Forskere erklærer krig mod regeringens historiske krigsudredning

Der er tale om en fejlkonstruktion. Så hårdt udtrykker Kurt Jacobsen, professor på CBS, sig om regeringens historiske krigsudredning:

»Forskerne er ikke sikret adgang til alt relevant materiale. Det er myndighederne, der bestemmer, hvad der skal frem, selv om det blandt andet er myndighedernes rolle, der skal undersøges. Det er fundamentale brud på helt elementære spilleregler inden for forskning.«

Forskerne er ikke sikret adgang til alt relevant materiale. Det er myndighederne, der bestemmer, hvad der skal frem.

Kurt Jacobsen, professor på CBS

Det udløste vrede på venstrefløjen, da blå blok – efter valgsejren i fjor – nedlagde den danske Irak- og Afghanistan-kommission. Siden indgik et flertal i Folketinget en aftale om at sætte historikere til at foretage en udredning om den danske krigsindsats i stedet for juristerne i den omdiskuterede kommission.

Men nu opfordrer en række professorer universiteterne til at boykotte regeringens historiske krigsudredning, da ministerier og efterretningstjenester – ifølge den politiske aftale – kan nægte at udlevere dokumenter.

De seks, der kommer med opfordringen, er: Per Boje, professor emeritus (SDU), Claus Bryld, professor emeritus (RUC), Per H. Hansen, professor (CBS), Kurt Jacobsen, professor (CBS), Bent Jensen, professor emeritus (SDU) og Anette Warring, professor (RUC).

»Forskerne rammer hovedet på sømmet,« siger Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten.

»Jeg synes, at Søren Pind skal lytte rigtig godt efter, for der er ikke tale om en uvildig undersøgelse som erstatning for Irak-kommissionen. Faktum er, at vi ikke får at vide, hvad der er behov for at vide om deltagelse i Irak, og det kan vi ikke være bekendt som samfrund eller over for de soldater, som mistede livet eller kom til skade.«

SF: Samme kritik som vores

Forsvarsordfører Holger K. Nielsen (SF) hilser professorernes kritik velkommen.

»Det er den samme kritik, som vi i sin tid fremførte som argument for ikke at støtte den historiske udredning. For der kommer ikke noget frem. Statsministeriet og Udenrigsministeriet vil nægte at udlevere papirer – det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om – og hvad er det så værd? Hvis det skulle have givet nogen mening at erstatte kommissionen med forskning, så skulle forskerne have adgang til alt.«

Liberal Alliance har tidligere krævet åbenhed om de historiske dokumenter.

»Nu går undersøgelsen i gang, og jeg vil holde et skapt øje med arbejdet. Hvis der bliver lagt sten i vejen for arbejdet, er jeg sikker på, at forskerne vil råbe højt, og så må vi tage den derfra,« siger Mette Bock, Liberal Alliances udenrigsordfører.

Op til den enkelte forsker

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind eller forsvarsordfører Peter Juel Jensen (V) til professorernes brev.

Ifølge rektorformand Anders Overgaard Bjarklev må den enkelte forsker afgøre, om vedkommende vurderer at kunne udføre redelig forskning i forbindelse med regeringens krigsudredning.

Krigsforskning

  • Tidligere på året indgik et flertal i folketinget en aftale om at sætte historikere til at lave en udredning om den danske krigsindsats i stedet for juristerne i den omdiskuterede Irak- og Afghanistan-kommission.
  • I et brev opfordrer seks professorer universiteterne til at opgive samarbejdet med regeringen om krigsudredningen.

»Brevet gør da indtryk, og man kommer til at tænke på, om der er nogle særlige omstændigheder, som vi skal være opmærksomme på. Brevet har ført til en drøftelse i rektorkollegiet, og vi er enige om, at de udvalgte forskere, som får opgaven, får at vide, at der er nogle kolleger med nogle specielle synspunkter i denne sag.«

Anders Overgaard Bjarklev ser det ikke som rektorkollegiets opgave at sige fra.

»Universiteterne lever af at ansætte eksperter, som ved mere end os andre inden for deres område, og det må være op til deres faglighed at vurdere denne sag. Det må være op til den enkelte forsker at vurdere, om der er grundlag for fornuftig forskning eller ej, og hvis svaret er nej, så står det enkelte universitet bag den beslutning. Men rektorkollegiet vil ikke på forhånd dømme noget ude, for så kan vi komme til at virke som et filter, som i sidste ende kan betyde, at offentligheden ikke kan få belyst sager, og det kan naturligvis ikke være i samfundets interesse.«

Men adgang til materiale er vel altid en forudsætning for god forskning?

»Ja, al forskning er baseret på, at forskere finder det materiale, som vedkommende har brug for. Men man vender jo ikke hver en sten og går helt tilbage til Adam og Eva. Om man i denne sag rammer en mur, før arbejdet er gjort færdigt, vil jeg lade de enkelte forskere vurdere.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: