Lande advarer i højere grad om rejser til USA

New York, Grand Canyon, Disney World, Yellowstone National Park og Golden Gate-broen.

USA byder på en nærmest endeløs kavalkade af attraktioner. Og derfor valgte 77 millioner udenlandske turister sidste år at drage dertil.

Men nu frygter de amerikanske myndigheder, at antallet vil falde, fordi stadig flere lande advarer deres borgere om rejser til USA.

– USA er fortsat en førsteklasses turistdestination. Og vi værdsætter de enorme økonomiske fordele, som de udenlandske turister begunstiger os med, siger talsmand Mark Toner fra det amerikanske udenrigsministerium til USA Today.

Ifølge den amerikanske avis er der i den seneste tid nærmest kommet en sneboldeffekt, hvor lande som Frankrig, Tyskland, New Zealand, De Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien og Canada har tilføjet forbehold i deres rejsevejledninger.

For nylig valgte det britiske udenrigsministerium eksempelvis at advare bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner om rejser til USA med henvisning til ny lovgivning i staterne North Carolina og Mississippi, der forhindrer transpersoner i at benytte offentlige toiletter for det køn, de betragter sig selv som værende.

– USA er et ekstremt forskelligartet samfund, og holdningerne til LGBT-personer varierer i høj grad på tværs af landet, skriver det britiske udenrigsministerium på sin hjemmeside.

De mellemøstlige lande Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater har offentliggjort følgende vejledninger efter skyderierne i Dallas.

– For din egen sikkerheds skyld, så hold dig fra enhver igangværende eller planlagt demonstration eller protestaktion i byer på tværs af USA. Vær venligst opmærksom på dine umiddelbare omgivelser og undgå folkemængder, hvis det er muligt, skriver De Forenede Arabiske Emiraters ambassade i Washington.

De 77 millioner turister bidrog sidste år med 218 milliarder dollar – svarende til 1453 milliarder kroner – til den amerikanske økonomi, viser tal fra turistmyndighederne.

Men de tal risikerer at skrumpe, hvis omverdens billede af USA som en tolerant og gæstfri nation begynder at slå revner, siger Tom Buncle, der er administrerende direktør for Yellow Railroad, et internationalt konsulentfirma, der rådgiver om turisme.

– Folk forstår, at der er en masse at lave og ikoniske steder at besøge i USA. Men alle advarslerne, der sker på baggrund af bestemte begivenheder, bliver til en tendens, der kan skade det positive billede af USA.

Eksempelvis er europæerne forbeholdne på grund af den liberale lovgivning om våben og de lejlighedsvise masseskyderier.

Eksempelvis blev 49 mennesker dræbt i massakren på en natklub for homoseksuelle i Orlando i Florida i juni.

Og derefter kom drabene på en række politifolk i Dallas og Baton Rouge i juli.

– Amerika har overrasket en stor del af verden, især europæerne, på grund af masseskyderier og holdningerne, eller mangel på samme, til våben, siger Tom Buncle.

For eksempel advarer Tyskland sine borgere på udenrigsministeriets hjemmeside:

– Det er relativt let at anskaffe våben i USA. Hvis du skulle havne i et skyderi, så prøv ikke at afværge det, lyder det.

Til USA Today siger 54-årige Tina Müller fra Berlin, at USA bliver nødt til at fjerne alle borgernes våben, før hun har lyst til at rejse dertil.

– Det ville løse mange af problemerne. Vi har racisme og fordomme i Europa, men vi har ikke masseskyderier og vold på niveau med USA, siger hun.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: