Løkke: Europas lande er mere enige efter asylkaos

Europa står midt i store kriser. Men det har kun gjort samarbejdet stærkere og enigheden større, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter et topmøde i Slovakiet.

“Jeg synes alligevel, at der over det seneste år, med alt det vi har været igennem, er en større grad af enighed, end der var,” siger Løkke.

 Migrationskrisen skabte en stor splittelse i projektet. Nogle ville åbne grænserne, andre ville lukke dem. Men de europæiske ledere har fundet en fælles vej, mener statsministeren.

“Hele vejen rundt om bordet er der en realistisk erkendelse af, at Europa kan ikke stå åbent. Europa er nødt til at passe på sig selv og have styr på grænserne.”

Blot måneder efter at den massive folkestrøm tog af, faldt en bombe i Storbritannien i juni, da briterne stemte for at melde sig ud af unionen.

“Vi er i en alvorlig situation. Storbritannien har besluttet at forlade det europæiske samarbejde. Men det er jo også optimistisk ved, at vi har bekræftet hinanden i, at det skal vi ikke gøre. Vi har brug for EU,” siger Lars Løkke Rasmussen.

 En gang imellem bør man træde et skridt tilbage og reflektere, tilføjer statsministeren. Sådan en refleksion har mødet i Bratislava været.

“Hvor ville vi egentlig være, hvis vi ikke havde EU? Hvis vi ikke havde det indre marked, der har skabt alle disse arbejdspladser.”

Topmødet i Bratislava var det første, der fra start til slut var uden Storbritanniens deltagelse. Mødet var uformelt, da briterne fortsat er medlemmer.

/ritzau/

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and
%d bloggers like this: