Familiefavorit: Hybrid, der kører 62,5 km/l

En uge i selskab med den nye Passat GTE efterlader et overbevisende indtryk. At køre gennem det danske sommerlandskab i tyskernes nye hybridbil med plug-in-princippet giver lige så meget opmærksomhed, som havde jeg spankuleret af sted med selveste kronprinsesse Mary. Det skyldes dog ikke, at bilen skilter med sin hybridteknologi. Den dybblå farve, de store fælge og krom tiltrækker familiefædrenes blikke som fluer til et stykke ispapir.

Volkswagen Passat GTE Variant – teknikken

Type: Fempersoners stationcar, frontmotor, firehjulstræk.
Motor: Firecyl. R-benzin, 1,4 liter, 156 hk ved 5.000 o/min., 250 Nm ved 1.500 o/min., samlet 218 hk og 400 Nm.
Forbrug iflg. EU-norm: 62,5 km/l
CO2-udslip: 37 g/km

Præstationer:
0-100 km/t.: 7,6 sek.
Topfart: 225 km/t.
Pris: 514.990 kr.

Umiddelbart er det ikke til at se, at GTE er noget mere højteknologisk end de fleste andre Passater, der ruller rundt på vejene. På trods af det gode udseende ligner den enhver anden Passat af seneste generation, men under huden – nærmere bestemt under bagsædet – gemmer der sig et 9,9 kWh stort batteri, der skulle være nok til at gøre GTE i stand til at køre op til 50 km på strøm alene under de rigtige betingelser.

Batteriet kan lades på 2,5 timer i en ladestander eller fire timer og 15 minutter hjemme fra en stikkontakt. Det lyder måske ikke hurtigt, men tænk på det sådan, at du popper stikket i, når du kommer hjem fra arbejdet, og næste morgen er der igen 50 km god samvittighed i batteriet.

Grøn samvittighed?

Den grønne samvittighed forsvinder dog i takt med batteriets indhold, for når det er tomt, er GTE faktisk ikke specielt økonomisk. GTE er opgivet til hele 62,5 km/l, og hvis du medregner de 50 km batterirækkevidde, passer det meget fint med, at bilen kan køre 62 km på den første liter benzin.

Fra en ladestander kan du lade GTE på 2,5 timer. Fra hjemme-stikkontakten tager det lige over fire timer. Foto: Andreas Lang Hedegaard

Problemet er imidlertid, at når batteriet er tomt, kører GTE ikke specielt langt på de 49 liter i benzintanken. Vi kørte over 1.100 km på testugen og landede på et forbrug på 15,1 km/l. Vi ladede kun bilen op to gange, og det er klart, at flere opladninger ville have forbedret forbruget, men faktum er, at GTE ikke er specielt økonomisk, hvis du ikke bruger strøm fra elnettet.

Volkswagen Passat GTE er en  almindelig, praktisk og velkørende stationcar med smarte tricks i form af en elmotor, som giver ekstra trækkraft, og et batteri, som giver lavere brændstofforbrug, når det er ladet op.

Til gengæld er GTE hurtig. Bilen har fire forskellige køreprogrammer; hybrid, ren el, et program, hvor benzinmotoren lader batteriet op, og så sportprogrammet med navnet GTE.

GTE er en indstilling, hvor bilen er i ”full attack”. Her står den 1,4-liters benzinmotor, som yder 156 hk, og elmotoren, som yder 115 hk, på tæerne. I alt er der 218 hk, fordi elektriske hk og almindelige hk er lidt som pærer og bananer, så det ikke bare handler om at plusse de to tal. Uanset er der rigelig effekt til at sende stationcaren fra 0 til 100 km/t. på 7,6 sekunder. Mere imponerende er den på de første meter, for elmotoren har alt sit bundtræk med det samme, og det gør, at den blå stationcar farer frem ved lyskryds.

Benzinmotoren på 1,4 liter er ordinær og yder 156 hk, men den er koblet til en elmotor 115 hk og et batteri på 9,9 kWh. Foto: Andreas Lang Hedegaard
Plus/minus

Plus
Lækker
Velkørende
Kvik
Praktisk
Minus
Benzinslugende, hvis batterier er fladt

Selv om det i sig selv kan imponere, så er det bedste ved GTE faktisk, når den kører på strøm alene. Så foregår fremdriften lydløst, og den sekstrins DSG-gearkasse skifter umærkeligt, så elmotoren alene driver GTE helt op til 135 km/t.

Generelt foregår samarbejdet mellem de to motorer fremragende, og benzinmotoren starter beredvilligt og uden vibrationer, når der er brug for flere kræfter. Det eneste sted, hvor hybrid-delen halter, er, når man anvender den særlige Brake-funktion i gearkassen, hvor bilen bremser mere, når speederen slippes, for til gengæld at indvinde energi til batteriet. Grundlæggende er det genialt at få elmotoren til at bremse bilen som en stor dynamo, men ofte er det, som om systemet i GTE selv glemmer, at det er aktiveret. Det betyder, at bremseeffekten enten udebliver eller er forsinket. Det udgør ikke en egentlig risiko i trafikken, men det er et mindre irritationsmoment.

Sporty hundepatrulje

Selv om GTE-navnet antyder, at Passat har et sportsligt islæt, så er den ikke nogen GTI. Indstyringen er præcis, og der er kun lidt krængning i karrosseriet, men den ægger dig ikke til at tage næste sving som en rallykører. GTE er mere stationcar med plads til hunden, end den er drengerøv. Heldigvis er komforten høj, og Passat GTE æder mange kilometer nemt.

Kabinen er velfungerende. Specielt sæderne og Volkswagens Active Info Display virker fremragende. Foto: Andreas Lang Hedegaard

Selve kabinen er fremragende på vanlig Volkswagen-manér, og Passat har skiftet de analoge visere ud med en 12,3 skærm, som kaldes Active Info Display. Her kan vises et kæmpe navigationskort eller flere andre funktioner. Foran er pladsen fin, og forsædet godt, bagsædet har god plads, men selv om bagagerummet er stort, er det ikke så bredt som eksempelvis den nye konkurrent Renault Talisman, så hunden må sidde lidt tættere på resten af weekendoppakningen.

Det store batteri tager overraskende lidt plads i GTE. I alt er der 650 liter plads. Foto: Andreas Lang Hedegaard

Takket være det meget lave forbrug på papiret får GTE en klækkelig afgiftsrabat, og det betyder, at den koster nogenlunde det samme som en tilsvarende Passat Highline med 220 hk. Sammenlignet har GTE næsten ikke nogen bagsider, og hvis du ellers tanker strøm ofte, kan du berolige dig selv med, at du gør dit for at hjælpe isbjørnene og verdens kommende generationer.

GTE – nu på grøn leasing

Plugin-Passat vs. tre leasing-konkurrenter

Passat GTE: 25.000 kr. – 6.799 kr. pr. måned.
Golf GTE: 15.000 kr.  – 5.549 kr. pr. måned.
BMW: 45.000 kr.  – 7.695 kr. pr. måned.
Toyota: 9.995 kr.  – 3.095 kr. pr. måned.
*) Vi sammenligner VW Passat GTE med VW Golf GTE, BMW 330e og Toyota Auris Hybrid. Passat, Golf og BMW er plug-in-hybrid, Toyota er en traditionel hybrid.

Volkswagen Danmark tilbyder både privatleasing af Passat GTE og lillebroren Golf GTE. Det gør dem til nogle af de få plug-in- hybrid på privatleasing. Passat GTE koster 6.799 kr. om måneden og 25.000 kr. i førstegangsydelse, eller godt 2.000 kr. mere pr. måned end en Passat Highline med 150 hk. Den er alligevel markant billigere end BMW’s plug-in hybrid, den noget hurtigere 330e.

Alternativt findes der også Toyotas Auris Hybrid. Det er dog ikke en plug-in, og derfor er prisen også noget lavere. Førstegangsydelsen er 9.995 kr., og den månedlige ydelse er på 3.095 kr.

I Danmark beregner man et sammenlagt forbrug af benzin og el, hvilket der skal betales registreringsafgift efter. I EU-miks går Passat GTE 62,5 km/l, mens det beregnede danske forbrugstal hedder 33,8 km/l.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: