Lektor: »De afrikanske lande er trætte af, at ICC kun tager afrikanske sager op

Lederne i mange afrikanske lande er så trætte af vestlige landes anklager om brud på menneskerettigheder, korruption og manglende demokrati, at flere vil melde sig ud af Den Internationale Straffedomstol, ICC.

Flere har talt om et oprør mod moderne vestlig imperialisme, bl.a. fordi det næsten udelukkende er afrikanske lande, der føres sag imod.

Som det seneste land har Sydafrika i dag meddelt, at man vil forlade den internationale straffedomstol. Ifølge justitsminister Michael Masutha vil Sydafrika forlade ICC, fordi det ikke harmonerer med Sydafrikas love.

I et brev til ICC skriver Sydafrikas minister for internationale forhold, Maite Nkoana-Mashabane, at:

»Sydafrika mener, at dets pligter i forhold til at finde fredelige løsninger på konflikter til tider er uforenelige med den fortolkning, som ICC har.«

I sidste uge meddelte det afrikanske land Burundi, at man forlader ICC, og flere andre lande har truet med at gøre det samme.

Lektor ved Institut for Afrikastudier ved Københavns Universitet, Stig Jensen, kan sagtens forestille sig, at flere afrikanske lande forlader straffedomstolen.

»De afrikanske lande er trætte af, at ICC kun tager afrikanske sager op, ligesom nogle afrikanske ledere frygter, at de selv risikerer at blive stillet for retten. Når man ikke er medlem, kan man ikke blive stillet for retten, og jeg kunne sagtens forestille mig, at flere lande vil melde sig ud,« siger Stig Jensen.

Utilfredsheden i Sydafrika handler bl.a. om, at landet fik massiv kritik for ikke at arrestere Sudans præsident, Omar al-Bashir, da han sidste år besøgte Sydafrika. al-Bashir er mistænkt for at have begået folkemord og krigsforbrydelser og derfor eftersøgt af ICC.

»Men holdningen blandt de afrikanske ledere er, at man selvfølgelig ikke udleverer andre afrikanske ledere, når de er på besøg,« forklarer Stig Jensen.

Sydafrikas præsident Jacob Zuma melder nu sit land ud af Den Internatoinale Straffedomstol, ICC. Arkivfoto: AP

Når det handler om Burundi er sagen lidt mere kompliceret, forklarer han:

»Her frygter man, at der kan komme anklager om overgreb på etniske minoriteter og om folkemord på grund af konflikter mellem etniske minoriteter og den siddende præsident. Burundi melder sig ud af ICC på grund af ledernes egne interesser, men også for at vise solidaritet overfor Kenya, hvor præsident Uhuru Kenyatta er tiltalt af ICC for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med uro i forbindelse med det seneste valg,« lyder forklaringen.

Det er ifølge Stig Jensen også med til at øge de afrikanske landes utilfredshed med straffedomstolen, at et land som USA ikke er medlem – og derfor ikke kan stilles til ansvar.

»Man skal også forstå, at de fleste afrikanske lande gerne vil have flere afrikanske venner, så for dem er det vigtigt med gode relationer til andre lande og andre ledere på kontinentet. Det handler derfor både om at bevare magten og om at holde gode relationer på kontinentet.«

Straffedomstol ser på påståede krigsforbrydelser i Burundi

Mens Burundi er et meget lille og mindre vigtigt land, er det helt anderledes, når det handler om Sydafrika, der har Afrikas største økonomi.

»Sydafrika er i den sammenhæng en kæmpstor fisk, og det bliver meget interessant at følge, om andre lande nu også melder sig ud,« lyder meldingen fra Stig Jensen.

124 lande er i dag medlem af Den Internationale Straffedomstol.

Ud af de 10 lande, som ICC i øjeblikket undersøger, er ni fra Afrika. Det er DR Congo, Uganda, Den Centralafrikanske Republik, Sudan, Kenya, Libyen, Elfenbenskysten og Mali. Det eneste ikke-afrikanske land, der undersøges, er Georgien.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: