Håndboldklubben Viborg HK skranter igen

Det er ikke nyt, at danske håndboldklubber kan have ondt i økonomien. At Viborg HK er en af klubberne, har nærmere været reglen end undtagelsen de senere år.

Nu er den gal igen. Faldende sponsorindtægter har på ny slået hul i klubkassen.

– Hvis sponsorerne havde holdt ved på det niveau, som var tilfældet i sidste sæson, kunne vi føre håndboldklubben videre, som den ser ud i dag.

– Men det er ikke sket, siger bestyrelsesformand Mogens Lindal til Viborg Stifts Folkeblad.

Det er ikke småpenge, der mangler på kontoen for Danmarks mest vindende kvindehold de seneste årtier.

– I denne sæson skal vi bruge 13,5 millioner kroner i indtægter, men vi mangler på nuværende tidspunkt 3,5 millioner kroner for at nå i mål, siger Mogens Lindal.

– Så for at drive butikken videre har vi brug for nogle nye sponsorer.

Så sent som i sommeren 2015 blev den økonomisk skrantende klub overtaget af et nyt selskab bestående af en række lokale anpartshavere.

Det skulle sikre bedre grundlag for at drive klubben videre og skabe en sund økonomi, men indtil videre fortsætter Viborg-skuden altså på gyngende økonomisk grund.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: