Kommentar: Nikolaj skal være far

Synnøve Søe

Min telefon ringer. Jeg ruller i dyb søvn rundt efter mobilen, der ligger i vindueskarmen.

»Hallo?«

»Hej, kommer du ikke ud til mig?« spørger min kammerat Nikolaj.

»Hvad er klokken, og hvor er du?«

Puha, jeg føler mig allerede fanget for resten af mit liv.

»Den er lidt over fire, det er solopgang om en time, jeg fisker, men har ikke fanget noget endnu.«

»Hvor er du?« gentager jeg.

»Mellem Tangkrogen og Moesgaard, nærmest på midten af stranden, bare gå til højre fra Tangkrogen, så finder du mig.«

»Det er jo bælgravende mørkt, og jeg ligger så godt her, det må blive en anden gang, så kan vi også gå derud sammen.«

»Men for fanden, jeg bliver far om et par dage, det ved du jo godt.«

»Og?«

»Så er det slut, så kan jeg ikke gøre det her mere, kom nu. Desuden er jeg også kørt ind i et træ på mountainbiken.«

»Oh my God, Nikolaj, du er pissefuld eller hvad?«

»Ha ha, ja. Kom nu herud, det bliver en fantastisk solopgang, der er ikke en sky på himlen, og her er ikke koldt, ikke sådan, men tag en trøje på alligevel.«

»Glemt det. Jeg kommer ikke, det må altså blive en anden gang.«

Klokken var lidt over fem, da det kimede på min dørtelefon. Det var Nikolaj.

»Gi’r du en kop kaffe?« spurgte han, da jeg havde lukket ham ind i lejligheden.

Jeg nikkede.

»Du bløder lidt på næsen, du har skrabet den i styrtet, og dit venstre øje er jo helt blåt og hævet, altså Nikolaj.«

»Cyklen ser værre ud,« grinede han. »Hvor er det nu, du gemmer dit skakspil?«

Jeg havde sat kaffevand over og pegede på mit mørke sofabord.

»Dernede på hylden.«

»Super.« Nikolaj satte sig til rette i min sofa, han halede skakbrættet frem og begyndte at stille brikkerne op. Jeg satte en kop kaffe foran ham.

»Nej, gider alligevel ikke kaffe,« sagde han og rejste sig, samtidig med at jeg satte mig ned. Han gik over til en stor vadsæk, den lignede noget, man havde korn i, når man skulle til møllen i gamle dage. Jeg spurgte ikke, hvor han havde støvet den op henne.

»Her.« Nikolaj rakte mig en dåse Guld Tuborg.

»Nej tak, du, hvad er der med dig, klokken er ikke engang halv seks? Er du nervøs for fødslen, er det det?«

»Næh, det er jo ikke mig, der skal føde, gudskelov da.«

»Det siger jeg også,« sagde jeg og snuppede en løber fra Nikolaj.

»De er dygtige på Skejby, har jeg hørt mange sige.«

»Okay.«

Med et klik åbnede Nikolaj dåsen og drak og drak. Længe.

»Det var det, fandme godt det her, men jeg gik glip af solopgangen, nå, en mere, det skal jeg da ha’.« Han rejste sig igen og kom tilbage med tre dåser.

»Jeg er ikke spor bange for fødslen, jo, bange for at jeg ikke tuder som alle andre vakkelvorne mænd i Danmark, men.«

»Hvor er du hård,« sagde jeg og tænkte for mig selv, at den her opførsel slet ikke lignede Nikolaj, godt nok er han kun 26, men alligevel. Meget lidt tiltalende.

»Du har da sagt til mig mange gange, at du glædede dig over Emmas graviditet, du har også lagt, jeg ved ikke hvor mange billeder på Facebook, også scanningerne, og fortalt, at hun skal hedde Amanda, hvad sker der for dig?«

»Jeg skal være far.«

»Det ved jeg.«

»Slut med dåsebajere og fisketure midt om natten. Jeg har sat mountainbiken til salg i Den Blå Avis og flere steder på Facebook i går, men nu er den jo nærmest flad efter den irriterende træstamme, der stod i vejen. Det er ikke nemt, det her, men det er det jo ikke, når alt det sjove er slut.«

»Så er det heller ikke værre.«

»Jo.«

Vi spillede skak i et par timer. Jeg vandt. 3-2.

»Du har held i kærlighed,« sagde jeg og pakkede spillet sammen og satte det ned under sofabordet igen.

»Puha, jeg føler mig allerede fanget for resten af mit liv.« Nikolaj hvilede sit ansigt i sine hænder. Han så så opgivende ud.

»Det er ikke nemt, jeg har bare lyst til at løbe væk, altså rigtig væk. Meget langt væk. Held i kærlighed? Hahaha!«

»Kaffe,« spurgte jeg og rejste mig.

Nikolaj rejste sig også.

»Der er ikke flere øl, pis, har du nogen?«

»Nej, desværre.«

»Så er jeg den, der er gået.« Han hev vadsækken med den lange fiskestang, der stak ud foroven, op på ryggen.

»Ses.«

»Ses, helt sikkert,« sagde jeg og strøg ham venskabeligt over ryggen.

»Husk nu, at du har held i kærlighed,« sagde jeg og smilede, da han gik ind i elevatoren.

»Som om …,« svarede Nikolaj og forsvandt.

To dage senere ringede Nikolaj ved firetiden. Jeg tog den igen.

»Hallo …?«

»Jeg er blevet far, jeg er blevet far! Amanda er blevet født!«

Jeg satte mig fluks op i sengen.

»Tillykke, Nikolaj, kæmpestort tillykke og masser af kærlighed til jer alle tre, gik det godt?«

»Ja. Er du klar over, hvor stort det her er, jamen, det kan man jo ikke forklare, det er for vildt!«

»Man bliver nærmest helt religiøs af sådan en fødsel, jeg ved det.«

»Præcis, jeg har sagt tak og tak. Tak til Emma og tak til personalet og tak, fordi jeg selv blev født og kan opleve det her, og tak lige ud i luften, du ved, jeg holdt Amanda op mod loftet, og nærmest råbte mit tak.«

»Hvor er du sød, som en pokal, som en triumf,« sagde jeg.

»Rigtigt, måske er en tak ud i luften eller op mod loftet en slags tak til Gud, det der du siger med nærmest at blive religiøs,« sagde Nikolaj med en stemme, der lød gladere end glad. Også denne nat på grænsen til en solopgang lød han meget fuld. Fuld af glæde, fuld af lykke og fyldt op af at være far.

»Hva’ så Nikolaj, græd du?« spurgte jeg drillende.

»Ja … Og nu begynder jeg sgu igen.«

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: