Kvindeliv: Stine Spedsbjerg tegner sit liv i streger

Skal jeg ikke have knolden med? Den er efterhånden blevet mit kendetegn,« spørger Stine Spedsbjerg, da hun stikker hovedet gennem det lille hul på det to meter høje papirlærred. På papiret ses en gengivelse af hendes krop, som hun selv har tegnet. Med en spinkel streg har hun skildret sig selv, som hun har gjort utallige gange før. Benene er tykkere end i virkeligheden, og i armene holder hun sin kat. På det ene ben kan skimtes en tatovering ved buksekanten, og alle detaljer i cardiganens mønstre er gengivet. Det eneste, der mangler for at fuldende selvportrættet, er tegnerens ansigt.

Stine Spedsbjerg er vant til at udstille sig selv i sjove og akavede situationer. I en årrække har hun tegnet sin hverdag på bloggen StineStregen.dk. Blandt de humoristiske striber har læserne også kunnet finde tegninger, hvor Stine Spedsbjerg skildrer de dage, hvor livet er hårdt. Nu har hun kastet sig over et nyt projekt, hvor hun skildrer følelsen af at have kærestesorg. Bogen portrætterer det tidsrum, hvor man går fra at føle, at kærestesorgen gør så ondt, at man skal være ulykkelig resten af livet, til vendepunktet hvor man endelig er klar til at samle det knuste hjerte op og se, at der er håb forude.

Når noget føles som et tabu, skal man kunne fortælle om det. Man skal være ærlig, når man bruger sig selv. Det gælder om ikke at skabe et poleret glansbillede.

Stine Spedsbjerg, tegner og blogger

»Jeg har prøvet at tegne kærestesorg som en universel følelse, der kan ramme alle. Derfor er bogen så åben, at alle kan læse med, men jeg er stadig så personlig, at det er min fortælling,« siger Stine Spedsbjerg.

Hun har tegnet, siden hun var lille, og de seneste år har blyanten været et redskab til at hjælpe hende med at kunne se sine oplevelser i et nyt perspektiv.

»Jeg har altid været glad for at tegne, og jeg har fundet ud af, at jeg kan bruge tegningerne til at bearbejde de ting, jeg oplever, Når jeg tegner en begivenhed, kommer jeg til at se den udefra, fordi tegningen henvender sig til andre end mig selv,« forklarer Stine Spedsbjerg.

Hendes debut i bøgernes verden ramte de danske boghandlere i foråret. Det er en fortælling, der er fortalt med tegninger fordelt på tredive postkort. De enkelte billeder har en titel, men ellers er det en ordløs fortælling, hvor hendes tegnede alter ego står midt i sin kamp for at komme ud af følelsernes vold.

Ikke en bestemt fyr

På bogens første sider kæmper hovedfiguren med bruddets barske realiteter. På en tegning har hun har tabt hjertet på vejen, mens regnen siler ned. På et andet billede idylliserer hun minderne om tiden med kæresten, mens hun knuger sig til hans efterladte tøj. Endelig er der en tegning, hvor hun iført nattøj trækkes ned i mørket af hjertet, som hun har bundet til sine fødder, inden hun på det næste billede drukner sin hjertesorg i champagne.

STINE SPEDSBJERG

Stine Spedsbjerg (f. 1980) er kendt som Danmarks første tegneserieblogger.

Hun er født i Ribe og vokset op i Askov. I dag bor hun i København, hvor hun har plads på et kontorfællesskab.

Stine Spedsbjerg er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun blev færdiguddannet i 2009.

I 2008 oprettede hun bloggen StineStregen.dk, hvor hun ville tegne en tegning fra sit liv hver dag i et år. Bloggen blev sat på pause i foråret 2015, men var indtil da en af landets mest læste tegneserieblogs.

I dag har hun den engelske blog strictlystine.com, hvor hun lægger tegninger og fotografier op i forskellige formater.

Stine Spedsbjerg modtog i 2016 prisen som årets Bladtegner.

Ifølge Stine Spedsbjerg består kærestesorgen af en række faser, som alle skal igennem for at komme ud på den anden side. Romanen er ikke tegnet, mens hun selv har været påvirket af et brud med en kæreste, men fortællingen repræsenterer i stedet summen af alle kærestesorger.

»Jeg ville ikke have lavet bogen, mens jeg stadig var i kærestesorg og styret af følelsernes vold. Når jeg er ramt af kærestesorg, tænker jeg mere på, at jeg ikke skal være så ynkelig. Det er først bagefter, at jeg kan se mine reaktionsmønstre udefra,« siger Stine Spedsbjerg.

Fyren i bogen er derfor ikke en gengivelse af en bestemt mand i Stines liv. Hans udseende matcher heller ikke nogle af hendes tidligere kærester, og det er der en bestemt grund til, fortæller hun.

»Der skal ikke være en fyr, der bagefter kan sige: “Det var mig, hun havde svært ved at komme sig over.” Jeg har derfor tegnet en mandehestehale på fyren, så han er kommet til at ligne en mandlig udgave af min figur,« fortæller Stine Spedsbjerg.

Der er derfor tale om en fiktiv fortælling, hvor hun har gengivet følelser og erfaringer fra sit eget liv. I den fortælling er der plads til tegninger af smerten ved at ligge alene i sengen, eller de akavede situationer hvor hun fortæller om sin kærestesorg på en bar. Men selv om fortællingen går tæt på hendes følelsesliv, så er der også grænser for, hvad der bliver fortalt.

»Der er mange, der tror, at jeg udleverer alting, fordi jeg tegner mit eget liv. Jeg er ærlig, men jeg har også en grænser for, hvad jeg vil fortælle om mig selv. Da jeg havde bloggen, var det vigtigt, at min figur var meget aseksuel, så jeg ville derfor aldrig tegne mig selv have sex eller en anden situation, der overskred min intimgrænse,« forklarer Stine Spedsbjerg.

Med bogformatet er hendes grænser blevet blødt lidt op. Der er derfor en tegning af et akavet one-night-stand i bogen, og det kan kun lade sig gøre, fordi fortællingen bliver udgivet i en bog.

»I postkortromanen kan jeg styre rækkefølgen af tegningerne. Billederne bliver derfor set i en sammenhæng, og så er det heller ikke muligt at skrive noget i et kommentarfelt til en bog, ligesom man kan på en blog,« siger Stine Spedsbjerg.

Den bittersjove streg

Det har aldrig været de svære følelser, hun holder tilbage, når hun svinger blyanten. Stine Spedsbjerg er ikke altid helten i sine striber, og på flere tegninger berører hun emner som vrede og frustration.

»Når noget føles som et tabu, skal man kunne fortælle om det. Man skal være ærlig, når man bruger sig selv. Det gælder om ikke at skabe et poleret glansbillede,« uddyber Stine Spedsbjerg.

KVINDELIGE BLADTEGNERE

Foreningen Danske Bladtegnere blev skabt i 1933. I dag har foreningen 63 medlemmer og omkring halvdelen er kvinder. Medlemmerne tæller bl.a.:

Anne Marie Steen Petersen: Har i mange år været karikaturtegner på Politiken og Ekstra Bladet.

Helle Scheffmann: Bladtegner hos Berlingske og Kristeligt Dagblad samt diverse fagblade.

Rikke Bisgaard: Bladtegner hos en række magasiner og fagblade.

Tove Nørgaard: Har i Jyllands-Posten og Børsen tegnet fra de københavnske teatre.

Ulla Dietl: Har bl.a. været portrættegner på Ingeniørens Ugeblad og har i en årrække tegnet nisser til ugebladenes juletillæg, magasiner og hæfter.

Når ærlighed skal kombineres med kærestesorg, gælder det om at finde en balancegang, så det ikke bliver for selvhøjtideligt. Stine Spedsbjerg har derfor arbejdet med at tilpasse tegningerne, så de ikke går over grænsen til det dramatiske.

»Jeg er ærlig i mine fortællinger, men det er også vigtigt at skildre begivenhederne på en måde, så folk ved, at der bliver taget hånd om problemerne. Der skal ikke være nogen, der sidder tilbage med en frygt for, at tegningerne er et desperat nødråb, og at jeg ikke er okay,« siger hun.

En af de måder, hun arbejder med at bløde fortællingen op, er ved at tilføje tegningerne et twist af selvironi eller ved at skabe en situation, der er bittersjov. Hun har derfor fyldt bogen med små detaljer, som læseren måske ikke opdager ved første øjekast. Men tager man sig tid til at bladre igennem romanen, vil man opdage, at billederne rummer små elementer, der fjerner følelsen af sorg. En af de små detaljer findes på bogens første side, hvor man ikke nødvendigvis opdager, at det ikke kun er pile fra Amors bue, der sidder i det tabte hjerte. Kigger man godt efter, kan man nemlig se, at der også stikker en gaffel op mellem pilene. Det blågrønne dyr, der er en del af alle tegningerne, fungerer også som et komisk element, der fjerner noget af det seriøse fra fortællingen, fortæller Stine Spedsbjerg.

»Dyret minder mest om en blanding af en elg og en hamster, og det er med til at tage brodden af det seriøse og ulykkelige. Jeg har tegnet dyret, så det enten kan repræsentere læseren, der ser begivenhederne udefra, eller så det kan forstås som den del af en selv, der stopper en, inden kærestesorgen bliver for ulykkelig,« forklarer hun.

Kæresten var hendes ’sidekick’

Dyret er et nyt påfund i hendes illustrerede verden. Det var ikke en del af universet på Stines blog, men det var mændene til gengæld. I løbet af de otte år hun havde Stinestregen.dk, skildrede hun tre parforhold. Kæresterne var i et større eller mindre omfang en del af hendes virtuelle fortælling, og den måde, hun skildrede dem på, har ændret sig gennem tiden.

»Min første kæreste fungerede som ’comic relief’ på bloggen. Han blev fremstillet som et ’sidekick’ til min karakter, og i dag ville jeg ønske, at jeg havde været mere nuanceret i den måde, jeg skildrede ham på,« forklarer Stine Spedsbjerg.

»Jeg er ærlig i mine fortællinger, men det er også vigtigt at skildre begivenhederne på en måde, så folk ved, at der bliver taget hånd om problemerne,« siger Stine Spedsbjerg. Foto: Paul Skovbakke Hansen

Hun har holdt kæresternes rigtige navne væk fra bloggen, så de ikke blev forbundet med hendes tegninger. Da hun indledte forholdet med den sidste fyr, som hun var kæreste med i bloggens levetid, undlod hun endda at give ham et navn.

»Han var med, men jeg tegnede ham uden at give ham et navn. Det var et forsøg på at lade være med at begrebsliggøre ham, fordi læserne ikke var interesserede i ham som menneske, men kun i relation til mig og min fortælling,« forklarer hun.

Selv om tegningerne på hendes blog gik tæt på personer og begivenheder i hendes liv, har Stine Spedsbjerg altid været bevidst om, hvordan hun skildrer menneskene omkring sig.

Det har ført til en række arbejdsregler, der bl.a. betyder, at hun kun tegner sine egne historier.

»Jeg synes ikke, at jeg kan være bekendt at fortælle andres historier, når jeg bruger mig selv. Jeg arbejder derfor ud fra en hovedregel om, at jeg forsøger at skåne dem, der er omkring mig,« forklarer Stine Spedsbjerg.

Det hænger sammen med, at bloggen er hendes personlige projekt, og at hendes venner eller kærester derfor ikke har mulighed for at komme med deres udlægning af begivenhederne.

»Når jeg er hovedpersonen, vil jeg altid have læserne på min side. De vil aldrig komme til at høre den anden side af historien, og derfor arbejder jeg også ud fra et princip om, at jeg ikke skal hænge andre ud,« siger Stine Spedsbjerg.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and