I den portugisiske hovedstad tager frivillige fat på arbejde inden for velfærd, kultur og miljø, efter byen var Europæisk Frivillighovedstad 2015.

Tusinder af borgere udfører frivilligt arbejde af højere kvalitet, flere ønsker at tage frivillig del i udviklingen af Lissabon, og myndighederne i den portugisiske hovedstad er blevet bedre til at understøtte og udnytte det ulønnede arbejde.

Flere og flere involverer sig i byens kultur og miljø. Og derudover kan vi se, at de frivilliges arbejde bliver mere kvalificeret.

Inês Soares, sociolog, Lissabon

Ifølge Inês Soares har det været en stor succes for Lissabons kommune at være Europæisk Frivillighovedstad i 2015, hvor borgere engagerede sig i bl.a. at løse velfærdsopgaver, lave kulturarrangementer og sætte fokus på byens miljø.

Inês Soares er sociolog og ansat i afdelingen for medborgerskab i den portugisiske hovedstadskommune. Hun forklarer, at Lissabons borgere i dag tager et større medansvar for byens udvikling.

»Faktisk kræver folk at tage aktiv del i opgaverne i byen. Folk vil føle, at de betyder noget, at deres hjælp er værdifuld, og at den bliver anerkendt,« siger hun.

En kæmpe gevinst

Barcelona var i 2014 den første kommune til at være Europæisk Frivillighovedstad. Siden er titlen gået på skift til Lissabon og London, og i 2017 er det byen Sliga, Irland, der skal sætte fokus på frivilligt arbejde. I 2018 er det Aarhus’ tur, hvis kommunen vinder kandidaturet over den ene konkurrent, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Blandt de tidligere frivillighovedstæder er Lissabon med lidt over en halv mio. indbyggere mest sammenlignelig med Aarhus. Hovedstaden kan derfor stå som eksempel på, hvad der er i vente.

Kandidatur

Europæisk frivillighovedstad

  • European Volunteer Center med base i Bruxelles arrangerer konkurrencen om at blive europæisk frivillighovedstad.
  • Det er en uafhængig paraplyorganisation for over 80 organisationer i Europa.
  • Alle partier i Aarhus Byråd undtagen Liberal Alliance støtter det aarhusianske kandidatur som frivillighovedstad.
  • Foreløbig har 36 foreninger i Aarhus afgivet deres støtte til byens kandidatur.

Igennem knap 300 seminarer, konferencer og workshops i 2015 blev 108 organisationer og ca. 1.600 frivillige involveret i at sætte fokus på frivilligt arbejde. Inês Soares forklarer, at de frivillige især engagerede sig i velfærdsområdet og bl.a. hjalp hjemløse i Lissabon, mennesker med handicap, ældre og arrangerede aktiviteter for unge som lektiecaféer.

Men det frivillige fokus er ved at udvide sig.

»Flere og flere involverer sig i byens kultur og miljø. Og derudover kan vi se, at de frivilliges arbejde bliver mere kvalificeret, så organisationerne kan kræve højere viden og bedre færdigheder af de frivillige. Det er en kæmpe gevinst,« siger hun.

Inês Soares tillægger frivillighedsåret en stor del af æren for udviklingen af frivilligt arbejde i Lissabon. Hun har i en mail skrevet, at antallet af registrerede frivillige steg med 1.124 personer svarende til 47 pct., og antallet af frivilligorganisationer steg med 28 pct. i 2015.

Hjælp allerede nu

I Aarhus Kommune vil man bygge videre på det frivillige arbejde, der mobiliseres til kulturhovedstadsåret 2017, hvor 5.000 mennesker ventes af engagere sig.

Kommunens afdeling Sundhed og Omsorg har stået bag det aarhusianske kandidatur til Europæisk Frivillighovedstad 2018. Ifølge sundhedschef Annemarie Zacho-Broe har 1.200-1.500 personer foreløbig meldt sig klar til at hjælpe under Aarhus 2017.

»Der er endnu ikke så meget gang i kulturhovedstadsåret. Så vi overvejer at sige til dem, der allerede har meldt sig til at hjælpe i 2017, at vi kan pege på andre områder med brug for hjælp. Det kan f.eks. være på socialområdet, i Røde eller Blå Kors,« siger hun.

Virksomhedssamarbejde

Annemarie Zacho-Broe understreger, at den konkrete planlægning af frivilligåret først vil gå i gang i midten af 2017, hvis byen vinder titlen foran Rinkøbing-Skjern Kommune. Men sundhedschefen vil gerne løfte sløret for nogle indledende tanker.

Der vil bl.a. være fokus på at opbygge frivillige samarbejder med erhvervslivet i kommunen. Annemarie Zacho-Broe peger på projektet Genlyd som et godt eksempel. Her har kommunen indgået aftaler med apoteker i udsatte boligområder om at tage kontakt til kommunen eller frivillige organisationer, hvis apotekernes medarbejdere får kendskab til ensomme borgere i lokalområderne.

Men ulig under Aarhus 2017 skal aarhusianerne ikke forvente et væld af arrangementer i forbindelse med fejringen af de frivillige.

»Vores tilgang vil være mere temabaseret med områder, hvor vi gerne vil synliggøre værdien af frivillighed. Derudover vil vi fokusere på samarbejder med organisationer og erhvervslivet, fordi de er gode til at give frivillige oplevelser eller mulighed for at være del af noget større,« siger hun og nævner bl.a., at mange ældre var engageret i dette års DHL-stafet.

Vinderen af titlen som Europæisk Frivillighovedstad offentliggøres i begyndelsen af december.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: