Lange dage skaber mistrivsel for børn i 0.-klasse

Børn der falder i søvn over bordet ved middagstid eller bryder grædende sammen sidst på skoledagen. Det er blevet hverdag i flere af landets børnehaveklasser, efter folkeskolereformen trådte i kraft.

Det skriver Politiken torsdag.

Fire ud af fem børnehaveklasseledere svarer i en rundspørge, som Politiken Research har lavet, at den nye skoleuge på 30 timer går ud over børnenes trivsel.

468 af landets 2554 børnehaveklasseledere har svaret i rundspørgen.

Før skolereformen blev implementeret i 2014, gik børnehaveklasseelever typisk i skole fra klokken 8 til 12. Nu er skoledagen forlænget frem til klokken 14.

Ifølge Pia Jessen, der er formand for børnehaveklasseforeningen, er udviklingen bekymrende. Hun understreger, at børnene bliver udmattet af de mange timer med struktureret undervisning, selv om der bliver lagt bevægelse ind undervejs.

Siden skolereformen trådte i kraft, skal børn i børnehaveklassen lære ligeså meget som børn i 1. klasse, lyder det fra formanden.

– Konsekvensen er, at det er den legende tilgang, der betaler prisen i børnehaveklassen, siger hun.

Hun ønsker, at landets politikere sætter antallet af skoletimer i børnehaveklasserne ned til 25 ugentligt.

Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, slår fast, at timetallet ikke bliver sat ned, hvis det står til regeringen.

SF og Venstre henviser til, at der er mulighed for at ændre skoledagens opbygning ved at have to voksne til stede i klasserne. Det vil give kortere dage. Ifølge Politiken er det uklart, hvor mange kommuner, der gør brug af det.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: