IS er næsten fordrevet fra strategisk vigtig by i Syrien

Amerikansk støttede styrker, som kæmper mod militante fra gruppen Islamisk Stat i den nordlige syriske by Manbij, har “næsten vundet fuldstændig kontrol” over det strategisk vigtige område.

Det siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Oprørere i Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der omfatter den magtfulde kurdiske YPG-milits og arabiske krigere, indledte kampene ved Manbij for to måneder siden.

De støttes af amerikanske specialstyrker, som vil tvinge Islamisk Stat væk fra den sidste del af den syrisk-tyrkiske grænse.

Byen er ifølge amerikanske militærkilder ekstremisternes sidste kanal, hvorfra der bliver fragtet mandskab og udstyr fra Tyrkiet til Syrien.

USA sagde i juni, at op mod 40.000 civile var underlagt Islamisk Stat i Manbij.

En talsmand for SDF’s militære råd i Manbij, Sharfan Darwish, siger til Reuters, at kampene fortsætter, men at Islamisk Stat nu er fordrevet fra omkring 90 procent af byen.

– Der er stadig modstandslommer i byens centrum, siger Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

De kurdiske styrker, som spiller en hovedrolle i bekæmpelsen af Islamisk Stat, er kilde til diplomatiske spændinger mellem Tyrkiet og den USA-ledede koalition mod IS.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and