Læser: Træd et skridt tilbage, og lad eksperterne om de seriøse debatter

De fleste mennesker har et behov for at udtrykke sig selv, og dette behov kommer ofte til udtryk via meningsdeling om de ting, der skaber forundring, utryghed og frygt i den verden, vi lever i – typisk politiske spørgsmål som social understøttelse, indvandring, skatter og terrorisme.

Dette behov for meningsdeling er blevet nemt at efterkomme siden tilblivelsen af sociale medier på internettet. Problemet opstår, når den gennemsnitlige dansker tror, at resten af verden har lyst til eller bliver beriget af at høre hans/hendes personligt funderede holdning til indvandring, hvordan vi skal bekæmpe terrorisme eller andre komplekse forhold som disse.

Medmindre man har studeret et emne grundigt og derfor kan betegnes som uddannet eller ekspert inden for det emne, bør man ikke dele sin mening med det formål at bidrage til debatten. For når man kommenterer på noget, man ikke ved tilstrækkeligt om, bidrager man ikke til debatten. Man trækker niveauet ned og hiver substansen ud.

Mangel på selvindsigt

Skyldes det mangel på selvindsigt, at man ikke stopper op et sekund og tænker: »Hmm, måske jeg burde holde min mund og lade de andre tage den her«, inden man poster den ene overflødige statusopdatering og kommentar efter den anden? Eller skyldes det blot et behov for at blive set og hørt, at man poster derudaf, på trods af at ens holdning er decideret ukorrekt?

Disse folk (de fleste af dem) ville jo aldrig stille sig op på gaden, i klasselokalet, i bussen, på arbejdspladsen eller i 7-Eleven og råbe sin uforbeholdne mening til indvandring, den danske velfærdsmodel eller global opvarmning.

Det skrevne medie, og måske især de sociale medier, er uden tvivl det mest effektive middel i forhold til at udbrede budskaber, men tendensen er desværre næsten udelukkende populistisk. Likes og delinger bliver udtryk for korrektheden af en mening, og de, der rent faktisk har en akademisk funderet holdning, bliver skræmt væk af tanken om at indgå i en diskussion med den råbende masse.

Den laveste fællesnævner

Med indlæg præget af fejlslutninger og dårlig grammatik lægger den laveste fællesnævner en standard, der umiddelbart er nem at overgå, men desværre misfortolkes som korrekthed. Dette fjerner fokus og gennemslagskraft fra intelligente indlæg. I stedet for at hylde den intellektuelle elite deler vi ”Go’ morgen Danmark”-videnskab og idoliserer realitybloggere med ”ben i næsen”.

Det er heldigvis nemt at gennemskue, hvem der har indsigt i emner, og hvem der bare råber højt uden substans. Som sagt bør man være opmærksom på fejlslutninger i argumentationen (læg især mærke til ad hominem-angreb og opstilling af stråmænd). Indlæggene understøttes ofte af forfatterens ”personlige holdning”. Denne er naturligvis nemmere at anvende som argumentationsgrundlag end egentlig evidens.

Træd et skridt tilbage

Intelligente indlæg bærer derimod præg af gennemarbejde og argumenter, der tager fat i substansen i emnet.

En god idé, hvis man vil diskutere seriøst på internettet, er at citere sektioner, man svarer på enkeltvis. Dette gør indlægget mere overskueligt og skaber et sammenligningsgrundlag for fremtidige indlæg. Det viser argumentationens opbygning tydeligt, og det viser, at man ikke arbejder med stråmænd, men med egentlig substans.

Uintelligente indlæg funderet på personlige holdninger forurener den gavnlige og gode debat. Lad os alle tage et skridt tilbage, lytte lidt mere, end vi taler. Sige mere med færre ord.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: