Leder: Terroristen er netop ikke ”en af os” – bare fordi han er ”hjemmedyrket”

Sommeren i Europa har stået i terrorens tegn. Det ene mere gruopvækkende og menneskeforagtende angreb har afløst det næste. Vi søger med lys og lygte efter tilløb til forklaringer på, hvordan mennesker kan opføre sig så afstumpet over for andre mennesker. Vi søger at forklare det uforklarlige. Det lykkes ikke særlig godt.

I debatten høres også rituelt tilbagevendende konstateringer af, hvad terroren i hvert fald ikke skyldes. En af de mest yndede er, at terroren rent logisk ikke kan have sammenhæng med indvandringen fra ikkevestlige kulturer, fordi mange af terroristerne er født og opvokset i Europa. Udsagnet fremsiges og skrives ofte med en undertone af triumf, som om man med denne konstatering har produceret en analyse, der må slå alle med forbavselse, og som om debatten hermed tilføres en helt ny kvalitet. Det modsatte er desværre tilfældet.

Det afgørende er ikke terroristens geografiske ophav. Det afgørende er terroristens kulturelle baggrund. Når så mange terrorister er såkaldt ”hjemmedyrkede” – altså født og opvokset i de lande, hvori de begår deres rædselsgerninger – vidner det kun om én ting: at der i de vestlige samfund findes formørkede parallelsamfund, der er så stærke og ser det omgivende samfund som så meget af en dødelig modstander, at man kan finde på at gå ind i en fransk landsbykirke og skære halsen over på den stedlige, 86-årige præst midt under en gudstjeneste.

Terror begået af hjemmedyrkede gerningsmænd er det ultimative vidnesbyrd om, i hvor høj grad 30 års svimlende kostbare forsøg på integration er slået monumentalt fejl. Parallelsamfundene er åbenbart stadig så stærke og upåvirkede af vestlig civilisation, og det lykkes at holde dem så afsondret fra det omliggende, vestlige samfund, at de kan producere gerningsmænd af den ufattelige slags, som har slået til fra Nice over Würzburg og Ansbach til Saint-Etienne-du-Rouvray i denne sommer. Det er en meget hård erkendelse.

Så i stedet for se konstateringen af, at gerningsmændene stammer fra vore egne samfund, som en måde at få lukket af for den kulturelle dimension i tilløbet til forklaringer på den islamistiske terrors rødder, så bekræfter det tværtimod, at der er lang vej igen, før vi kan tro på, at integration er én fremadskridende proces, der ender i en gnidningsfri symbiose mellem gammelt og nyt. Det ekstra skræmmende i den forbindelse er, at talrige undersøgelser har vist, at anden og tredje generation af muslimske indvandrere ofte er mere afvisende over for det vestlige samfund end første generation, og at radikaliseringen til regulær terror dermed bliver lettere med tiden, hvor alle troede, at det ville være omvendt. Tidens store spørgsmål må være: Hvordan kan det gå til? Foruden: Hvordan får vi greb om den udvikling?

En første forudsætning for at kunne bekæmpe radikaliseringen i de islamistiske miljøer er et frit og fordomsfrit syn på, hvad der foregår. Det er netop ikke frit og fordomsfrit omgående at pege på terroristens geografiske baggrund; at han er født og opvokset her. Det er en afsporing. Den radikale islamisme er grænseoverskridende, og det er en vigtig analyse i sig selv, hvordan den transnationale islamisme undgår at blive påvirket og udvandet i så forskellige kulturer og samfund, som den trives i.

Tilstedeværelsen af disse parallelsamfund i Vesten skyldes helt grundlæggende naturligvis indvandringen. Håndteringen af den er slået helt fejl. Hér begynder analysen.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: