Fire fra bilredaktøren: Bentley får monsterdiesel, politibiler på skrump, elektrisk pakkepost og turbo til Ferraris største

Jeppe Gudmandsen, bilredaktør. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Bentleys første SUV med det uudtalelige navn Bentayga får nu et dieselkraftværk, der kan måle sig med forventningerne. Bentley har nemlig lånt den 4-liters diesel-V8’er fra Audi SQ7, og den er noget af en kraftkarl. I alt er der 435 hk og og helt fantastiske 900 Nm, som alle er klar ved 1.000 o/min. – eller lige over tomgang.

Denne tekniske bedrift kan lade sig gøre, fordi motoren både har to turboer og en elektrisk drevet kompressor. Den 2.390 kg tunge SUV runder 100 km/t. på 4,8 sekunder, og topfarten er 270 km/t., hvilket gør den til verdens hurtigste diesel-SUV. Mest imponerende er dog, at forbrugstallet er opgivet til at være 12,6 km/l.

Politibiler på skrump – NYPD har bestilt 250 mikrobiler

Politiet i den amerikanske storby New York har besluttet at droppe den specielle trehjulede motorcykel, som de ellers har brugt til at patruljere byens gader med. I stedet har de bestilt ikke færre end 250 Smart Fortwo-mikrobiler.

Fra tre til fire hjul til politiet: New York-politiets gamle trehjuler (th.) erstattes nu af Smart Fortwo-biler. Foto: PR

Ud over at være markant mere sikker i tilfælde af et sammenstød, har Smarten også en anden vigtig fordel – den har aircondition – og i en by som New York er det guld værd på de varmeste sommerdage. Eneste forskel på politiets biler og almindelige udgaver af Fortwo er en ny lakering, sirener og lys. Indvendigt er der gjort plads til betjentenes radioudstyr. NYPD har en flåde på 9.000 køretøjer.

Elektrisk pakkepost – VW Crafter i stødet

Volkswagen har præsenteret et koncept, de har døbt e-Crafter. Det er en elektrisk version af den store, nyudviklede kassevogn Crafter. Batteripakken på 43 kWh er placeret under gulvet i varerummet, så der er stadig 11,3 kubikmeter til pakkerne, og bilen må laste hele 1,7 ton. Motoren yder 134 hk og 290 Nm, og rækkevidden er opgivet til at være op til 208 km.

Ny kassevogn på el: Volkswagen kommer nu med bilen her – med topfart 80 km/t. skulle rækkevidden være godt 200 km på en opladning. Foto: PR

For at få den store bil til at køre så langt har Volkswagen dog valgt at begrænse topfarten til 80 km/t. Det er altså en bil, som passer bedst til bycentrum, og batteriet kan hurtiglades til 80 procent på 45 minutter. Volkswagen forventer, at modellen kan få et større batteri senere og op til 400 km rækkevidde.

Ferraris største får turbo – GTC4Lusso får turbo-V8’er

Ferrari gav for nylig sin største model, FF, et facelift, som fulgtes ad med et nyt navn – GTC4Lusso. Den firepersoners-model får nu også en ny motor. Hidtil har vi været vant til, at modellen ellers kun kunne fås med en 6,2-liters V12’er, men nu kommer der en variant med V8-motoren fra 488 GTB. Den er på 3,9-liter og yder 610 hk ved 7.500 o/min. og seriøst solide 760 Nm ved 3.000 o/min.

Nu kun otte cylindre og træk på baghjulene – den nye Ferrari GTC4Lusso sparer, men er fortsat skræmmende hurtig. 0-100 km/t. på 3,5 sek. Foto: PR

GTC4Lusso T, som den nye variant hedder, dropper samtidig firehjulstrækket. Alligevel er den kun én hundrededel langsommere fra 0 til 100 km/t., som ekspederes på bare 3,5 sekunder. Takket være den mindre motor og baghjulstræk har GTC4Lusso tabt sig 50 kg.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: