Hvad gør man lige med 12 kg blåbær?

Hvad gør man lige med 40 bakker blåbær a 300 gram?

Det spørgsmål stod Henrietta Pedersen, ansvarlig for køkken og indkøb i Café Parasollen i Viby, med for en uges tid siden.

»Så må man være kreativ og bruge blåbær på flere måder,« siger hun og henviser til, at løsningen bl.a. gemte sig i den øvrige leverance fra Fødevarebanken.

»Jeg havde nemlig også fået fløde, som jeg piskede og blandede med blåbærgrød til en mousse. Jeg blandede det bare sammen og håbede på, at det lykkedes. Der blev også brugt blåbær i lagkager, og så har vi tit nogle gulerødder eller andet snack stående på disken, som vores gæster bare kan tage af. Det blev så blåbær i de dage,« fortæller hun.

Vi arbejder primært med fødevareindustrien og grossistdelen, fordi der netop i den del er meget store mængder af madspild.

Jesper Kinnerup, driftschef, Fødevarebanken driftschef, Fødevarebanken

Hun lagde til inspiration for andre køkkenledere fotos af lagkagerne og blåbærmoussen ud i Fødevarebankens Madunivers – en lukket brugergruppe på Facebook. Her deler modtagerne gode tips og idéer, så de får det bedste ud af råvarerne, og Henrietta Pedersen er meget aktiv.

Opfindsomhed er påkrævet, når råvarerne ikke altid er kendt på forhånd, og det har da også gjort planlægningen mere kortsigtet, erkender Henrietta Pedersen.

Mere variation og grønt

»Tidligere lavede jeg menuplanen en måned ad gangen. Nu er det på ugebasis, fordi jeg laver planen ud fra det ting, jeg får fra Fødevarebanken. Det er vigtigt for vores drift,« siger hun.

Café Parasollen betaler 10.000 kr. om året for at få madvarer leveret fra Fødevarebanken, og det har ifølge Henrietta Pedersen været en god aftale.

»I begyndelsen var vi meget skeptiske. Det var trods alt mange penge, som vi ikke vidste, hvad vi fik for. Men det har givet os større variation i menuen og mere grønt. Tidligere fik brugerne kun én slags fisk. Nu får de mange slags kød og fisk, som vi ikke tidligere har haft råd til at købe – f.eks. torsk, laks og oksemørbrad,« fortæller hun.

Mere mad bliver reddet

»Vi får også mange lækre økologiske varer. I forrige uge fik brugerne engelsk bøf af økologiske bøffer, og det havde de aldrig fået før.«

En middag hos Café Parasollen koster 42 kr. og med klippekort 35 kr. Derfor er billige råvarer en forudsætning, og leverancerne fra Fødevarebanken har da også gjort driften mere rentabel.

»Inden vi kom med i Fødevarebanken, havde vi en dårlig økonomi og mistede også medarbejdere. Men nu løber det rundt,« siger hun.

Ved at udvise opfindsomhed lykkes det ifølge køkkenchefen nogle gange at sammensætte menuer udelukkende baseret på råvarer fra Fødevarebanken.

Interesserede kunder

»Forleden fik de fyldt fiskefilet med rejer og champignon. Der havde jeg fået nogle kartoner tomatsuppe fra Knorr, som jeg brugte til sovs, og bagekartofler, som jeg skar ud i kartoffelbåde. Og så fik vi nogle gulerødder, som blev skåret ud i skiver og stegt på panden med noget sesam. Alt sammen fra Fødevarebanken.«

Caféen henvender sig til folk, som gerne vil have et måltid sammen med andre. Brugerne er typisk misbrugere og psykisk syge, ligesom caféen er base for en stor indvandrergruppe. Mange er også ensomme eller enlige.

Tonsvis af mad sættes i Fødevarebanken

»En mand, som lige har mistet sin hustru gennem 46 år, er lige begyndt at hente mad, fordi han, som han siger, ikke engang kan finde ud af at koge pasta,« fortæller Henrietta Pedersen.

Caféen er åben alle dage undtagen lørdag primært i tidsrummet kl. 9.30-15.30.

»Kunderne kommer i hele åbningstiden og er rigtig glade for at være hos os. Vi er deres hverdag. Mange af gæsterne er frivillige i køkkenet. Nogen af dem går med ud i Fødevarebankens bil for at se, hvad de har med. De går lige så højt op i det, som jeg gør.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: