Kronik: Børneunderskud truer den vestlige verden.

Den internationalt anerkendte demograf Paul Demeny har for nylig i en artikel fastslået, at Europa har to demografiske kriser (se fodnote).

Allerede i dag har adskillige europæiske lande fødselsunderskud, dvs. at antallet af døde overstiger antallet af levendefødte.

Den første er det aktuelle migrationspres fra Mellemøsten og Afrika. I 2015 søgte mere end én million udlændinge asyl i EU. De foreløbige tal for 2016 tyder på en fortsættelse af indvandringspresset. Disse indvandrere har medført store problemer for de europæiske velfærdssystemer, fordi migranterne i vid udstrækning mangler de fornødne kvalifikationer til at kunne indgå i arbejdsstyrken og dermed bidrage til samfundsproduktionen. For eksempel for Danmarks vedkommende opgjorde centraladministrationen, at der i 2010 var tale om en årlig omfordeling over den offentlige sektor til de nye ikkevestlige indvandrere på ikke under 16 mia. kr. Det er ressourcer i et omfang, som for eksempel havde kunnet nedbringe den danske overdødelighed af kræftsygdomme og hæve kvaliteten af plejen til vore sengeliggende ældre til det niveau, de selv mente var nødvendigt.

En betragtelig del af migranterne er muslimer, som ofte tager afstand fra integration i den vestlige samfundsform. Modstandere af integrationen bliver støttet økonomisk og politisk fra ressourcestærke regeringer i mellemøstlige lande som Iran og Saudi-Arabien. Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, sagde i 2013 til en forsamling af islamiske lærde fra hele verden, at »alle dele af menneskeheden bør opnå den type civilisation, der er specificeret i den hellige Koran.« Udviklingen i de internationale vandringer har derfor også skabt betydelige kulturelle spændinger.

Håndteringen af dette migrationspres har fra EU’s og fra dansk politisk side været præget af stor uforstand. På trods af, at FN’s flygtningekonvention fra 1951 kræver personlig forfølgelse, hvis man skal anerkendes som flygtning, gav den tyske kansler Angela Merkel i 2015 umiddelbart flygtningestatus til alle fra Syrien. Da en strøm af asylsøgere fra Syrien og fra andre lande gennembrød den dansk-tyske grænse og fortsatte ind i Danmark på motorvejen uden kontrol, udtalte den danske justitsminister sin anerkendelse af politiets passivitet.

Dette var symptomer på, at Schengen-aftalen, som skulle sikre fri bevægelighed inden for EU, reelt var brudt sammen med det resultat, at mange EU-lande nu har etableret egen grænsekontrol. EU’s passivitet har således medført sammenbrud for det måske vigtigste projekt i institutionens hidtidige historie.

Medens denne demografiske krise har fyldt meget i nyhedsmedierne – omend i en skæv vinkel, hvor deltagere i vandringerne oftest blev omtalt som flygtninge – har den anden demografiske krise kun i ringe grad pådraget sig nogen opmærksomhed, nemlig de europæiske befolkningers utilstrækkelige reproduktion.

Der fødes for få børn til blot at holde befolkningstallet konstant. Siden 1960’erne har samtlige EU-lande oplevet et meget betragteligt fertilitetsfald. I så godt som alle EU-lande er det gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde i dag under to. Nedgangen har været særlig markant i Tyskland, i Syd- og Østeuropa samt de baltiske lande, hvor det gennemsnitlige antal levendefødte pr. kvinde i dag er omkring halvanden eller derunder. Da der med det europæiske dødelighedsniveau kræves knap 2,1 levendefødte pr. kvinde for på langt sigt at kunne opretholde befolkningens størrelse uden indvandring, er fertiliteten altså alt for lav til, at Europa kan reproducere sig selv. Allerede i dag har adskillige europæiske lande fødselsunderskud, dvs. at antallet af døde overstiger antallet af levendefødte.

Bag fertilitetsnedgangen ligger dybtgående holdningsændringer i de europæiske samfund. Den mest centrale er formentlig, at idéen om økonomisk og social ligestilling mellem kønnene i dag er blevet alment accepteret. Kvindens nye rolle har overalt i Europa givet sig udtryk i et højere uddannelsesniveau og en stærkt øget erhvervsdeltagelse. Disse ændringer har gjort det hensigtsmæssigt for de enkelte familier at reducere børnetallet. Antallet af børn må ikke blive så stort, at det kommer i konflikt med de forventninger mht. uddannelse, erhvervsdeltagelse og levestandard, som næres af begge forældre.

Begrænsningen af fødslerne er samtidig blevet lettet af adgangen til mere sikre og bekvemme præventionsmidler, særlig p-pillen. Endvidere er adgangen til abort gennemgående blevet stadig lettere.

Denne situation vil føre til en stadig formindskelse af den oprindelige europæiske befolkning og til en voksende andel af ældre. Dette fænomen har som nævnt kun påkaldt sig beskeden interesse, selv om netop det lave fødselsniveau på længere sigt vil medføre disse afgørende ændringer i de europæiske samfund. Grunden til den manglende opmærksomhed i medierne og de politiske cirkler er formentlig bl.a., at ændringerne i den europæiske befolknings størrelse og struktur foregår meget langsomt og f.eks. er beskeden i løbet af perioden mellem to valg til parlamentet.

Siden fertilitetsnedgangen begyndte for årtier siden, er fødselsoverskuddet i EU blevet stadig mindre og er efter 2015 blevet til et fødselsunderskud. Det betyder, at en befolkningstilvækst må ske i kraft af indvandring. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en befolkningsfremskrivning for perioden 2015-2080, som er udarbejdet af EU’s statistiske kontor Eurostat. For hele perioden påregnes en svag befolkningstilvækst, nemlig fra 508 mio. til kun 520 mio. Samtidig sker der omfattende ændringer i befolkningens aldersfordeling. Medens antallet af personer i de produktive aldersklasser (15-64 år) falder med 42 mio., stiger antallet af ældre med 55 mio. Det betyder færre hænder til at forsørge de ældre og dermed pres på skattesystemet og den sociale sektor. Men nok så væsentligt er det formentlig, at der blot for at hindre befolkningstilbagegang i Europa må være et indvandringsoverskud. Da indvandringen først og fremmest må påregnes at komme fra Mellemøsten og Afrika (asylsøgere, familiesammenføring mv.), sker der en befolkningsudskiftning af europæere til fordel for mennesker fra en ikkeeuropæisk – i betydelig grad muslimsk – kultur.

Hvis man, som der er gode grunde til, anser denne udvikling for på længere sigt at indebære en trussel mod ikke kun de europæiske velfærdssamfund, men også mod fundamentale europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, og respekt for seksuelle minoriteter, er der kun én vej ud af dilemmaet, nemlig en familiepolitik, som øger fødselstallet af europæere. En sådan politik vil udover at sikre et større indslag af europæiske værdier også modvirke befolkningens aldring.

Der vil formentlig de fleste steder i Europa være tilslutning til, at en sådan ny familiepolitik ikke må lægge begrænsninger på den økonomiske og sociale ligestilling mellem kønnene. Man kan derfor forestille sig, at hvis europæerne i de nærmeste år beslutter at øge deres eget bidrag til opretholdelsen af folketallet, vil en sådan befolkningspolitik sigte mod at bevare kvindernes aktive tilknytning til arbejdsmarkedet, og samtidig øge tilbøjeligheden hos de europæiske par til at ønske sig at få tre i stedet for kun to børn.

Befolkningspolitikkens nærmere indhold kan være svært forudsigelig. Måske vil politikerne vælge for eksempel at støtte de nyere tendenser til, at man kan passe arbejdet hjemmefra og få adgang til at benytte børneinstitutioner på deltid og med tilsvarende lavere betaling. Man kan også forestille sig mere politisk støtte til au pair-arrangementer og øget skattepolitisk favorisering af børnefamilier med de største forøgelser til netop familier med tre børn.

Derimod er det ikke svært at forudsige, at en sådan væsentlig mere aktiv europæisk befolkningspolitik vil være kostbar. Den tungeste grund til, at europæerne måske alligevel vil gå denne vej er, at valget af at opretholde Europas folketal ved hjælp af vandringer fra Mellemøsten og Afrika vil være langt mere kostbart, både økonomisk og kulturelt.

Paul Demeny: Europés Two Demographic Crises: The Visible and the Unrecognized. Population and Development Review 42(1):111-120 (March 2016).

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: