Finansboss i Novozymes: Nordamerika er vores akilleshæl

Novozymes sænker forventningerne til årets vækst til 2 pct. i regnskabet for tredje kvartal og ifølge Benny D. Loft, finansdirektør i Novozymes, var Nordamerika den altoverskyggende grund til det.

“Nordamerika var vores akilleshæl. Vi har samlet vækst på 5 pct. hvis man fraregner Nordamerika,” siger finansdirektøren,, med henvisning til, at salget i Nordamerika dykkede med 6 pct. i årets første tre kvartaler.

“Når salget dykker så voldsomt i en del, der udgør 20 pct. af forretningen, så er det noget, der vil præge hele organisationens vækstpotentiale,” siger Benny D. Loft.

Han lægger op til et gennemsyn af salgsafdelingen.

“Alle i salgsorganisationen vil sige, at de gør alt, hvad de kan, men vi har en del støtte-funktioner, som vi nu vil kigge på at omrokerere, så der kommer flere, der har direkte kontakt med kunderne,” lyder det fra finansdirektøren, der måtte konstatere, at aktien gled voldsomt oven på den skuffende udmelding fra Novozymes.

Aktien er onsdag formiddag nede med over 11 pct.

“Det er drønærgeligt, at vi ikke kan levere, som vi havde håbet. Og det er klart, at vi selvfølgelig tænker på, at vi gør nok. Men vi må også bare konstatere, at i en verdensøkonomi med lavvækst har vores teknologi det svært,” siger finansdirektøren.

Han peger på salget til alliancen med Monsanto, den såkaldte BioAg-alliance, som et eksempel.

“Bønderne har det ekstremt svært, og det rammer os. Det er ikke fordi, de synes det er dårlig idé at bruge vores teknologi, men de har simpelthen ikke pengene,” siger Benny D. Loft. 

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: