer Hanne Sørensen, som er pressechef hos Peugeot, der med en andel på godt en tredjedel af markedet for privatleasede biler er det største mærke.

Peugeot 208 er både Danmarks mest solgte bil til dato og med 2.108 stk. den mest privatleasede. 308’eren følger efter som nummer to med 1.922 privatleasede biler. Foto: Peugeot

»Umiddelbart tænker vi ikke, at nedenstående kommer til at ændre kundernes ageren væsentligt. Vi oplever, at de er meget bevidste om deres kørselsbehov, når de tegner leasingaftalen. Men kørselsbehovet kan ændre sig af mange årsager, og derfor er det meget positivt, at man nu kan ændre kilometertallet undervejs i leasingperioden,« siger Hanne Sørensen.

Hun peger på, at man hos Peugeot som alternativ kan vælge en leasingaftale på 12 måneder frem for 36 måneder, hvis man f.eks. står over for jobmæssige ændringer.

Peugeot 208 og 308 fører

Markedet for privatleasing er steget med hele 63 pct. i forhold til samme periode i fjor, så det til dato er på 15.711 biler. I den forbindelse vurderer Hanne Sørensen, at tilbud med en udbetaling på enten nul eller bare 5.000 kr. mod tidligere langt højere beløb har været det, som for alvor har været med til at sætte gang i privatleasing. Samt bekvemmeligheden ved ikke at skulle bekymre sig om andre udgifter end ydelsen. De nye regler er ikke noget, som Peugeot vil markedsføre. Men man tager det op med de kunder, som måtte henvende sig.

»Vi tager det case for case,« siger Hanne Sørensen.

Peugeot 208 er med 5.528 biler p.t. Danmarks mest solgte model og med 2.108 stk. den mest privatleasede. Peugeot 308 er nummer to på salgs- og leasinglisten med 3.939 biler, hvoraf 1.922 er privatleasede. Peugeot 108 er solgt i 2.693 eksemplarer, hvoraf 987 er privatleasede.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: