Kæmpetalent: For ung til at se biografhit – gammel nok til at være medaljehåb

Kanak Jha kunne ikke engang se over bordtennisbordet, da han som femårig begyndte at spille mod sin mor. Hun var nødsaget til at spille med ham, fordi ingen andre gad.

Oprindeligt var interessen for sporten da heller ikke synderligt stor – dengang var det fodbolden, som vakte drengens begejstring, men noget holdt ham alligevel i gang ved bordet i forældrenes garage.

Særligt dysterne mod storesøsteren, da han blev lidt ældre, drev ham frem, idet de begge kæmpede om at være bedst.

»Da han var seks eller syv år, havde han bare fornemmelsen for spillet,« har hans far, Arun Jha, udtalt til Business Insider, der lavede et større portræt af den blot 16-årige dreng, som er USA’s yngste OL-deltager ved legene i Rio.

Med fødselsdato den 19. juni 2000 er Kanak Jha er så ung, at han kun må se “Fifty Shades of Grey”, hvis han er ledsaget af en voksen.  Han er også den yngste mandlige bordtennisspiller nogensinde ved et OL og USA’s første deltager, der er født efter år 2000.

Alligevel kan han konstatere, at alderen ikke er en hindring for at få lagt et enormt pres på sine skuldre: I et indslag på NBC News bliver han fremhævet som USA’s helt store medaljehåb i bordtennis – sportsgrenen, som landet aldrig har vundet en medalje i, siden den blev introduceret på OL-programmet i 1988. Faktisk er ingen amerikansk bordtennisspiller nået længere end kvartfinalen.

»Jeg tror ikke, at det betyder noget, hvor gammel man er, for i sidste ende ønsker jeg bare at vinde,« siger han med et smil og bordtennisbat i hånden foran NBC News’ journalist.

Kanak Jha er den yngste OL-deltager i bordtennis og USA’s første OL-deltager, som er født efter år 2000. Foto: Julie Jacobson/AP

Alderen har da heller ikke været nogen sportslig hindring for ham. I 2014 blev han den hidtil yngste deltager ved VM, og som 13-årig var han blevet så god, at han spillede om det amerikanske mesterskab i samtlige aldersklasser. Det blev til 28 kampe ved US Nationals, hvoraf han tabte blot én; semifinalen i seniorklassen.

Så langt er ingen ungdomsspiller nogensinde nået før, har hans far fortalt. Det blev til guld i både U15-, U18- og U21-klassen. Og i år opnåede han så guld i seniorklassen.

Hans kvalifikation til OL var om muligt lige så imponerende. På udebane i Canada stod han – dengang som blot 15-årig – i den afgørende kamp mod den syv år ældre canadier Pierre-Luc Thériault.

I det syvende og afgørende sæt var Kanak Jha kommet bagud 0-5, og det lignede et nederlag. Lige indtil Kanak Jha scorede hele 11 point i streg – og vandt 11-5. OL-billetten var i hus.

Se det vilde comeback i nedenstående video (begynd ved 1:50:35).

Den sparsomme fritid går med at spille videospil og tage et skoleforløb over nettet. Han træner op til seks timer om dagen seks dage om ugen og flyttede sidste år til Halmstad i Sverige med sin søster, som også har taget sporten til sig på eliteplan, for at lære af de bedste trænere og træne med de bedste spillere.

Som 13-årig havde Kanak Jha besøgt byen og var blevet imponeret over klubben Halmstad BTK’s professionalisme – særligt dens fokus på den fysiske træning uden bold og bat bemærkede han.

»Sommetider har man da hjemve, men jeg rejser meget – også før jeg flyttede. Det hjælper også, at jeg har min søster, for jeg kan heller ikke lave mad,« siger han til Business Insider.

Med sine OL-holdkammerater bag sig fik Kanak Jha æren af at kaste den første bold på sin 16-års fødselsdag i baseballkampen mellem Atlanta Braves og New York Mets. Foto: Kathy Willens/AP

OL-landsholdets træner har også store forventninger til det unge talent, som skal retur til Halmstad for at træne videre, når OL er overstået.

»Han har evnerne i sine hænder, en fast beslutsomhed og sætter man det hele sammen, får man et stort talent,« siger Massimo Costantini til NBC News.

Kanak Jha kan også glæde sig over, at han qua sin unge alder faktisk når at spille på hold med sit helt store idol Timothy Wang, der ligeledes er en del af OL-holdet.

»Han er ligesom en hund, der bider sig fast i ens ben og bare ikke vil give slip, uanset hvor meget du forsøger at ryste ham af,« siger Timothy Wang om sin unge holdkammerat.

Hans søster, Prachi Jha, er i øvrigt også på det amerikanske landshold, men ikke kvalificeret til OL.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: