Hareide om Boilesen og Bendtner: Som jeg ser det lige nu, er det ikke andet at gøre end at se bort fra dem

Han mener det alvorligt, landstræner Åge Hareide. Landsholdsspillerne skal være i lige så god spilleform, som de skal være talentfulde. Derfor valgte han ikke overraskende ved offentliggørelsen af truppen til venskabskampen mod Liechtenstein i Horsens den 31. august og den første VM-kvalifikationskamp mod Armenien den 4. september at se bort fra både Nicolai Boilesen og Nicklas Bendtner. Lidt mere iøjnefaldende var det, at Hareide fortalte, at det fravalg med al sandsynlighed også kommer til at gælde landskampen i november mod Kasakhstan. Går det sådan, vil de to tidligere landsholdsprofiler tidligst kunne være landsholdsaktuelle igen i marts 2017. Da juli blev til august besluttede Åge Hareide sig for, at tiden løb ud for de to klubløse spillere.

»Vi står i midten af august, og de har ikke haft nogen træning med et klubhold. Jeg har haft kontakt med agenterne for begge to. Jeg ved helt præcist, hvordan det hele står til. På et eller andet tidspunkt må man også bare lægge det bort og ikke bruge mere tid på det og kigge på de spillere, som er i aktion,« siger den danske landstræner.

Været ude længe

Nicolai Boilesen har været fri af sin kontrakt med Ajax siden den 1. juli efter en sæson, hvor han blev holdt helt ude i kulden. Nicklas Bendtner har ikke haft en kontrakt med en klub, siden Wolfsburg ophævede aftalen med ham i midten af april. To særlige tilfælde på landsholdskarrierer, der er gået i den forkerte retning. Derfor kan Hareide heller ikke sætte en præcis tidsramme op for, hvor lang tid de to spillere skal præstere på et stabilt niveau for igen at kunne forvente et opkald i forbindelse med en landsholdsudtagelse.

»En ting er at kunne gå en tur i parken. Noget andet er at kunne løbe i Parken, kunne arbejde hårdt og være en konstant støtte for holdet. Vi må tage kontakt til klubberne, når de får en, og høre, hvordan det går. De mangler både grundformen og kampformen. Som jeg ser det lige nu, er det ikke andet at gøre end at se bort fra dem,« siger Åge Hareide.

I truppen til de to kommende kampe var det mest bemærkelsesværdige, at den gode sæsonstart i FCK har givet Peter Ankersen og Rasmus Falk plads i truppen på de 21 spillere, som efter weekenden får tilslutning af to yderligere.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: