Kommentar: Når direktøren eller en af os andre bliver fyret

Synnøve Søe

Fyret. Uha, hvad gør man?

Min drengekammerat, der bor i Mårslet med sin kone, havde brug for at snakke med mig forleden. Han havde også brug for at komme væk og for at gå kilometer efter kilometer inde i Aarhus helt ud til Tangkrogen på vej mod Moesgaard Museum og tilbage gennem byen igen og helt ned til Havnens Fiskehus, Aarhus’ mest happening fiskeforretning, som nærmest ikke er til at finde, i alt det roderi der har varet meget længe nu, forståeligt nok fordi der er ved at blive bygget og skabt et helt nyt havnekvarter, I ved det, Ø-kvarteret.

Min kammerat og jeg købte halvandet kg krabbeklør hos Havnens Fiskehus, noget hjemmelavet aioli og et par flasker hvidvin – Chablis 2014 Billaud-Simon – og på vejen hjem til mig med krabbekløerne i en pose med knust is – det er en lang tur – købte vi et fransk flute hos Langenæsbageren, og således bevæbnede med lækkerier begyndte en aften, hvor min kammerat fortalte om de svære udfordringer, han er ude for i denne tid.

Philip er lige blevet fyret. Der var tre andre, der også blev bedt om at rydde deres skrivebord samme dag. Ingen af dem havde gjort noget, de var bare blevet overflødige, sparet væk, farvel og tak og good luck fremover.

Min kammerat – nej, jeg er ikke ”a friend with benefits”, jeg er hans ven – han er 51 år, uddannet cand.merc., han er far til to voksne piger og har været gift i mange år med sin kone, som han elsker højt, »men jeg kan ikke snakke med hende, som jeg kan med dig, du ved, at hun også holder af dig. Hun er rigtig glad for, at jeg har nogen, der lytter på den her måde …«

Philip er lige blevet fyret. Der var tre andre, der også blev bedt om at rydde deres skrivebord samme dag. Ingen af dem havde gjort noget, de var bare blevet overflødige, sparet væk, farvel og tak og good luck fremover.

En stor og god månedsløn fik min kammerat, før han blev fyret – jeg mener, en temmelig god løn, men han havde ingen forsikring mod tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med arbejdsløshed, »det har jeg da aldrig tænkt på …«

Han blev fyret i april, og her den 1. august fik Philip udbetalt sin sidste løn.

»Jeg har været med i Akademikernes A-kasse, siden jeg blev færdig på universitet, det er jo mange år siden, og jeg husker, at jeg grinede, da jeg fik en besked fra A-kassen ved juletid, om at kontingentet ville stige med 15 kr. fra 1. januar i år. FEMTEN KRONER! Hahaha! Man tror jo, det er løgn, 2016 og 15 kr. Jeg mener, man kan jo nærmest ikke engang købe to æbler for det beløb.«

Virkeligheden nu her pr. 1. september for Philip og hans kone med millionvillaen i Mårslet er, at han som fuldtidsforsikret i Akademikernes A-kasse får 836 kr. om dagen før skat (fem dage pr. uge). En helt uoverskuelig indtægtsnedgang. Villaen, der er pænt store lån i den, og forældrekøbslejlighederne til de to døtre er sat til salg, men er der købere, og hvor skal de så bo? Philip, hans kone, der er uddannet sygeplejerske, men har gået hjemme i mange år, og de to døtre, hvad skal de leve af? Alene på Philips bankkonto bliver der trukket omkring 32.000 kr. om måneden til udgifter. Kontingentet til Akademikernes A-kasse er den mindste post.

427 kr. pr. måned.

Vi har det sjovt i min lejlighed, Philip, krabbekløerne og jeg, men jeg har ingen hammer til at smadre krabbernes stenhårde skal med.

»Hold nu op, rolig, har du er tung pande,« spørger Philip, og dét har jeg, og så er det op på spækbrættet med krabbekløerne og Philip hamrer til med den sorte smedejernspande og – jamen, vi griner, så jeg tror, vi begge to skal falde døde om – og krabberne flyver rundt i luften også ned på gulvet i mit mikrokøkken; nogen lander helt inde i stuen. Forestil jer lige, at jeg har den mindste lejlighed i verden eller i hvert fald i Aarhus, og jeg hopper rundt og samler skaller og smadrede krabbeklør med hvidt lækkert kød op og drikker den gode hvidvin fra Havnens Fiskehus, og vi griner og griner over de flyvende krabbeklør, men bag grinene ligger Philips og hans families virkelighed.

»Et er min løn, det i sig selv er fuldstændig umuligt at tænke på, at den har jeg ikke nu, men du ved jo, hvor meget jeg gik op i mit arbejde, kollegaerne, hvor meget tid jeg brugte i perioder nærmest nat og dag, og min faglige stolthed, dét jeg kan, jeg er så stolt over, at jeg har været med til at rejse firmaet og få styret det igennem finanskrisen, det var godt nok tæt på, men jeg var med, jeg ved, det også er min fortjeneste, at vi kom godt ud af det. »Vi?« Philip sukker.

»Det er nærmest uudholdeligt, at der ikke er noget ”vi” mere, forstår du det? Jeg har mistet mit job, men også en stor del af mig selv, af mit liv.«

Jeg nikker. Jeg lytter, og jeg ønsker, at nogen snart hyrer min kære kammerat, så alt bliver godt igen,

men …

Min klump i halsen hjælper ingenting på det her. Heller ikke et knus og da slet ikke en kommentar om, at ”verden er jo ikke gået under, der kunne været sket meget værre ting.”

Nogle gange er nærvær det bedste. Bare at være der og lytte.

Da Philip skulle hjem, og vi egentlig havde sagt farvel, vendte han sig om og så på mig, da han stod ude ved elevatoren.

»Jeg er bare så ked af det.«

Jeg nikkede igen.

»Det forstår jeg godt, Philip.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: