Kronik: Dansk kultur midt i en ny guldalder

Det går på mange måder godt i dansk kulturliv, men kulturen svigtes, hvis vi ikke tør udvise lederskab og foretage visse valg. Så meget har jeg lært i mit første år som kulturminister.

Dansk kultur og kunst er i god gænge. Med næsten fjorten millioner solgte billetter sidste år klarede de danske biografer sig historisk godt – og næsten hver tredje billet blev købt til en dansk film. Gæsterne strømmer til de danske museer, der sætter nye rekorder hvert år. Der kommer nu flere gæster på kunstmuseerne end til fodboldkampene. Så sig ikke, at kulturen er for snæver!

Uden for landets grænser går dansk kultur som varmt brød. Danske tv-serier er populære og verdenskendte, vores designere og arkitekter er efterspurgte – og i den danske kunstverden tales der nu om en ny guldalder, fordi der er så mange fremragende kunstnere, som bryder frem.

Men i kulturpolitikken er inertiens kraft enorm. Det er vanskeligt at prioritere noget nyt, fordi selv små ændringer kan føre til enorme protestaktioner.

Det danske kulturliv bliver skabt og formidlet med både hjerte og sjæl. Professionelle og frivillige brænder for deres områder, uanset om det er teater, film, museer, biblioteker, billedkunst, idræt eller folkeoplysning. Det er en fornøjelse at opleve på tæt hold. Potentialet er stort, men vi kan gøre det endnu bedre. Vi skal styrke og støtte talenterne, så nye stjerner dukker op. Vi skal f.eks. styrke de stolte danske håndværkstraditioner, så vi får en strøm af nye Georg Jensener, Bjørn Wiinblader og Børge Mogensener.

Vi må ikke stirre os blinde på en årlig reduktion i den samlede statslige kulturbevilling på godt 1 pct. I stedet skal vi kaste os over mulighederne for at få mest muligt ud af de 99 pct., vi har tilbage. Danmark er stadig i top, når det gælder offentlig støtte til kunsten og kulturen. Vi investerer for eksempel langt mere end de fleste andre europæiske lande. Italien er blevet fremhævet som et land, der satser på kulturen, men sandheden er, at Italien kun støtter kulturen med 0,7 pct. af bnp, mens Danmark – ifølge seneste tal fra Eurostat fra 2014 – tegner sig for et af de højeste bidrag i Europa på 1,8 pct. Danmark investerer også mere i kulturen – pr. indbygger – end lande som f.eks. Sverige, Tyskland og Frankrig.

Jeg fik i foråret under et samråd i Folketinget bekræftet, at den økonomiske ramme næppe ændrer sig, hvis regeringsmagten skifter. ”Mere og bedre kultur for færre penge” vil være et mantra for kulturlivet i mange år. Den udfordring skal bruges konstruktivt, og der skal forberedes nogle vanskelige valg. Ellers vil problemerne hobe sig op. For selv om meget går rigtig godt, er det tydeligt, at pengene ikke altid bruges optimalt.

Vi må hele tiden ændre og skære til, så det mest værdifulde fredes eller styrkes på bekostning af noget af det, der bedst kan undværes eller reduceres. Det er først og fremmest en politisk opgave, men det er ikke noget, jeg kan gøre alene som kulturminister. Jeg er heldigvis ikke kulturdiktator! Og kulturpolitikken må og skal have bred politisk opbakning. Den kommer kun, hvis vi også får opbakning fra kulturlivet, eksperterne og borgerne.

Desværre oplever jeg indimellem, at kulturpolitikken er præget af en vis vanetænkning og konfliktskyhed. Det er meget svært at ændre noget som helst. Burde ikke netop kulturlivet være præget af nytænkning? På andre politikområder er vi i stand til at skabe reformer, når der er behov for det. Men i kulturpolitikken er inertiens kraft enorm. Det er vanskeligt at prioritere noget nyt, fordi selv små ændringer kan føre til enorme protestaktioner.

Det skyldes måske, at kulturen er et område med mange små puljer og talrige mindre og større institutioner, sekretariater og uddannelsessteder, samt en stor portion selvstændige kunstnere. Formelt er de uafhængige, men reelt er de økonomisk afhængige af stat og kommuner. Det er et følsomt område, hvor mange institutioner og kunstgenrer indgår i en delikat balance. Man kan blive bekymret for, om hele bygningen vælter, hvis man flytter en enkelt brik.

Vi risikerer desværre, at intet nyt kan opstå, fordi eksisterende institutioner og tilskud lægger beslag på alle de økonomiske midler. Fornyelse forudsætter, at både kulturpolitikerne, kulturinstitutionerne og kunstnerne er modige nok til at se på området med friske øjne.

Man kan ikke bebrejde de enkelte institutioner og kunstnere, at de slås for deres bid af kagen. Det er kærligheden, der driver værket! Men samtidig har kulturpolitikerne en pligt til at se på det store billede og udvise mod frem for at hænge fast i, hvad det etablerede har brug for.

Mod og kærlighed, det er, hvad der er brug for. Som Lea Korsgaard, Zetland, sagde i en sommerudsendelse i P1.

Lad mig give en håndfuld eksempler på områder, hvor man kunne ændre noget:

I Danmark har vi en række fremragende symfoniorkestre. Men hånden på hjertet, så har de efterhånden svært ved at opføre symfonier af Mahler eller Bruckner eller andre store romantiske værker, fordi de måske ikke længere har råd til fuld bemanding. Kunne man ikke tænke mere kreativt her? Ville det give bedre musik for pengene, hvis nogle orkestre satsede på øget samarbejde og delte nogle musikere eller slog sig sammen, hvor det giver mening?

I Danmark har vi også en række fremragende museer. De fleste af dem er statsanerkendte og får del i omkring 380 mio. kr. på finansloven. Nogle af dem er i verdensklasse, andre kunne bruge en økonomisk opmuntring eller et venligt skub i retning af samarbejde eller fusion. Men det eksisterende system med statsanerkendelse står i vejen for både fornyelse og konsolidering. Historiske bindinger gør det vanskeligt at omfordele pengene, og man kan i mange tilfælde ikke anerkende nye museer, fordi de bestående museer beslaglægger midlerne. Kan vi ikke gøre det på en smartere og mere fornuftig måde?

Er det muligt at skabe bedre samarbejde mellem museerne? Eller inddrage andre brancher – som f.eks. turisterhvervet? Og kan vi fra politisk hold gøre noget for at skubbe på?

København har hele 12 såkaldte små storbyteatre. De får et stort tilskud, men til gengæld er der mange af dem. Det er jo i udgangspunktet glædeligt, at vi har så mange fremragende teatre at vælge mellem! Men vi skal passe på, at teatrene ikke udvander hinanden. Ville det være bedre, at man samlede indsatsen og så til gengæld virkelig skabte noget stort ud af de mange små? Man kan jo smøre smørret så tyndt, at man slet ikke kan smage det.

I folkekirken er der erfaring for, at færre gudstjenester kan øge det samlede fremmøde, fordi det ganske enkelt er trist at sidde i en tom kirke. Gælder det samme for visse forestillinger?

Der er mange andre ordninger, som ikke virker tidssvarende. Hvorfor har vi både en mediestøtteordning for aviserne og en medieaftale for public service-medierne, når de i fremtiden alligevel i stigende grad vil udkomme digitalt? Hvorfor har vi hele tre sekretariater for den rytmiske musik, når ét måske kunne gøre t lige så godt? Hvorfor er der flere store paraplyorganisationer i foreningslivet, når de laver nogenlunde det samme? Hvorfor har alle universiteter og forskningsinstitutioner deres eget forskningsbibliotek, når ni ud af ti udlån alligevel er digitale?

Måske er der gode forklaringer på, at status quo er, som den er. Måske kan det ikke gøres anderledes. Men skulle vi ikke prøve alligevel!

Vi ved, at det kan lade sige gøre at skære igennem, når der er fælles vilje til det. Ved den seneste ændring af museumsloven i 2012 fik man faktisk gennemført en del ændringer. Og ved den brede politiske stemmeaftale om idrætsområdet i 2014 satte man nye rammer for fremtidens idrætspolitik på et ellers fastlåst område. Også i 2014 lykkedes det at samle uddannelserne på scenekunstområdet i en forbilledlig model fra sommeren 2015.

Selv har jeg taget initiativ til et stort møde på Rødding Højskole, tirsdag og onsdag i denne uge, hvor repræsentanter fra hele kulturlivet vil mødes. Jeg lægger op til en bramfri og frugtbar debat, som jeg håber bliver præget af både mod og kærlighed til kunsten og kulturen.

Røddingmødet bliver forhåbentlig begyndelsen til en ny tradition ligesom Sorø-møderne, som jeg startede i 1980’erne. Jeg håber, rigtig mange vil deltage i debatten om fremtidens kulturliv. De økonomiske rammer er lagt. De bliver næppe ændret, heller ikke ved et regeringsskifte. Nu gælder det om at få mere ud af det, vi har.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: