Læserbrev: Det er svært at se en ende på terrorens elendighed

Jeg har for nylig genlæst Ahmed Akkaris ”Min afsked med islamismen” for bedre at forstå de terrorangreb, der stadig hyppigere og nu sidst i Frankrig og i Tyskland rammer os her i Vesten.

I bogen beskrives det, at de islamistiske miljøer omkring moskéerne, som Akkari med et slag på tasken vurderer til at udgøre ca. 25 pct. af de danske muslimer, ser sig selv som stående i en kosmisk kamp mellem lysets og mørkets kræfter, mellem Gud og Satan, mellem islam og Vesten.

Kun et mindretal

Der er enighed om, at Vesten står på et vaklende fundament af materialisme, forfængelighed og fri udfoldelse af drifterne, og at dets fald er snarligt kommende.

Heldigvis er det, som Akkari beskriver det, kun et mindretal i miljøet, der aktivt forsøger på at engagere muslimer i selvmordsaktioner rettet mod Vesten. Af frygt for overvågning og retsforfølgelse går de stille med dørene og kan kun spottes af den lidt mere kyndige iagttager, som Akkari med tiden bliver. Han omtaler dem som jihadister til forskel fra de mere almindelige islamister.

Radikale kan ikke udvises

I nogle moskéer er der flere jihadister end i andre, f.eks. i Grimhøj-moskéen i Aarhus og i Taiba-moskéen i København, men hvad, der er fælles for alle i miljøet, er, at ingen drømmer om at henvende sig til politiet, hvis de får kendskab til planer hos sådanne selvmordsterrorister.

Som Akkari beskriver det, fodres miljøet ustandseligt af muslimer, der er på flugt fra Mellemøsten, fordi deres holdninger er så radikale, at de ikke kan accepteres af myndighederne i deres hjemlande, og de kan ikke udvises fra Danmark, fordi de står til tortur eller dødsstraf, hvor de kommer fra.

Opfordringer til selvmordsangreb er altså ikke udbredte i miljøet, men selvmordsangriberne vokser ikke ud af ingenting. Hvis Akkari har ret, møder jihadisterne ganske enkelt ikke tilstrækkelig modstand i det miljø, de færdes i.

Utænkeligt at kritisere jihadister

Om sig selv skriver han: »Det var utænkeligt at kritisere jihadisterne ved fredagsbønnen og i andre åbne fora. Gjorde vi det, ville vi blive udråbt som forrædere og miste anseelse og respekt, og det var ingen af os klar til at afstå« (s. 222), og han skriver kategorisk, at han aldrig fordømte terror og vold i sine prædikener (s. 221), som han holdt i moskéer ud over hele landet.

Om sine imamkolleger i Det Muslimske Broderskab, der ved siden af salafisterne betegnes som den største islamistiske gruppering i landet, skriver han, at deres modstand mod selvmordsaktioner ikke er principiel, men taktisk: »”Så længe vi er svage, bruger vi fredelige midler,” lød en sætning, jeg ofte hørte i inderkredsene i de broderskabsrelaterede foreninger« (s. 188).

Ifølge Akkari forholder det sig ofte på samme måde, når imamer over for danske medier tager afstand fra selvmordsaktioner. Sådanne udmeldinger afsluttes typisk med »et diskret, næsten usynligt forbehold, som de ligesindede kunne afkode,« (s. 221) f.eks. ved at sige, at man fordømmer drab på uskyldige uden nærmere at definere, hvem der er uskyldige. Israelske jøder opfattes således helt klart ikke som uskyldige (s. 183).

Der tales med to tunger

Vi ved fra blandt andet TV 2’s skjulte optagelser, at der fra moskéerne uden problemer kan tales med to tunger over for den danske offentlighed, men vi ved for lidt om, hvad der siges, og hvad der ikke siges ved fredagsbønnerne rundt om i den vestlige verden.

Hvis Akkari – der i modsætning til os andre har et indgående kendskab til miljøerne omkring moskéerne – har det mindste ret i, at svaghed i mælet om og taktik i holdningerne til selvmordsangreb er vidt udbredt blandt imamerne, der blandt muslimer opfattes som direkte talerør for Guds vilje på jorden og i himlen, bliver det svært at se en ende på terrorens elendighed.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: