Hård vestenvind afløser solrig start på ugen

Efter en uge, hvor de fleste har måttet spejde forgæves efter et solstrejf, så får solen lov at skinne over landet i de næste dage.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut Klaus Larsen.

– Den kommende uge bliver noget anderledes end sidste uge, og der kommer en del sol de næste dage, og det bliver forholdsvist tørt, siger han.

Lavtrykket, der har præget vejrudsigterne i den forgangne uge, bevæger sig stille og roligt øst på, og det åbner for mere stabilt vejr mandag og tirsdag.

Selv om solen får lov at skinne, så holder temperaturerne sig dog på mellem 10 og 12 grader.

– Det kan godt være, at vi rammer 14 grader, når vi når senere hen på ugen, siger Klaus Larsen.

Den solrige start på ugen bliver dog hurtigt afløst af mere regn midt på ugen.

Det begynder for alvor natten til torsdag, hvor et nyt frontsystem bevæger sig frem fra vest og markerer overgangen til mere vestenvind.

Herefter venter mere traditionelt dansk efterårsvejr.

– Et regnvejr vil passere landet i midten af ugen, og så går vinden over i vest og tiltager. Vi kan forvente hård vind til kuling ved kysterne, og så bliver det rigtig dansk efterårsvejr med vind og byger, siger Klaus Larsen.

Ifølge prognoserne vil temperaturerne holde sig over frysepunktet i nattetimerne.

Der er dog en risiko for nattefrost først på ugen især i det indre Jylland.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: